Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Den forfængelige, krænkelsen og det perfekte samfund

At regulere eller ikke at regulere?

Der står et stort opdragelsesarbejde foran os. Måske er det simpelthen for svært at forstå, at ytringsfrihed ikke handler om hvem der krænker hvem, men om at andre trygt kan krænke hvem som helst - så længe det ikke er bagvaskelse og injurier, og at man sagtens kan føle sig krænket og såret over noget nogle har sagt, og samtidig forvare retten til at andre gør sådan noget grimt noget, selvom man opfordrer dem til at lade være, og selvom man ikke har den fjerneste respekt for hverken dem, eller deres svineri.

Jeg tror, det måske har noget at gøre med, at store dele af befolkningen og politikerne mener, at man kan regulere sig frem til en slags utopisk situation, hvor ingen oplever uretfærdighed, grimhed og krænkelse.

Velfærdsstatens omklamring af os - med påtvunget tryghed i alle ender og kanter, har en tendens til at få os til at forvente, at livet ikke må være hårdt, uretfærdigt eller svært.

Og hvis vi oplever at det er svært eller hårdt, så kigger vi efter en skyldig. Der skal være nogen man kan overføre skyld og ansvar på.

Vi kan ikke have fritsvævende "tough luck" eller "shit happens". Der skal være én at tørre vores ulykke af på.

At leve i en uforudsigelig verden - med mennesker, ting, dyr og begivenheder, som du ikke kan styre og regulere, er åbenbart for vanskeligt.

"Jeg føler mig krænket" følges umiddelbart af: "hvis skyld er det?" og krav om repressalier. "Nogle føler sig krænket" følges op af: "Vi må stoppe dem der får nogle til at føle sig krænket" og fordømmelse og krav om regulering.

"Jeg føler behov for ... " følges umiddelbart af: "hvem kan give mig ..." og krav om at det offentlige træder til og løser problemet.

Verden vil altid rumme ting der er noget lort. Sygdom, ulykker, forskelligheder og idioter forsvinder ikke. Heller ikke selvom vi har en kæmpe stat med et kæmpe regelsæt - hvis formål er at feje vejen foran os.

I vore dage er selve dette system - en krænkelse, en klods om benet og årsagen til mange af de problemer, som vi beder dette system om at løse.

TÆNK at tro, at man kan få det offentlige til at regulere vores adfærd, så vi ikke krænker nogen.

At ville krænke - eller ikke at ville krænke

Det handler jo ikke om at man VIL tale grimt til andre, eller håne andre eller fornærme deres mest hellige.

Det ytringsfrihed handler om er, at man beskytter dem der har BRUG FOR at sige eller tegne noget, som nogle andre bliver meget fornærmede over og er villige til at gå til yderligheder for at lukke munden på.

Når man fokuserer på dem, der siger noget nogle andre har det svært med, så har man misforstået ytringsfrihed.

Der vil - i et mangfoldigt samfund - altid være nogle som bliver smækhamrende fornærmede og forargede over det man siger (hvis man ikke holder sig til almindeligheder). Derfor er der et helt ufravigeligt behov for at beskytte retten til - og ikke mindst MULIGHEDEN FOR - trygt at formærme andre.

Gennem hele den vestlige civilisations historie har vi set konfrontationen mellem dem der ville forandring og fremdrift i samfundet - og dem der bekæmpede dette.

Samfundssatiren har været nærmest bærende for at vi har kunnet diskutere "det forbudte" -. om det var religion, styreform eller andet. Det har været humoren - den spiddende, grimme, utålelige - der har gået foran og åbnet et rum, hvor vi kunne diskutere det der ikke kunne diskuteres, fordi nogle havde magten til at lukke munden på de fleste og skabe angst og frygt for repressalier.

Vi skal med alle midler forsvare andres ret til at sige det vi finder dybt krænkende. Og det skal vi fordi det er selve grundlaget for en civilisations levende mylder af meningsudveksling.

Det er et meget lille offer at bringe, at man kan føle sig dybt krænket af hvad andre siger - hvis det sikrer, at man ikke skal føle sig angst for at sige eller tegne noget, som nogle mennesker vil tage så tungt, at de vil skade en - og endda slå ihjel.

Når man vedblivende lægger pres på andre - især på politikere, satirikere og andre der kommenterer på samfundets forhold - for at de skal holde sig indenfor pænhedens rammer, så bidrager man til at forstene samfundet, og dermed til at ødelægge den civilisation man selv er en del af.

Det følger som en naturlig ting, at man har ret til at ville forstene sit samfund i en så omfattende konsensus, at mulighederne for nytænkning indskrænkes. Men man må så tåle, at få at vide at man ikke har forstået demokratiet, friheden og hvad der skal til for at leve fredeligt sammen.

