Gå til hovedindhold

Udenrigspolitisk bogstavsleg når den er værst

Af Camilla WInther

Der er kurdere, og så er der kurdere. Men kurdere er ikke nødvendigvis kurdere, bare fordi de er kurdere. Eller noget.

Det er stort set, hvad der kommer ud af munden på udenrigsminister Martin Lidegaard(R) og USAs udenrigsminister John Kerry i disse dage, når de skal forklare os, hvorfor de endnu engang lader de tyrkiske kurdere i stikken.

Lyder det dybt underligt og meget forvirrende? Så er det fordi, det er det.

Den 26. januar flød medierne næsten over med det glædelige budskab, at Kobane var befriet. Kurderne havde kæmpet en brav kamp på landjorden, støttet af de amerikanske lufttropper, der havde bombet ISILs stillinger. Vi var glade. For budskabet om, at Kobane var undsluppet ISILs klør, betød et håb for, at ISIL kunne bekæmpes. Kurderne var glade og vi var glade. De samme kurdere, der stod sammen den vestlige verden, da vi blev udsat for terrorangrebene i såvel Frankrig som i Danmark.

Kurderne stod tilbage med en by, der næsten var jævnet med jorden, men den var deres. Og de fortsatte med at bekæmpe ISILs tropper i landsbyerne i det område, man kunne kalde Storkobane. Og de vandt. Som stort set de eneste, der har kæmpet mod ISIL mand mod mand – eller skulle vi sige mand mod kvinde. For den kurdiske hær tæller også kvinder, der udstyret med automatvåben slås mod fjenden med mændene ved deres side. Det forlyder, at ISIL er uhyre bange for at blive ramt af netop dem, da martyrdøden med de mange jomfruer i himlen dermed bliver forpurret.

Koalitionen har behov for kurdernes hjælp til at bekæmpe ISIL, da de ikke selv ønsker at sætte landtropper ind i krigen.

De irakiske tropper er endnu ikke rede til at gøre nogen nævneværdig indsats. Syriens præsident Assads regeringstro tropper har heller ikke meget at byde ind med – de har travlt med at bekæmpe alle de fraktioner, der ønsker at tvinge Assad fra magtens højborg i Damaskus. Så der er ikke mange andre alternativer end netop kurderne.

Det var også kurderne, der sammen med USA hjalp til med at redde yazidierne, da de var på flugt fra ISIL og var strandet på en bjergtop uden mad og vand – altså dem, der ikke var blev slået ihjel allerede af ISIL eller taget som gidsler, slaver og barnebrude. Yazidierne og assyrerne bliver også omtalt af kurderne som kristne kurdere.

Dilemmaet

Men der er jo også helt fint, hvis vi har kurderne – og der vel at mærke er kurdere nok, der er villige til at kæmpe. Eller er det?

For kurderne er for selv de mest tågede hjerner indbegrebet af PKK. Og PKK befinder sig på såvel EUs som USAs terrorlister – også selvom der er faldet EU-dom for, at der ikke er en legitim grund til, at PKK står på listen. Og vi kan jo ikke samarbejde med den ene såkaldte terrororganisation mod den anden – selvom vi har samme mål.

Dvs. vi kan godt samarbejde med menneskerettighedsfjendske lande som Saudi Arabien og Iran. De er begge medlem af koalitionen, da vi her har samme fjende. Men de er jo så ikke sat på listen som terrororganisationer. Godt argument. Vi er her dækket ind.

Tyrkiet er også med i koalitionen, og de er i gang med at fjerne menneskerettigheder med en fart, der ville få en 100 meter løber til at blive forpustet. Men dem overvejer vi jo på den anden side at inkludere i EU. Og de er jo medlemmer af NATO.

Der er bare det problem, at Tyrkiet ikke kan lide kurderne. Kurderne er fordelt i flere forskellige lande, der alle har en del af det område, som man kalder Kurdistan, heriblandt Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Irak og Syrien har heller aldrig været begejstrede for kurderne, men det har knap så stor betydning nu. Alt er i forvejen kaos i Syrien, og i Irak var kurderne jo nogen af dem, vi kæmpede for, da vi skulle have Saddam Hussein ud af vagten. Så tilbage står problemet med kurderne og Tyrkiet. Og for Tyrkiet, repræsenteret ved præsident Erdogan, synes kurderne et langt større problem end ISIL.

