Vi skal bruge 331 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Relativisternes skadelige virke

Antal

Debatindlæg af Camilla WInther Nissen

Efter denne weekends terrordøgn fyldes jeg med en enorm sorg og en enorm vrede. En vrede, der ikke alene kommer som følge af et røvhuls frygtelige gerninger. Den stammer i næsten ligeså høj grad fra relativisterne, der end ikke nu kan holde sig i skindet fra at komme med udtalelser om, at vi måske ikke skal lave satiriske tegninger, hvis det nu sårer andre menneskers religiøse følelser.

Kan det virkelig passe, at der er mennesker, der fatter så lidt af det samfund, de lever i? Der er så historieforladte?

Satiriske tegninger af katolske kardinaler og små børn får ikke vores katolske medborgere til at købe Kalashnikovgeværer og meje tegnere ned. Det får ikke relativisterne til at gå på barikaderne og bede tegnere og debattører om at stikke pennen og piben ind. Heller ikke selvom det er stærke tegninger, der angriber stærke religiøse følelser. For vi ved alle, at det ikke er hverken de stærkt religiøse eller almindelige katolikker, der bliver angrebet her. Det er et specifikt problem, der bliver sat i scene på det stykke papir. En kommentar.

Tegninger af muslimske helligdomme er derimod en helt anden sag. For her er det pludseligt et angreb på ALLE muslimer – ikke på religionen som sådan. At Muhammed er tegnet med en bombe i turbanen er jo netop en kommentar til den voldelige ekstremisme, der gemmer sig bag Islams skørter. Den er et angreb på de mennesker, der tager Islam som gidsel – ikke Islam i sig selv. Ej heller er den et angreb på muslimer som sådan, men et angreb på islamister, der tager troen til indtægt i deres voldelig hærgen af verden. Den er specifik. Som det meste satire.

Men det fatter relativisterne ikke. Og da Muhammedkrisen version 1 tog sin begyndelse, så gik venstrefløjen til angreb. Et angreb, der primært havde sin begrundelse i, at det var Jyllands-Posten anført af Flemming Rose, der havde bedt 42 tegnere om at afbillede Muhammed, hvor kun 12 turde.

Dengang var præmissen – som så utrolig mange stadig har glemt – at Kåre Bluitgen ikke kunne finde en illustrator til sin bog om Muhammed. Flemming Rose og Jyllands-Posten mente derfor, at der var tegn på at ytringsfriheden havde ringe kår. Det skulle vise sig, at de havde ret.

Havde det været Dagbladet Information, der dengang havde bedt tegnerne om det samme, så var venstrefløjen næppe gået på barrikaderne, og man kan betvivle, at imamerne havde følt, at de havde vind nok i sejlene til at tage på rundrejse i Mellemøsten og sætte verden i brand.

Allerede dengang var ytringsfriheden truet. En trussel, der blev yderligere synliggjort efterfølgende i kraft af mange mediers manglende opbakning til Jyllands-Posten. Ambassader blev brændt. Dannebrog blev brændt og trampet på i Mellemøsten, men kun de færreste viste, hvad det handlede om. Altså tegningerne. Man skulle jo ikke støde.

I kølvandet på massakrerne på Charlie Hebdo og i det jødiske supermarked i Paris har flere medier heller ikke turde vise de tegninger, som det hele handlede om. I dag er mediernes årsag primært, at de ikke tør fremfor, at tegningerne er stødende.

Og vi har stadig intet lært.

Denne lørdags angreb på debatmødet om ytringsfriheden på Krudttønden må formodes primært at være et angreb udløst af Lars Vilks tegning af Muhammed som hund. Men ingen medier føler sig foranlediget til at bringe Lars Vilks tegning. Er ytringsfriheden knægtet af islamister eller relativister?

Og relativisterne kommer med tågesnak som ”Vi skal jo ikke støde”, ”Hvis modtageren ikke forstår satiretegningen, så skal vi ikke tegne den”. Er disse relativister blevet tabt som børn med hovedet nedad?

En satirisk tegning er en revsende samfundskommentar, der skal forstås i den kontekst, den er lavet.

En satirisk tegning kan virke enormt stødende, hvis den tages udenfor kontekst – endnu mere end oprindeligt tilsigtet. Men det er risikoen. De indeholder et budskab.

I tilfældet med Kurt Westergaards tegning handlede det om, at muslimer har en ondskab i deres midte – de voldelige islamister, der gemmer sig bag den fælles religion.

I tilfældet med den katolske kirke, så er det en kommentar om, at kirken gemmer pædofile i deres midte. Begge er en opfordring til religionerne om at gøre noget ved det selv.

Ytringsfriheden er ikke en størrelse, der kan gradbøjes. Den kan ikke relativeres. Og den kommer ikke med et MEN bagefter.

Ytringsfriheden har vi som en grundlovssikret rettighed. Den skal beskyttes, for ellers fratager vi den implicit fra en verden, der har et enormt behov for den.

Den næste der siger, ”Jamen, muslimerne forstår det jo ikke” bør give sine fordomme et serviceeftersyn. Det er ekstrem fordomsfyldt at sige den slags. For muslimer er måske nok en masse betegnelse, men det er ikke ensbetydende med, at den enkelte muslim ikke forstår satire, forstår humor eller værner om ytringsfriheden.

Muslimer, der værner om det danske samfund, værner også om ytringsfriheden.

Relativister er noget det mest samfundsskadelige, vi har i Danmark i dag. Og de går islamisternes og weekendens gerningsmand ærinde.

Lad ikke Dan Uzan og Finn Nørgaard være døde forgæves. De er begge blevet ofre for islamisters ønske om at knægte det danske samfund.

Meta
Seneste ændring: 
21/03/2019 - 11:57