Primære faneblade

Antal

Mine formødre og deres rettigheder

Debatindlæg af Gunnar Langemark

Min mor og hendes arbejde

Da min mor havde fået mig - og derfor havde to børn - lukkede hun sin tegnestue helt. Hendes kunder var sevet væk og hun kunne ikke både være mor og reklametegner. Faktisk blev nogle af hendes kunder vistnok smidt ud af min far, fordi han mente de udnyttede hende. Dengang var ligeløn bestemt ikke en selvfølge. Mange mente slet ikke at kvinder skulle arbejde. Men sådan var det ikke i min mors familie. Kvinderne havde uddannelse og arbejde. Tag ikke fejl. Der var masser af traditionelt og gammeldags indhold i min barndom. Min mor lavede mad og serverede, og min far skulle tage først - fordi han tjente pengene. Det holdt min mor på. Men der var faktisk mange forventninger dengang - som vi ikke tænker på. Min mor havde beholdt sit “pigenavn” da hun blev gift. Det hed det efternavn en kvinde var født med. Dengang var det en selvfølge at kvinden overtog mandens navn. Jeg voksede op med at mennesker simpelthen ikke kunne finde ud af det - og både min mor og far var irriterede over at blive kaldt henholdsvis Fru Langemark og Hr Kruuse. Det blev bedre med årene. Da jeg var dreng havde mine forældre særeje. Min mor ejede huset og stod på skødet. Det var oprindelig købt - delvis - for min mors arv efter hendes mor. Men det var min far der tjente flest penge - og det var ham der betalte terminerne på huset, selvom han ikke ejede det.

Jeg kan se, at jeg gør nogle tilsvarende ting i mit eget liv - sammen med min familie. Men det må have været meget mere indviklet for mine forældre. Det var langt mere usædvanligt hvad de gjorde.

Da alle vi børn var kommet ud af bleen begyndte min mor at skrive børnebøger. I nogle år var hun en lille smule kendt, fordi hun vandt kulturministeriets børnebogspris. Så var hun pludselig i vælten. Min far støttede hendes gryende karriere og berømmelse. Men hun blev syg og tempoet blev sat ned. Min far startede firma - på den hyggelige måde. Min mor lavede store bestyrelsesfrokoster og spillede rollen som “husmoder”. Men hun var ikke en traditionel husmoder i nogen som helst forstand.

Kvinderne i min mors familie

Hun havde nu heller ikke haft de store forbilleder. Hun var vokset op med en mor der havde uddannelse og arbejdede. Min mormor underviste. Min morfar var ustabil - mildt sagt - og han måtte tage arbejde langt væk for at kunne få noget. Så han var væk i noget af tiden. Min mormor havde også særeje. Hun havde nemlig også arvet nogle penge. De stod i aktier som banken opbevarede. Desværre forstod banken ikke dette, så da min morfar gik ned i banken, kunne han få dem til at sælge hendes aktier og give ham pengene. Det stod på i noget tid. Da min mormor opdagede det fik hun ham indlagt og fik skilsmisse. Min mor fortalte mig det aldrig. Det var et stort slag. Min mormor vidste at pengene var væk. Hun vidste at hun aldrig ville få dem igen. Det var penge der skulle være gået til hendes døtres uddannelse. Min moster tilgav ham aldrig. Det er forståeligt. Det er en af de historier jeg aldrig er sikker på om jeg bør fortælle. Men den fortæller noget om de vilkår - selv kvinder med uddannelse, med penge og med job, var underlagt. De kunne ikke regne med noget.

Min mormor havde selv arvet pengene. Men der blev passet på dem. Min mor lærte en meget beskeden husførelse af sin egen mor. For der skulle være råd til både huset og barnepigen. Man kunne nemlig ikke bare sende sine børn i børnehave. Så når man nærmest var aleneforsørger - ene kvinde med to børn, så skulle man kunne tjene rigtige penge. Men kvinders lønninger var ikke som mænds. For traditionen ville jo, at en familie havde en mand der tjente penge. Min mormor var ikke hele tiden så heldig. Men hun var heldig at have to brødre som havde nogenlunde råd og som kunne hjælpe lidt. Men så var hun igen afhængig af mænd. Det var vilkårene.

Min mormor var vokset op i et borgerligt hjem - med kultur og ambitioner. Hendes far var kunstmaler og hendes mor havde vist ikke arbejde. I hvert fald tjente min oldefar virkelig godt som kunstner, så selvom han var syg med tuberkulose og måtte på sanatorium i Norge engang imellem, så var der penge nok til at leve fornuftigt med pige i huset og så videre. Min oldefar var i øvrigt med til at stifte tegneskolen for kvinder i slutningen af attenhundredetallet og underviste der. Det var ikke almindeligt at kvinder tog uddannelse. Hans niece Stella Kornerup, blev i både politiker og kvindesagskvinde og selvstændig med en stenografiskole.

Min oldemor - som blev gift med kunstmaleren - var cand. phil. Jeg ved ikke i hvad. Men jeg ved at hun blev forældreløs sammen med sin søster i en meget ung alder og blev sendt på kostskole i Schweiz. Hun rejste i hele Europa og var vistnok en meget gæv kvinde. Hun havde arvet nogle penge, ligesom sin søster. Søsteren havde også været kæreste med kunstmaleren, men hun blev gift med en svensker - og han brugte hele arven meget hurtigt, så hun måtte “låne sig frem” når hun skulle optræde standsmæssigt med sommerresidens og den slags som hører sig til.

Søstrenes egen mor - min tipoldemor - var død meget ung som 31 årig. Hun nåede at være gift to gange. Første gang med en gammel rig fabrikant, som hurtigt døde og efterlod hende en formue og et hotel inde ved Christiansborg. Hendes forbindelse med ham blev sat i stand af min tiptipoldefar, der havde arbejdet sig op og var politiinspektør i København. Da min tiopoldemor var blevet enke, skrev min tiptip igen med hende - og fik sat en forbindelse i stand med sin søn - min tipoldefar Louis Hertz. De blev gift - og nu var politiinspektørens søn da i det mindste nogenlunde ved muffen. Som man kan se af billedet der ledsager denne blog, var det dog næppe nødvendigt med penge - for at gøre hende interessant. Penge gavnede hende dog ikke da nyrerne satte ud. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det korset hun gik rundt med - og som kan ses på fotografierne - må have været med til at tage livet af hende.

Livet som kvinde er selvfølgelig ikke altid let. Mine egne aner fortæller sådan en historie. Og de var endda meget privilegerede. Ens opvækst lærer en nogle tankemønstre og nogle handlingsmønstre. Jeg tænkte i mange år ikke over, at jeg var vokset op på en mærkelig måde, med mærkelige vaner og mærkelige familiemedlemmer. Men mine erfaringer er ikke som andres. Og det er måske også medvirkende til, at jeg ser anderledes på ligestilling end så mange andre. Jeg ser ikke diskriminationen af kvinder idag. Ikke ret meget i hvert fald. Og det at jeg har oplevet at noget ikke var som i “Emma Gad”, har medvirket til at jeg helt grundlæggende mener - at mennesker må behandle hinanden som mennesker og som individer først og fremmest, og lade hinanden leve som de helst vil.

Fortalt på en 8. marts - fordi det handler om kvinder som mennesker.

Seneste ændring: 
21/03/2019 - 11:57