Kobane ligger lige ved Tyrkiets sydlige grænsen mod Syrien, men altså inde i Syrien. I forbindelse med ISILs angreb på Kobane lukkede Tyrkiet grænsen således, at syriske kurdere, der var flygtet fra Kobane ind i Tyrkiet, ikke kunne komme tilbage og hjælpe til i kampene efterfølgende. Ej heller kunne tyrkiske kurdere komme ind i Syrien for at hjæpe til. De kunne blot stå på den anden side af grænsen og se på, at deres by blev jævnet med jorden. Der var end ikke behov for kikkert, for byen lå lige ved siden af grænsen. At det kurdiske militær i samarbejde med koalitionen alligevel vandt, skyldes ikke tyrkernes velvilje. Man kunne have Tyrkiets præsident Erdogan mistænkt for at håbe på, at ISIL ville udslette de kurdiske tropper og dermed gøre hans egne problemer mindre.

Særligt set i lyset af, at ISILs tropper fik lov til at bruge grænsen som fast mødested, uden at blive bekæmpet eller lign. Om de også er blevet budt på tyrkisk kaffe til at varme hænderne på, skal være usagt. Kurderne kunne blot se på ISILs soldater mødes inde fra det belejrede Kobane.

Men Erdogans våde drøm blev ikke opfyldt, og parlamentsvalget nærmer sig. I det vestlige Tyrkiet er der derfor iværksat hadekampagner imod kurderne. For kurderne skal ihvertfald ikke fremstå som helte. For Erdogan handler det om magten i Tyrkiet. Det kurdiske parti PKKs leder, Abdullah Öcalan, sidder bag tremmer, men man kan jo aldrig vide sig helt sikker. Og Erdogan har modstand fra spindesiden, fordi har forsøger at fratage kvinderne deres rettigheder og sende dem tilbage til kødgryderne.

Erdogan har derfor alt mulig grund til at holde fast i kurderne som et fælles internt fjendebillede for sit lands undersåtter.

PKK, YPG, PYD, KCK – flere mulige?

Det giver Martin Lidegaard, John Kerry og resten af koalitionen et problem. For de har brug for kurdernes hjælp, men da Tyrkiet er medlem af Nato, er koalitionen nødt til at udvise hensyn – og selvom Tyrkiet ganske vist ikke har været til megen hjælp indtil videre. Indenrigspolitisk er staten Danmark også lidt trykket, for vi er i gang med a føre retssager mod organisationer og enkeltpersoner, der har samlet penge ind til at støtte kurdernes kamp. Og vi har lukket den kurdiske TV-station ROJ-TV af samme grund. Onde tunger ville måske påstå, at TV-stationen blev lukket pga. en eller anden studehandel med Tyrkiets egen Erdogan, men sagerne er under alle omstændigheder i gang og har mediernes bevågenhed.

Så er det, at nogen har fået den geniale idé, at man lege lidt bogstavsleg, og det er også her, at udsagnet omkring kurdere, som ikke er kurdere, men er kurdere alligevel kommer ind i billedet.

For hvis man nu siger, at man alene støtter de syriske kurdere, der kæmpede i Kobane, YPG, samt deres politiske organisation, PYD, så støtter man ikke PKK, kurdernes arbejderparti i Tyrkiet, og er dermed ude af klemmen. I hvertfald i forhold til menigmand. For der er alligevel ikke mange, der fatter noget af, hvad der foregår derned i bjergene. Og så er Tyrkiet glade, for det er ikke ’terrororganisationen’ PKK og Abdullah Öcalan, man støtter.

At PYD ser Abdullah Öcalan som deres ideologiske leder og er en søsterorganisation til PKK, ser man stort. Såvel PKK og PYD er dele af paraplyorganisationen KCK. Og bingo. KCKs præsident er ingen andre end den af Tyrkiet fængslede leder af PKK, Abdullah Öcalan himself.

”Vi må skelne ret skarpt mellem PYD og PKK”, forklarede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) med kløvet tunge i dagbladet Information den 18. februar. Øh...

Og hvad med de andre syrisk-kurdiske partier i regionen, som f.eks. DBK, ENKS, og TEV-DEM? DBK er også tilknyttet YPG, men det er PYD, der kontrollerer dem.

Alt for at vinde krigen mod ISIL, og alt for at Tyrkiet ikke skal tabe ansigt. At de tyrkiske kurdiske så lider en krank skæbne, ser man stort på. At en EU-domstol den 3. april 2008 slog fast, at PKK – den kurdiske oprørsbevægelse/det kurdiske arbejderparti - ikke skulle være på EUs terrorliste, da der ikke var tllstrækkelig dokumentation for årsagen til, at de skulle være der, ser man ligeledes stort på.

Man vil på sigt måske anerkende de syriske kurdere som et folk med eget landområde – som tak for kampen. Men ikke de tyrkiske kurdere. For de er jo tyrkere. Eller kurdere. Eller hvordan var det nu det var. Stadig forvirret? Prøv at spørge Martin Lidegaard. Jeg er sikker på, at han har et svar... af en eller anden art.

Men nå ja, menneskerettigheder er vel heller ikke alt.