Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

319

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Kan vi være stolte af vores veteranpolitik?

Antal

Brugerindlæg af Claus Stenberg

Efter krigen i 1864 blev danske krigsveteraner tilgodeset med hvad vi i dag ville kalde en særlov. Krigsveteranerne fik et særligt privilegie, som ikke alle andre kunne få.

Krigsveteranerne blev udstyret med et officielt tiggerkort, som gjorde det muligt for dem at tigge almisser fra den barmhjertige del af befolkningen.

Mange af datidens krigsveteraner erhvervede sig lirekasser, som de gik rundt og spillede på, med hatten i hånden, eller liggende foran lirekassen. Deraf opstod begrebet ”at blive slået til lirekassemand”. En lirekassemand var altså en krigsveteran, som var henvist til et liv som tigger.

Denne model valgte man at genbruge i veteranpolitikken fra 2010. Igen blev krigsveteranerne tilgodeset med et officielt dokument – denne gang i mere nutidigt plastic - kaldet veterankortet.

Veterankortet skal dokumentere at ihændehaveren er krigsveteran, og er præget med vedkommendes navn og cpr-nummer. Det ligner et hævekort, eller et kundekort til en benzinstation. Forskellen er blot, at veterankortet hverken giver kredit, eller udløser nogle rabatter i sig selv.

Det blev op til frivillige kræfter, som organiserede sig blandt de frustrerede modtagere af veterankortet, at gå tiggergang hos landets virksomheder, og bede om uofficielle rabatordninger. Disse ”tilbud” blev så annonceret på en ganske privat hjemmeside, uden nogen forbindelse til den ellers så stolte og anerkendende stat.

For mange krigsveteraner blev veterankortet set som en hån. Nogle returnerede kortet til afsenderen, andre brugte det til at skrabe sne af bilens forrude, og enkelte løste på kreativ vis problemer med vippende borde, ved at lægge veterankortet under det korteste ben.

Lette plastikkort

Veterankortet blev aldrig den anerkendelse og succes det var tænkt som. Mest fordi det var værdiløst i sig selv, men også fordi det var blevet italesat som noget helt fantastisk og nyskabende, i forbindelse med lanceringen af veteranpolitikken i 2010.

Man skal åbenbart passe på med at skrue forventningerne op, når det man i praksis udleverer er aldeles værdiløst.

Da begejstringen over veterankortet nu aldrig tog fart, så måtte noget jo gøres. I 2013 blev veteranpolitikken evalueret af Forsvarsministeriet (sammen instans som havde produceret politikken), og ganske overraskende fandt evalueringsgruppen ingen nævneværdige fejl i deres initiale arbejde.

Dog måtte noget gøres ved det forbandede veterankort, så evalueringsgruppen foreslog i et tilfælde af genialitet, at veterankortet ikke længere blot skulle tilsendes krigsveteranerne med posten.

Værnsfælles Kommando skriver således ultimo januar 2015 ud til landets tjenestesteder, at ”det er ikke en udleveringsform, der fremhæver Veterankortets symbolske betydning som et synligt bevis på, at modtageren har tjent Danmark på en international mission, og er veteran”.

Løsningen på dette symbol-problem er nu, at de værdiløse plastickort skal udleveres ved parader på landets tilbageværende kaserner. Og det skal jo nok øge værdien af kortene, og højne tilfredsheden blandt modtagerne. Eller ikke.

Brokkeriet, og de sarkastiske bemærkninger om kortets åbenlyse værdiløshed blev i slutningen af 2014 for meget for den siddende forsvarsminister, Nicolai Wammen.

Han trykkede hårdt og længe på handlingsknappen, og sikrede – i et sjældent tilfælde af ekstrem handlekraft - landets krigsveteraner med plastickort samme adgang til den private rabatordning, LogBuy, som forsvarets fastansatte har haft i årevis. Så skulle al kritik af veterankortet gerne forstumme, kunne man forstå.

