Jeg har 16 år arbejdet i traditionelle kvindedominerede erhverv og det har lært mig hvor forskellige de to køn er

I det feministiske miljø hersker der en tanke om, at mænd og kvinder faktisk er lige, og der ikke er nogen forskel på kønnene.

Og jeg må være ærlig og melde ud, at dette er en direkte løgn, som intet har med virkeligheden at gøre. Man kan faktisk med ganske få ting bevise, at denne teori ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Jeg vil fremhæve to faggrupper, hvor der er en overrepræsentation af det ene køn, nemlig et mandefag og et kvindefag.

Jeg har i over 16 år arbejdet i traditionelle kvindedominerede erhverv. Jeg har været social- og sundhedshjælper og skulle derfor vise omsorg over for andre mennesker, som var svage i vores samfund. Jeg er nu rykket over og er blevet klejnsmed, altså et meget mandsdomineret erhverv. Der er en verden til forskel, både i opfattelsen af, hvad der er væsentligt og vigtigt at tage fat i, når der er problemstillinger.

For eksempel, en af de ting, som jeg har lagt mærke til, og som er en befrielse i forhold til at være klar, men også at arbejde som håndværker, er, at der er super klare linjer imellem forskellige personer. Hvis man bliver træt af en person, kan man faktisk bede personen om at holde mund, og så er der ikke meget mere i det.

Når jeg tænker på det erhverv som social- og sundhedshjælper, jeg har forladt, kunne nogle af mine kollegaer bære nag mod andre kollegaer og ville ikke give slip på den sårbarhed, de havde oplevet. De ville være bitre på den anden part i 10, 15, 20, 30 eller 40 år i stedet for at få renset luften og komme videre.

Med andre ord er det en typisk måde at reagere på som kvinde, når man føler sig såret, eller når man føler, at ens grænser er blevet brudt. At man hænger ved i evigheder.

Og jeg kender andre, der er håndværkere. Ingen af dem bærer nag over for deres arbejdskollegaer.

Jeg kan godt forstå den smukke tanke om, at vi alle er lige, og at der ikke er nogen forskel mellem mænd og kvinder, men der er en kæmpestor forskel mellem mænd og kvinder. Med andre ord, det er jo en kæmpestor løgn, det som feministerne kommer med.

Og det er jo sjovt, fordi mange af mine kvindelige kollegaer, der arbejder som social- og sundhedshjælpere, rigtig gerne vil have flere mænd ind i dette fag, fordi mænd kan noget, nemlig at skabe ro og orden, og der ikke går så meget hønsegård i tingene. Men vi er jo alle ens, ikke?

Faktisk oplever mange, at der ikke er mange mænd, der gider arbejde sammen med kvinder, fordi de hele tiden skal være på listefødder i forhold til, hvad de siger og gør. Dette skyldes, at kvinder ofte har følelserne uden på tøjet og ofte bliver sure, hvis nogen kommer til at sige noget forkert. I stedet for at melde klart og tydeligt ud. Det skyldes måske, at der er strukturer i samfundet, som holder dem tilbage, eller med andre ord, at kvinder ikke ønsker at tage ansvar for deres eget liv.

Man kan jo også se det i forhold til, når kvinder skal skilles fra den mand, de er gift med. Kvinder vælger at snakke med deres veninder om de udfordringer, der er. I stedet for at konfrontere deres mand med, hvad der helt præcist er en udfordring, vælger de at snakke med alle deres veninder om det problem, der er.

Og det er som om denne holdning, som hersker hos kvinder, kommer til at smitte af på deres arbejdsliv, og det er måske en af grundene til, at mange af de bløde erhverv, som er domineret af kvinder, rent faktisk hænger fast i, hvad de er såret over og bitre over, at Hanne sagde for 15 år siden m.m. Så nej, kære feminister, jeres teori er sød, men har intet med virkeligheden at gøre.