Da USA satte foden ned: Reagan fik nok af Israels fremfærd
I dag understøtter USA aktivt Israels aggressioner mod nabolande, i Gaza og på Vestbredden. Selv når amerikanske statsborgere bliver skudt i hovedet, får det ikke amerikanske politikere op ad stolen.
I ny og næ taler amerikanerne om nogle røde linjer som Israel ikke må overtræde. Men når Israel så alligevel gør det, så er der ingen konsekvenser fra USA's side.
Selvom Israel i dag er ledet af ekstremister som Itamar Ben-Gvir og Bezalel Smotrich gennem Benjamin Netanyahu, så virker hele det politiske system i USA lammet i forhold til at holde fast på nogle basale principper som USA ellers ofte hævder at kæmpe for.
MEN!
Amerikanske politikere har ikke altid være sådan en omgang krystere.
I sommeren 1982 iværksatte israelske styrker omfattende bombekampagner mod Beirut med det formål at nedbryde Den Palæstinensiske Befrielsesorganisations (PLO) højborge.
Denne militære aktion, som var en del af den større Libanon-krig i 1982, blev skarpt kritiseret af verdens ledere, herunder USA's præsident Ronald Reagan.
Israels belejring af Beirut begyndte i juni 1982 og markerede en betydelig optrapning af konflikten mellem Israel og PLO. Israelske styrker bombede ubarmhjertigt byen, hvilket bidrog til alvorlige civile tab og omfattende ødelæggelser.
Den 12. august 1982 blev præsident Reagans vrede især fremprovokeret af et af de mest aggressive luftangreb i denne periode som ramte mange civile.
Ifølge kilder som New York Times og UPI udtrykte Reagan sin "forargelse" over for Israels premierminister Menachem Begin i et opkald, hvor han krævede et øjeblikkeligt stop for bombardementerne.
Den skarpe irettesættelse var vigtig, da Reagans tone blev beskrevet som "vred" og "chokeret".
Reagans opkald til Begin kom, efter at USA allerede havde gjort en betydelig diplomatisk indsats med den særlige udsending Philip Habib i spidsen.
Da Reagan endelig fik fat i Begin, efterlod han ingen tvetydighed om sin holdning. Rapporter viser, at han insisterede på, at bombningen var uforholdsmæssig og bragte fredsbestræbelser i fare.
Selv om Begin forsvarede Israels handlinger som svar på PLO-provokationer, anerkendte han Reagans bekymringer og beordrede til sidst en våbenhvile.
Flere rapporter, bl.a. fra The Times of Israel og The New York Times, fremhæver, hvor alvorlig kommunikationen mellem de to ledere var.
Reagans brug af udtrykket "holocaust" i en af sine udvekslinger med Begin stødte især den israelske premierminister, som svarede, at han udmærket forstod betydningen af udtrykket ud fra sin personlige og nationale historie.
Ikke desto mindre efterkom Begin Reagans krav og indstillede bombardementerne, hvilket blev bekræftet i efterfølgende kommunikation mellem lederne.
Denne umiddelbare effekt understreger den indflydelse og det pres, USA kunne udøve på israelske handlinger, selv under intense konfliktscenarier.
Mens våbenhvilen markerede et midlertidigt pusterum, fortsatte den bredere konflikt med at skabe spændinger. Hemmelige optagelser, der senere blev afsløret af forfatteren William Doyle, viste, hvor anspændt Reagans og Begins kommunikation var.
Kilder
- New York Times
- UPI's arkiver
- The Times of Israel
- Haaretz
- Det jødiske virtuelle bibliotek
- Wikipedia
Disse kilder giver et omfattende overblik over de kritiske begivenheder og diplomatiske interaktioner, der definerede Libanonkrigen i 1982 og dens indvirkning på forholdet mellem USA og Israel.