Det er IKKE at man udnævner bestemte ting til at være unævnelige. Det er IKKE at man fornægter angsten for repressalier. Muligheden for at leve fredeligt sammen - hænger uløseligt sammen med kravet om, at man tåler dem man er mest uenig med.

Tager man først ét skridt i retning af at undtage en enkelt gruppe i samfundet for dette krav, så har man startet en krig om hvem der kan tillade sig at kræve, at andre ikke formærmer dem og deres hellige principper.

HVIS vi skal have sådan en krig, så vil jeg udnævne demokrati, frihed og ytringsfrihed som HELLIGE og ukrænkelige principper - og så stopper denne diskussion øjeblikkelig - og enhver der siger disse principper imod vil risikere alvorlige repressalier og i sidste ende døden.

Enhver kan vel sige sig selv at en sådan konflikt ikke er ønskelig.

Derfor må vi alle kunne krænke hinanden.

Kan vi ikke det - vil vi slås om at udpege det ukrænkelige.

Hvis man siger "Jamen hvem har dog BRUG FOR at krænke muslimernes profet ved at tegne ham?", så afslører man, at man ikke har fattet grundlaget. Det er ikke os der skal beslutte om nogen har brug for dette. Det er hver af os, som selv beslutter dette. For ellers er vi tilbage hvor vi startede, og nogen kan tage sig magten til at udpege hvad man må sige og tegne og hvad ikke.

Enhver af os må da naturligvis vise respekt for dem de vil. Og enhver af os må da naturligvis vælge ikke at gøre og sige ting der krænker en hvilken som helst gruppe i samfundet, vedkommende måtte vælge. Det har vi hver især frihed til.

Men vi skal ikke have frihed til at udpege hvem ANDRE skal have respekt for og ikke må krænke. Det er vejen til tyranni.

Hav endelig respekt for Muhammed og Allah og Abraham og Moses og Jesus og Buddha.

Eller lad være.

Appeasement og religion

At forlange at andre skal lade være at krænke - er et problem.

Det er denne "appeasement", som er ét af de lidt skjulte emner i debatten. Hvad sker der hvis "man" giver efter - og sikrer, at man ikke må krænke religioner?

Dette spørgsmål er relevant, fordi der gentagne gange er blevet fremsat forslag i FN, om at lovgive på denne måde.

Men det er - uanset om det er vigtigt af den grund - ikke det centrale spørgsmål:

Det centrale spørgsmål er: Hvordan sikrer vi en åbenhed i samfundene, så den politisk-religiøse debat også fremover kan trives uden angst, og frygt for repressalier - skulle man, når man udtrykker sin mening på den ene eller anden måde, fornærme og krænke nogle mennesker på deres følelser?

Hvis man nu mener at man løser det ved simpelthen at undgå at krænke, hvordan skal vi så diskutere islams politiske dimension, indenfor de normale rammer som vi har for politisk og religiøs debat i vor del af verden?

Og hvordan skal man kunne diskutere - når nogle islamister ikke alene mener, at det er 100% forbudt at afbilde noget som helst (ikke mindst deres profet), men også at ikke-muslimer overhovedet ikke har ret til at diskutere koranen, og at det er en besudling af deres religion når vantro fx citerer eller læser op fra deres hellige bog.

(Dette var jo en af årsagerne til at Fl. Rose publicerede tegningerne i JP: Den ene af episoderne havde været en underviser på Kbh. Uni, som var blevet truet efter at have læst op fra koranen).

Hvordan kan vi på nogen måde undgå at krænke de krænkelige indenfor Islam, hvis vi ikke engang kan diskutere deres bog, uden at risikere livet?

Jeg mener at vi ofte diskuterer på et misforstået og naivt grundlag - når vi diskuterer krænkelse.. Og jeg mener at mange har misforstået hvordan man kan sikre et åbent samfund, og at man forveksler et åbent demokratis interesser, med sin egen interesse i at fremstå som et anstændigt menneske, der tager hensyn til andre.

Når man vil udvide sin egen hensyntagen til andre - til også at omfatte andres ytringer, og vil have dem til at undlade at give udtryk for det de mener, fordi det krænker nogle mennesker - så har vi at gøre med personlig forfængelighed, og ikke med en politisk bevidsthed.

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11

Kære læser,

Med FOLKETS har jeg skabt en medieplatform der er uafhængig af statsstøtte.

Den uafhængighed er enestående i Danmark hvor medierne har snablen dybt nede i skatteborgernes lommer. De får milliarder af staten. Hold kæft-bolsjer, kalder jeg det.

Bør der ikke være medier som går systemet kritisk efter i sømmene. Hvor fokus er dybere end de enkelte politikeres fadæser eller rød mod blå blok.

Hvis du kan se hvorfor det er vigtigt med uafhængige medier, må næste spørgsmål være – hvordan?

En dag er denne side helt tom, hvis ikke du bakker op.

Meld dig til her.

Og god læselyst,
Lennart Kiil