Nej, Ditte Giese – vi har ikke fået en ny form for ytringsfrihedsfundamentalisme
Hvad vi til gengæld har fået er en uendelig række Borgerlige og Kultur Radikale, der foredrager Uffe Ellemann’s påbud om at det er dårlig opdragelse at spøge med, eller skabe satire over islamiske dogmer. Og det mener De Kulturradikale, og deres medløbere, ikke at mord på 20 mennesker i Paris og mord på to i København, skal ændre på.
DG’s Voltaire citat: “Tvivl er ikke en behagelig tilstand, men vished er absurd” - Er ikke et forsvar for behagesyg ytringsknægtelse i Islams navn.
I Candide, satiriserer Voltaire netop især over den organiserede religions umoral, og hykleri og Candide udtaler det nævnte citat, efter han som en ung troskyldig mand, har fået sine færdige overbevisninger testet af realiteterne, ude i verden.
Hvis vi er ubetingede tilhængere af pressefrihed, ytringsfrihed, demokrati og lighed mellem køn, så er det ufatteligt dumt at forsvare holdninger der fremmer anti-sekulære mundkurve, ulighed mellem køn og religiøse dogmers absurditeter.
Diskussion og satire har været hovedhjørnestenene i udviklingen af det demokratiske samfund siden oplysningstiden og senest under Muhammedkrisen, hvor de kulturradikale fremelskede “den gyldne mundkurvs politik” i et parløb mellem Jelved, Uffe Ellemann Jensen og Tøger Seidenfaden, hvor påbudet blev at Islamiske dogmer skulle friholdes for satire. På trods af satire og karikaturer, har været vores hævdvundne ret til at gøre op med alle former for religiøse dogmer og urimelige magtkoncentrationer siden oplysningstiden.
At kalde forkæmpere for ytringsfriheden, for “En stribe medievante mænd med ubegrænset taletid og en skræmmende skråsikkerhed” “Der puster sig selv og hinanden op i en gang “fællesonani og like-gruppeknald”, er så nedladende og karikeret en bemærkning, at man må måbe over at Ditte Giese og Politiken vover sig ud i den slags kollektive fornærmelser, mens man foredrager verbal tilbageholdenhed og roser sig af at man netop ikke har behov for at fornærme andre.
I Ditte Giese's regi bliver det så til at moral godt, men dobbeltmoral er dobbelt så godt. Eller som Voltaire påpeger: Virtue debases in justifying itself.
Det er ikke rigtigt at forsvarerne for ytringsfriheden har haft første prioritet i pressen. Tværtimod.
Bo Lidegaard var den første gæst i TV studierne med påbuddet om den “den gyldne mundkurv” i Radikalt regi, og han blev hurtigt bakket op af flere andre kultur Radikale personligheder, samt den borgerlige fløj i skikkelse af Uffe Ellemann Jensen og Birthe Rønn Hornbech og andre - Der alle mente at Muhammed tegninger var unødvendige og forbundet med dårlig smag.
Den Kultur Radikale Henrik Marstal løftede sin anklagende pegfinger mod midaldrende, hvide, hetero sexuelle mænd som han mente ikke burde udtalte sig om noget de ikke havde forstand på. Georg Metz har ment at man "heller ikke" bør råbe af naboen, osv. osv.
Debatten på De sociale medier opstod som en konsekvens af disse presseudtalelser, det var ikke den anden vej rundt.
Den Kultur Radikale menings mafia har vundet debatten i pressen og nu forsøger man at påvirke de venstreorienterde på FB ved at påpege at det er en borgerlig mærkesag at forsvare Muhammedtegningerne og ytringsfriheden, ved igen og igen at slå fast at Muhammedtegninger er en kættersk og urimelig handling mod Islam.
Selv PEN har man forsøgt at lukke munden på og man giver dem under ingen omstændigheder beskyttelse så de kan fortsætte deres virke under betryggende former.
At Ditte Giese ikke kan anse Politiken for en af de mere moderate stemmer der er blevet tavse, må være indlysende når både Chefredaktør, og en hel stribe debattører på Politiken, har gjort deres for at repetere det samme standpunkt, i en eller flere klummer, ledere og artikler - Hver dag eneste dag siden massakren i Paris lige som man sad på pressen under Muhammedkrisen, med nøjagtig de samme holdninger.
At Ditte Giese i den grad tør have en mening om ytringsfriheden, når den læner sig op af Birthe Rønn Hornbech, Uffe Ellemann Jensen, Bo Lidegaard og de Kulturradikales holdninger til ytringsfriheden, det er åbenbart. At hun finder sig i sin gode ret til at bande og svovle som en understregning af sine holdninger, virker ikke overbevisende.
Muhammedtegningerne har aldrig været et spørgsmål om at fornærme andre. Muhammed tegninger er nu, som dengang, et forsøg på at afprøve ytringsfriheden og sætte fokus på religiøse dogmer.
At DG sammen med Birthe Rønn Hornbech, Uffe Ellemann Jensen, Marianne Jelved og de kulturradikale, gør det til et spørgsmål om et behov for at fornærme andre, er en demagogisk uartighed.
Det handler ikke om at lege med sin egen afføring, eller andre absurditeter Ditte Giese har behov for at afspore debataten med. Det handler om et opgør med religiøse dogmer der hæmmer samfundsudviklingen fordi et demokratisk samfund ikke skal underlægge sig religiøse dogmer i debatten, og selvfølgelig skal vi argumentere med satiriske tegninger, hvis satiriske tegninger taler mere end 1000 ord.
Hvis man tilføjer et ’men’ til sætningen: ’Jeg er tilhænger af ytringsfrihed’, så er man netop ikke ude.
Så er man inde i varmen med de Kulturradikale og Tordenskjolds Soldater, der altid har mulighed for at få spalteplads og taletid til frit at håne og nedgøre andres holdninger og meninger, med absurditeter man taber kæben i skoen af at høre på og hvor dårlige argumenter ikke er en hindring.
Personligt er jeg ikke bekendt med at tilhængerne af ytringsfriheden specielt har behov for at vise “Muhammed med et lys i røven”.som DG påstår.
AT DG kan bande og svovle og nedgøre den satiriske tegning og dens forsvarere på Politiken, i et af de stort set værste forsvar for den “gyldne mundkurv” vi har oplevet til dato. Det er for mig uforståeligt, og jeg finder at det er en total misforståelse, når DG forestiller sig at Muhammedkrisens tegninger og Charlie Hebdos mission er af overfladisk symbolsk værdi.
Muhammedtegningerne fører ikke till had, krig og drab. De fremprovokerer en reaktion der afslører at der er mennesker der er rede til at begå drab og terrorhandlinger for at forsvare deres dogmer og nu også håbet om at danne en Islamisk Stat. Det er netop det vi må og skal forholde os til.
Og det skal vi da især når Muhammedtegningerne fremprovokerer Imamer over hele Europa, der føler sig i deres gode ret til frit at udtale til pressen, at det er rimeligt at slå Muhammedtegnere og dem der forsvarer ytringsfriheden ihjel. Og at det er hvad man kan vente sig når man overskrider islams Dogmer, uden forsvarerne for "den gyldne mundkurv" har det aller mindste behov for at tage afstand fra de groteske udtalelser eller gøre indsigelse imod at Islamiske kræfter i Europa har overskredet alle grænser i det demokratiske samfund med deres dødstrusler.
Og lad os så en gang for alle slå en pæl igennem Ditte Gieses og hendes ligesindedes påstand om at det er Muhammedtegningerne der har ført til terror. Terror handlinger mod det sekulære samfund er ikke årsagen til de mange terrorhandlinger mod civile mål. Muhammedtegningerne har ikke ført til IS - IS er opstået af helt andre årsager.
At der er så mange Muslimer i Vesten der er parate til at gå i krig for IS, det er hvad vi bør bekymre os om og undersøge årsagen til - Og det gør vi ikke ved at bede folk om at holde inde med ytringsfrihed og bandlyse satiriske tegninger som dårlig smag. Der er ingen fremtid i at holde kæft og håbe på det hele går over. Det gør det ikke.
Islamisk Fundamentalisme er i fremdrift af sig selv også uden Muhammedtegningerne som blot afslører hvor galt det står til. Hvad man kunne efterlyse hos den “gyldne mundkurvs” fundamentalister, er en tvivl om de måske kunne have uret i deres forsøg på at forsvare Ytringsfriheden med et påkoblet MEN! For der bør ikke være et MEN! i forhold til ytringsfriheden.
At nedgøre og kalde meningsdannere man er uenig med for Brøleaber - At bede dem om at holde kæft som en flok børn man ikke længere gider at høre på. Det er så udemokratisk og højrøvet, at det fortjener en verbal endefuld. Hver gang. Diskussionen om Islams dogmer i Europa er ikke ligegyldig eller at ligne med en leg med egen afføring og tavshed er ikke altid guld.
Vi står i et vadested hvor vi skal afgøre om vi skal lægge os flat ned for Islams dogmer eller forsvare retten til at diskutere og stille spørgsmålstegn ved alt i et Demokatisk samfund. Og det gælder også Islams dogmer. Som det ser ud nu er det helt åbenbart at det ikke er et minut for tidligt, snarere tværtimod.