Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Skyld med skyld på

I disse dage glæder i særdeleshed husejere sig over en historisk lav rente. Det er nu muligt at optage F1 lån, hvor renten er negativ. Dermed er de renter, man betaler for et kreditforeningslån, udelukkende i form af det nyligt opfundne gebyr, som er tilføjet som udgift på sådanne lån. Kreditinstitutterne vil jo gerne tjene penge også.

Det kræver dog, at du har noget fast ejendom, for at du kan få glæde af et sådant lån.

Derfor optager enormt mange mennesker i stedet forbrugslån hos alternative lånegivere – lån, der ikke er på et par procent eller mindre. Heller ikke på de 10-11% som i en almindelig bank, men derimod lån med årlige omkostninger i procent på mellem 28 og 31%.

Mange vil sige, at hvis du er havnet i en gældsspiral, så er det din egen fejl. Du kunne bare lade være med at være så tåbelig at optage forbrugslån til at købe ting, julegaver til børnene, betale en uforudset dyrelægeregning, repareret en knækket tand eller andet. Og ja. Det er sandt. Mange af de mennesker, der er havnet i en sådan økonomisk knibe har ikke været særlig smarte. Og det kan vi jo så nemt få en folkedomstol til at dømme dem for.

De årlige omkostninger(ÅOP) på over 30% skeler man typisk ikke til, når man er tvunget ud i at tage et sådant lån. Det er derimod den månedlige rente på 1,5% på lånepapirerne, der falder en i øjnene. At de med småt skrevne renter er betydelig højere – også pga. den månedlige rentetilskrivning – lukker man øjnene for i sin desperation. Her kommer udtrykket renters rente virkelig til sin ret.

Det lån, der startede på 15.000kr. kan over en relativt kort årrække blive til 300.000kr. eller mere. For skyldnerne optager nye lån for at kunne betale på de gamle lån og stadig overleve. Firmaer som L’Easy, Ikano Bank, AcceptCard og DanAktiv med flere lever højt på disse mennesker. De tilbyder folk, der ikke kan optage lån i almindelige banker – i særdeleshed efter finanskrisen – et quick fix, der svarer til at udlevere et skarpt barberblad og adgang til et badekar.

Men det er vel så den enkeltes problem, ikke sandt? Det er jo alligevel bare primært de dovne, der er arbejdsløse, som kommer i denne situation. De kan sejle deres egen sø. Hvorfor skulle vi dog bekymre os om dem?

Nej, det er hverken i særdelshed de dovne eller de arbejdsløse, der havner ude på meget dybt vand. Det er alle mulige mennesker, der pludselig har følt, at økonomien trykkede. Mange forsøger sig med at tage et ekstra arbejde for at få det til at gå op i en højere enhed, men renten er simpelthen så høj, at det tit bliver fuldkommen umuligt at få økonomien til at falde på plads. Og hvis man ikke afdrager på alle lånene eller afdrager nok, så er man forgældet i op til 50 år frem i tiden eller længere.

Eksempel: Et lån på 15.000 kr. optages. Der afdrages 500kr. om måneden på lånet, og det skulle så være betalt ud efter godt 11 år. Sidder man lidt presset i det, og derfor kun afdrager 400kr. om måneden, er lånet pga. den enorme rentetilskrivning først afdraget efter over 95 år – dette fordi man selvom man årligt indbetaler 4800kr. på lånet i realiteten kun afdrager 300kr. på hovedstolen. Når man endelig er færdig med lånet, har man betalt 456.000 kr. tilbage.

Det er også et samfundsproblem

Men det er jo stadigvæk ikke samfundets problem, kunne man synes. Hvorfor overhovedet beskæftige sig med det – det må være den enkeltes opgave at redde sig ud af sine egne problemer. Og ja. Det er det. Men nej, det er også et problem for samfundet, fordi disse skyldnere hæmmer økonomien. Væksten i økonomien. Det siger sig selv, at folk, der kun har 500kr. tilbage om måneden til mad og eller måske endda har et negativt rådighedsbeløb, efter de har betalt afdrag på gæld, ikke har mulighed for at købe varer – de har ikke mulighed for at sætte gang i væksten, som vi har så hårdt brug for.