Men det var jo en gratis omgang for ministeren. Regningen for statens såkaldte anerkendelse blev tørret af på de private virksomheder som er med i LogBuy-ordningen. Staten skulle hverken finansiere rabatterne, eller drive en hjemmeside, sådan som private kræfter havde gjort hidtil.

Pludselig blev et element i veteranpolitikken meget nemt og omkostningsneutralt for staten. Og den konkrete anerkendelse var jo også beskeden, da veteranerne nu bare fik adgang til nogle rabat-privilegier, som tusindvis af andre danskere havde haft længe.

Tunge byrder

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre specialpsykiatrien de nødvendige midler, så den kunne tilbyde behandling til alle de krigsveteraner som magter at bede om den. På nuværende tidspunkt har specialpsykiatrien kun kapacitet til at behandle ca. 1/3 af de danske krigsveteraner som henvender sig.

En mere reel anerkendelse havde været at tilføre Arbejdsskadestyrelsen de nødvendige ressourcer, så krigsveteraner ikke skulle leve i uvished i årevis, før der falder afgørelse i deres arbejdsskadesager. Ventetiden er historisk høj nu, og ifølge Arbejdsskadestyrelsen bliver ventetiden kun længere i 2015.

I forbindelse med Arbejdsskadestyrelsen, og dens behandling af det stigende antal arbejdsskadesager rejst af danske krigsveteraner, så er det også problematisk at en psykisk lidelse som PTSD maksimalt kan udløse en mén grad på 35%. Oversat til en fysisk arbejdsskade, så svarer det til at man mister en lillefinger og en ringefinger i en arbejdsulykke.

Så med svær PTSD, som er en særdeles invaliderende tilstand, så anerkendes den tabte arbejdsevne slet ikke i rimeligt omfang. Psykiske og fysiske arbejdsskader er ikke ligestillet for landets krigsveteraner i forbindelse med udmålingen af erstatning. Og det bør Beskæftigelsesministeren få rettet op på hurtigst muligt.

Når Beskæftigelsesministeren går i gang med dette, kan han ved samme lejlighed kigge på ressourcebehovet i Arbejdsskadestyrelsen. Ifølge styrelsen selv, så overskrider den i 21% af sagerne lovens krav om at behandlingen af sagerne skal være afsluttet inden for et år.

På et år er antallet af sager som færdigbehandles inden for lovens tidsfrist, faldet med 10%. Og styrelsens egen prognose fortæller det deprimerende budskab, at ventetiden i år bliver endnu længere end hidtil, selv om man har ansat flere sagsbehandlere de seneste måneder.

Det er ganske enkelt uacceptabelt, at danske krigsveteraner skal lade sig udsende med ugers eller måneders varsel. Men hvis de skal kompenseres for skader pådraget under tjenesten, så skal de vente flere år på Arbejdsskadestyrelsens sagsbehandling.

I denne forbindelse bør Beskæftigelsesministeren og Forsvarsministeren tale sammen, og gøre fælles front.

For en af de faktorer som forsinker sagsbehandlingen i Arbejdsskadestyrelsen er tilsyneladende det faktum, at Forsvaret har ”glemt” en masse hændelser fra de internationale missioner. Hændelser, som veteranerne husker meget tydeligt, og jævnligt har mareridt og søvnløse nætter over. Men som Forsvaret ikke har fået dokumenteret, og derfor ikke kan bidrage til at kaste lys over, når det er nødvendigt i Arbejdsskadestyrelsen.

Hvis Forsvaret spiller glemsomheds-kortet, så må de ansvarlige politikere sikre at veteranernes detaljerede beskrivelser af hændelserne tillægges mere vægt. Under alle omstændigheder bør veteranernes retsstilling i Arbejdsskadestyrelsen have et serviceeftersyn, så vi kan være sikre på, at retfærdigheden sker fyldest. Alt andet er dybt umoralsk.

Så der var flere forskellige ting man kunne have gjort, for at anerkende krigsveteranernes indsats. Men da dagen var omme, og støvet havde lagt sig, så valgte ministeren en nem og gratis løsning.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

23/02/2015 - 08:01

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:56

Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper