Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Vi skal have nærdemokratiet tilbage

Kommunalreformen blev vedtaget, fordi de gamle kommuner fik stadig mere komplicerede opgaver, som de havde vanskeligt ved at løse. Reformen skulle levere velfærd af høj kvalitet, den skulle skære overadministrationen væk, og den skulle styrke demokratiet.

Mit hovedsynspunkt om kommunalreformen er, at der nødvendigvis måtte ske noget, fordi de gamle kommuner ikke fungerede optimalt, men man indså ikke, at årsagen til, at de ikke fungere optimalt, var, at man havde givet dem alt for mange komplicerede opgaver, som de vanskeligt kunne håndtere. Man har samtidig været besat af tanken om, at borgeren kun skal have én indgang til det offentlige.

Ved kommunalreformen valgte man at gå den forkerte vej, nemlig at lave kommunerne større og give dem flere opgaver. Det er højst tvivlsomt, om man har nået de to første mål om at levere velfærd af høj kvalitet og skære overadministrationen væk. Og det er helt åbenlyst, at nærdemokratiet er væk.

HVIS MAN har ønsket at styrke nærdemokratiet, har man helt overset, at vigtige forudsætninger for lokaldemokrati er, at man har nogle klart definerede opgaver, som man har den fulde kompetence og det fulde ansvar for, men også finansierer lokalt uden økonomisk sikkerhedsnet fra staten. Det giver borgerne klarhed over ansvar og konsekvenser, og det gør demokratiet vedkommende. Det princip havde man allerede forsyndet sig imod i de gamle kommuner, men det blev blot værre med kommunalreformen.

Selvstændige enheder eller underordnede operatører

I dag fungerer kommunerne i stort omfang i stedet som operatører for staten, der fastlægger detaljerede regler, som kommunerne skal styre efter. Det er også i vidt omfang staten, der finansierer opgaverne via komplicerede udlignings- og mellemregninger. Det gør, at kommunernes opgaver er mange og helt uoverskuelige for borgere og kommunalpolitikere.

Derfor har vi kommunalpolitikere, der er dybt afhængige af bureaukraterne. Det er uklart for borgerne, hvad lokalpolitikeren rent faktisk kan bestemme og i hvilket omfang, man blot udfører forvaltning for staten.

En anden konsekvens er, at der i dag er meget færre borgere inddraget i lokaldemokratiet. Antallet af kommunalpolitikere pr. 10.000 borger i dag er 4,5, mens det i 1962 var på 24,9 ifølge tænketanken CEVEA. En ny kommunalreform er derfor mindst ligeså påtrængende, som den var før sidste reform.

Det, man burde have gjort, var at tage alle de opgaver fra kommunerne, som de ikke selv kunne tage ansvar for og selv finansiere. Ligeledes burde man have opgivet målet om, at borgerne kun har én indgang til det offentlige, for det fungerer alligevel ikke i praksis, og det giver borgerne en uklar opfattelse af, hvor ansvaret er placeret. Endelig bør man være forsigtig med at fastsætte servicemål i lovgivningen inden for områder, hvor kommunerne har ansvaret. Respekt for lokaldemokratiet må også indebære, at man i langt højere grad lokalt fastsætter sine mål og accepterer forskelle kommunerne imellem.

Det, vi har fået lavet nu, er et system, hvor borgerne ikke rigtig kan holde lokalpolitikerne ansvarlige, fordi ansvaret er delt. Det er også et system, hvor dagsordenerne i kommunalbestyrelserne bliver så store, at det ikke længere er en opgave, som travle mennesker kan påtage sig. Derfor er mange kommunalpolitikere i dag politiske dyr, der ikke er specielt repræsentative for befolkningen.

Beslutninger omkring det nære og dagligdags bør være lokale

Et godt udgangspunkt kunne være at lave kommuner, der var på størrelse med et skoledistrikt med ca. 5000 indbyggere.

Kommunen skulle så selv finansiere og styre skolen, børnehaven, lokale veje og parker, renovation, kloak, hjemmehjælp osv. Det ville give nogen kommuner, hvor borgerne har stor indflydelse på nogle meget væsentlige kerneopgaver, der fylder meget i dagligdagen for borgerne uden at være forstyrret af komplicerede opgaver, som man alligevel kun har begrænset indflydelse på.

Opgaver, som kommunerne kun har begrænset indflydelse på eller kræver specialviden, burde overlades til regioner eller staten efter princippet, at den enhed, der har det fulde ansvar for en opgave og kan betale, også har den fulde kompetence til at beslutte, hvordan opgaven skal løses.

Hvis staten vil blande sig, må den i konsekvens heraf også påtage sig opgaven. I det omfang, staten ikke selv vil løse opgaver, men alligevel bestemme, er det langt mere hensigtsmæssigt at overlade opgaven til private operatører end at overlade den til kommunerne. På den måde kan man fastholde en klarhed i ansvarsfordelingen, som er en forudsætning for et fungerende nærdemokrati.

Borgerne må til gengæld acceptere, at kommunerne bliver mere forskellige. Er man utilfreds, må man klage til egne politikere. Muligheden for at sende klager videre i systemet begrænses, fordi de ansvarlige er de lokale politikere. Det vil sige sandt nærdemokrati, hvor man bærer ansvaret for egne beslutninger. Det ville give reel indflydelse og gennemskuelighed, hvilket er en forudsætning for borgernes engagement.

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11

Kære læser,

Med FOLKETS har jeg skabt en medieplatform der er uafhængig af statsstøtte.

Den uafhængighed er enestående i Danmark hvor medierne har snablen dybt nede i skatteborgernes lommer. De får milliarder af staten. Hold kæft-bolsjer, kalder jeg det.

Bør der ikke være medier som går systemet kritisk efter i sømmene. Hvor fokus er dybere end de enkelte politikeres fadæser eller rød mod blå blok.

Hvis du kan se hvorfor det er vigtigt med uafhængige medier, må næste spørgsmål være – hvordan?

En dag er denne side helt tom, hvis ikke du bakker op.

Meld dig til her.

Og god læselyst,
Lennart Kiil