Vi har mulighed for at yde folk gældssanering, når de er røget tilstrækkeligt langt i gældsspiralens forløb. Dvs. de skal først opgive at komme fri, blive dårlige betalere, registreret i RKI, hives i retten, osv., før man kan indgå en aftale om, at noget af gælden eftergives. Herved får lånegiver en del af pengene tilbage, og lånetager får muligheden for at betale samt spise mad.

En god og sympatisk løsning. Men det kræver, at folk først går helt, helt ned med flaget.

Men det ville være til alles fordel, hvis man fra statslig side valgte at gå ind med en løsning på et tidligere tidspunkt med et statsgaranteret kreditforeningslån.

Lad os kalde et sådant hypotetisk lån for et Christiansborg Lån

Slottet Christiansborg optræder her som pant. Skyldneren optager et kreditforeningslån, hvor Christiansborg Slot er pant for lånet, dvs. der er en statsgaranti. Skyldneren har derfor mulighed for at optage lånet på ligeså fordelagtige vilkår som ethvert andet kreditforeningslån med en lav fast forrentning.

Det vil med den markant lavere rente derfor blive muligt for skyldneren at betale et reelt afdrag på gælden over en årrække, hvor afdraget ikke blot dækker de påløbne renter, men er en reel vej ud af suppedasen. Det kommer ikke til at koste staten noget reelt. Lånegiverne får deres penge. Lånetageren bliver i stand til at agere på markedet og derved sætte mere gang i væksten som forbruger.

Lånetagerne skal naturligvis pålægges – evt. ved registrering –ikke at optage lignende forbrugslån med ågerrenter i afbetalingsperioden. Men det tror jeg dog nok, at de fleste ville takke ja til.

Nu vil flere måske hyle op om, at Staten ikke skal blande sig i den enkeltes økonomi, at statslig indblanding per definition kun er af det onde, og det er at ødelægge markedet for de private lånegivere.

Det er det ofte, men ikke altid. Staten har kunnet financiere bankpakker og lignende – her garanterer de det danske folk og den danske vækst.

En person, der skylder 300.000 til et af private lånefirmaer skal betale 7800 om måneden blot for at betale renterne. Hvis han skal gøre sig håb om at tilbagebetale lånet over en 30-årig periode, er det et afdrag på godt 8570, der er nødvendigt. Var lånet optaget som et Christiansborglån med samme løbetid, ville han kunne slippe med at betale ca. 2000kr. om måneden og derved have godt 6500 til at sætte gang i væksten.

200.000 mennesker, der i snit betaler 6500 mindre om måneden på lån, vil medføre en pengestrøm på mere end 15 milliarder årligt, der kunne være med til at sætte gang i væksten.

15.600.000.000 gode danske kroner ude i samfundet mere om året.....

Går det ud over de private långivningsinstitutioner – tjaaa. Både og.

Jeg talte ganske vist med en dame fra L’EASY for nogen tid siden, der udtrykte, at det jo ikke var i deres interesse, hvis en skylders lån blev betalt ud før tid – med en ÅOP på 30,95 % kan jeg da godt forstå det synspunkt. Men det er ikke i samfundets interesse. Man kunne måske også diskutere en hel del om, hvorvidt grænsen for åger skulle sættes noget lavere end de 60%, som Jens Martinus Hollesen blev dømt for i 1936. Med den lave rente, som vi har i dag, kan det synes at være en grov udnyttelse af svagere stillet, når man kræver lige knap 31% i rente.

Men selv de private pengeudlånere har store omkostninger ved at skulle inddrive penge fra dårlige betalere. Så mon ikke, at de også vil kunne tørre sveden af panden og hellere ser deres lånetagere betale en større del af gælden?

En win-win situation for alle. Sæt i gang.

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem
eller sponsor

Citer med linket her: