Da jeg var barn, besøgte vi ofte mine onklers gård ved Vejle. En dag var jeg med i stalden for at se køerne blive fodret. De fleste virkede travlt optaget af roerne, men en enkelt, mente jeg, kiggede nysgerrigt. Jeg pegede på den og spurgte min onkel, "hvad hedder den"?
Min onkel svarede først ikke, men pegede i stedet på en tavle, der hang over koen. Så forklarede han, at hver ko havde et særligt nummer, og at dette nummer var koens "navn". Noget egentligt navn i menneskelig forstand havde koen ikke.
Da han flyttede pegefingeren lidt længere til højre på tavlen, lyste hans øjne op. Det vigtige tal var mælkeydelsen. Hvor meget mælk koen kunne producere i løbet af et døgn. Og det var vitterligt et imponerende tal. Køerne blev nemlig avlet, fordret og passet med det ene formål at yde så meget mælk som muligt.
Egentligt havde jeg glemt alt om denne oplevelse, men minderne blev vakt til live, da jeg for nogle dage siden så en politisk debat på TV. Det gik op for mig, at politikerne anskuer os borgere på samme måde, som landmanden opfatter sine kreaturer. Man vil regulere, justere og organisere - præcist som man gør det på en stor gård. Målet er at reducere udgifterne og optimere indtjeningen.
Man vil bestemme, hvad folk skal spise. Ikke fordi man er interesseret i den enkeltes velbefindende, men fordi de, der spiser sundt, belaster systemet mindre og yder mere. På samme måde er jeg sikker på, at min onkel ville nægte en ko retten til at ryge, fordi det helt sikkert ville skade driften.
Ikke én af de mange politikere til stede under debatten gjorde en principiel indsigelse mod ideen om at hæve skatterne for virksomheder. Ikke én politiker turde gøre en moralsk anke mod ideen om at tvinge rige mennesker til at betale endnu mere til "samfundet".
Uanset om den givne politiker talte for højere skatter, lavere skatter eller status quo, gjorde han eller hun det ud fra en argumentation om, at metoden ville gøre, at den gruppe, den virksomhed eller det individ, der var på tale, således alt-i-alt ville yde mere til samfundet. Kun metoder. Kun borgeren som et middel. Som et objekt. Som en dum malkeko uden egen vilje eller mål.
Misforstå mig ikke. Mine onkler - og velsagtens den altovervejende del af danske landmænd - passer godt på dyrene. Er de syge, kommer de til dyrlæge. De får god kost. De lever længere, end de ville kunne have gjort i naturen. Men målet er ikke dyrene i sig. Målet er gårdens fortsatte drift. Dertil er dyrene blot et middel.
Jo mere optimerede, strømlinede og ensartede dyrene er, jo lettere og mere effektivt kan en stor gård virke.
Sådan er det også med en stor stat.
Politikerne ser borgeren som et stykke malkekvæg, der bare skal malkes. Et middel, der skal tilrettes og formes, så det passer ind i systemet og producerer mest muligt til og for "samfundet". Et nøje afrettet universalindivid uden kanter og besværlige excentriciteter.
Men i modsætning til kvæget har vi mennesker jo en egen vilje. Vi opsætter vore egne mål. Vi har en egen karakter. Vi er subjekter. Vi er forskellige. Jamen, hvorfor har da alle partier fra højre til venstre den frækhed at anse os som midler, som malkekvæg?
Særligt provokerende virker det på mig, at tre partier endda tillader sig at kalde sig folkepartier.
Der er ikke et eneste parti, der accepterer borgeren som ligeværdig med politikeren. Det ligger i selve den politiske mentalitet at mene, at man er den, der skal styre gården. Den der skal regulere og kontrollere. Men er politikere væsensforskellige fra os andre i virkeligheden eller kun i egen selvopfattelse?
Hvis vi alle er mennesker, og politikerne mener sig i stand til at regulere et stort og komplekst samfund, bør de da ikke være i stand til at indrømme os almindelige borgere i det mindste en ret til at bestemme lidt mere over eget liv og over vores egne penge?
Hvad køerne mener om den behandling, de får af landmanden, kan vi kun gisne om. Men vi mennesker kan da mæle et ord!
At nogen mennesker ser på andre mennesker som midler og objekter kan vel næppe overraske. Det, der overrasker mig, er, i hvor høj grad den almindelige borger accepterer den nedladende behandling fra politikernes side, og dermed faktisk helt frivilligt afskriver sig sin menneskelighed.
Lader du dig behandle som et kreatur, bliver du et kreatur!
Tidligere bragt på 180grader