Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

313

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Når udgangspunktet er forkert

Antal

Debatindlæg af Camilla WInther Nissen

Der er mange aspekter og personer at have in mente, når man taler om integration i Danmark. Altså integration, som nu er meget behændigt er udskiftet med ordet inklusion.

For når vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, så ændrer vi blot navnet på misèren. Ikke at det gør problemet hverken større eller mindre. Det polariserer blot debatten yderligere. For om ikke andet, så kan vi altid slå hinanden oven i hovedet med, hvilke ord de enkelte anvender.

Jeg anvender derfor ordet integration. Du ved, den der forfejlede ret store elefant, der har placeret sig i næsten ethvert forum fra Facebook til Folketinget.

For vi har nogle problemer, ja problemer. Ikke blot udfordringer, men reelle problemer i den sammenhæng.

Og det er ikke et problem, der er opstået i går, for et år siden endsige for 10 år siden. Det er et problem, der opstod dengang, vi pludseligt begyndte at blive genstand for en relativ massiv indvandring, som Danmark ikke havde kendt til tidligere.

Det begyndte med gæstearbejdere, der kom herop, fordi vi havde behov for deres hjælp. Men i forbindelse med diverse økonomiske kriser, blev situationen en anden, og de mennesker vi selv havde indbudt, blev pludselig pariaer i det danske samfund. Mange mennesker, der adskilte sig fra de såkaldt kødpølsefarvede danskere, oplevede, at en køretur i bussen kunne være med tilråb, stikpiller eller blot fjendtlige blikke, der udtrykte et ”op i træerne med dig – fis hjem, hvor du kom fra”. For når krybben er tom, bides hestene.Og den kollega, der før stod ved siden af langs samlebåndet som en del af en helhed, var nu pludseligt ikke længere en ”fra arbejde”. Nej, han var en samfundsnasser med kone og børn, der udnyttede det danske system. Gæstearbejderen var skylden i egen person, der gjorde, at den enkelte ikke kunne finde arbejde. Retorikken blandt folket var afskyelig.

80’ernes debat var meget unuanceret. Den yderste højrefløj kom på banen, og man erklærede fra midten og mod venstre blot højrefløjen som ikke værende stuerene. Man skulle altså ikke lytte til dem. Nok fordi retorikken på gadeplan var grim. Og når den yderste højrefløj i folketinget faktisk adresserede elefanten - visse dage temmelig skarpt -, syntes resten af tinget kun at høre gadens retorik. De andre partier lukkede ørerne, iførte sig blot solbriller og hyldede den nye multikultur!

Ingen gjorde sig klart, hvad man egentlig ville med projektet. Ingen kom med udmeldinger. For det skulle jo nødigt hedde sig, at man var racist. I dag siger man islamofob. Dengang sagde man racist.

Retorikken på højrefløjen var unægtelig meget skarp – måske fordi det ikke var muligt at råbe de andre partier op. Og først da folketingsvalgene i stadig højere grad viste, at folket havde opdaget elefanten, lod folketingspolitikerne langsomt forstillelsens slør delvist falde og begyndte at anerkende dens tilstedeværelse. Det danske ord muhamedaner blev skiftet ud med muslim – for at lægge afstand til Mogens Glistrup og andre på højrefløjen, ”der jo var racister”. For vi var jo nødt til at kalde ”dem” et eller andet.

Men vi hyldede fortsat den nye multikultur, der for 60’er- og 70’er-generationerne trak minder om ture til Indien, Peace, Love and Happiness, og for andre primært handlede om at udskifte hotdoggen med det hele med en schawarma med chili. Elefanten var der måske, men den var blot en del af den nye multikultur. Og den var jo fredelig. Og sød, som elefanter jo er. Det ved vi alle. Den var jo ikke et problem. Og var der problemer med den, så var det jo folket, der var galt på den. For multikulturel var det nye buzz-word. Og er det faktisk stadig.

Den danske kultur var intet værd, syntes tanken at være på venstrefløjen og en del af midten. Dannebrog var pludseligt en uting. Flæskesteg var dybt opreklameret. Grise og hunde var pludseligt urene.

Og den multikultur, som blev hyldet med en omvendt racisme, prøvede insisterende at udslette alt, hvad de såkaldt etnisk-danske måtte kunne lide. For vi skulle tage hensyn. Tage hensyn. Tage hensyn. Ellers var man racist. Og er det stadig i manges optik.

Der er blevet taget i snesevis af særlige hensyn til muslimerne. Du ved, de der ”ikke-danske”, som vi skal favne. Og mange etnisk-danske følte sig voldtaget og udskældte, hvis de kom med et pip om, at de måske også godt kunne tænke sig noget andet på menuen. For de var jo latterlige. Og vi delte befolkningen op i Dem og Os. For ja, de multikultureltfavnende favnede – men det var ikke en favnelse af medborgere af muslimsk oprindelse. Det var en favnelse af muslimerne som ”de andre”. Som et "dem", ikke et "os". Og de byttede glad og gerne alt ud, for at favne den muslimske kultur fremfor at tage dem med i deres egen.

Og de var ukritiske. For man skulle jo ikke støde og spørge ind til, hvorfor Halima som 7-årig mødte op i skole med tørklæde på. Hvorfor hun ikke måtte deltage i svømmeundervisningen. Hvorfor hun ikke måtte komme med på lejrskole, da hun blev 10 år. Eller hvorfor Amir ikke lavede sine lektier og så træt ud i skolen. Hvorfor hans danske ikke udviklede sig på samme måde, som de andre børns. For det var jo synd for dem. De der muslimer. Så vi må hellere beskytte dem.

Som samfund flokkedes vi til nyåbnede bazarer med en duft af krydderier og mystik, for at sjakre om priserne som i en medina i Mellemøsten. Herligt! Spændende! Mere af det!

Og Amirs ghettodanske blev pludseligt moderne blandt ungdommen. Hvorfor skulle Amir også lære at tale dansk som de etnisk-danske. Han klarede sig jo fint. Kunne kommunikere, ikk’? Var det måske mindre godt end det der pæredanske, som andre talte? Og Amir gik ud af skolen uden at have bestået særligt mange fag. Og han fandt sammen med en masse kammerater, der ligesom han selv ikke havde de helt vilde fremtidsudsigter. Men det var jo nok også bare fordi, han boede i en ghetto.

Og Halima. Husker du hende den 7-årige med tørklædet? Nå, ikke? Det er der heller ikke ret mange andre, der gør, for hun forsvandt da hun var 13 eller 14 år gammel. En dag var hun bare væk. Men hendes veninde, Bibi! Kan I huske hende? Hun læser jo medicin. Passer sine studier, gør hun. Hun er en rollemodel! Og hun kan jo godt passe sine studier og sin tro samtidig. Og hun passer sine pligter derhjemme, som hun skal.

Og de der muslimer, indvandrerne, 1. generation, 2. generation, ny-danskere, de der af anden etnisk herkomst, de er altså også enormt søde mod deres gamle. De passer dem. Sender dem ikke bare på plejehjem, som vi andre.

Og elefanten satte sig ned og ventede. Kiggede sig omkring, imens den voksede.

Og den dag kom, hvor der pludseligt var niqab-klædte kvinder i gadebilledet. Slæbene med poser fra Netto som stod i skarp kontrast til de sorte gevanter. Og vi hyldede det. Det multikulturelle. For Hania skulle da have ret til at gå tildækket, som hun ville. At der var tale om lynvisitter i gadebilledet med på lignende vis tildækkede medsøstre, og at hendes mands bekendte ikke måtte hilse på hende, "det var der da ikke noget galt i". For vi er jo multikulturelle! Vi skulle favne dem!

I 2006 tillod den der højre-fascistiske sprøjte til Jyllands-Posten sig så at publicere nogle Muhammed-tegninger. Hvad er det dog for en hån af de stakkels muslimer. Det kan man virkelig ikke! For de bliver jo stødt. Og det er synd for dem! Og alt det pjat med ytringsfrihed, det forstår de jo ikke, må vi forstå. De kommer jo fra lande, hvor man ikke har den slags. Og der er jo ingen grund til bare at træde dem over tæerne. De er der stakkels muslimer. Vi må sige undskylde. Med det samme. Statsministeren må sige undskyld. Dronningen må sige undskylde!

Og vi hørte om piger, der blev tvangsgift med slægtninge fra hjemlandet. Og nogle partier insisterede på, at man skulle være mindst 24-år gammel, før man kunne få en sådan ægtefælle til landet. Og venstrefløjen fortsatte med at insistere på, at de der muslimer, de skulle altså have lov til gifte sig med hvem, de ville. For det var jo ellers synd for dem. Og SÅ mange var det jo alligevel ikke, der blev tvangsgift, vel? Og hvis du nogensinde har været til et muslimsk bryllup, så er det altså bare SÅ spændende og sådan ”etnisk” du ved. Og flot! Og de får gaver og fester i flere dage, de der muslimer. De ved rigtig, hvordan det skal gå til! Vi danskere. Vi er så hæmmede jo. Slår os slet ikke løs.

Og pludseligt dukkede begrebet Ære op i dagspressen. Ikke Ære som at man skal ære sin elskede, men Ære, som et frygteligt begreb, der medførte død for unge piger. Død, fordi de elskede den forkerte. Død ved deres broders hånd eller kastet ud fra altanen ved enten egen hånd eller ved hjælp. Og pressen svælgede i det. For en stund. Og vi græd over de spildte skæbner. Og lod tiden hele samfundets sår. Og det blev hverdag. Og krisen kradsede. Og ”muslimerne tager vores penge, vores job”.

Og børnene i skolen begyndte at diskutere, hvad de forskellige havde med i madpakken. Hvad der var haram og hvad der ikke var. Og de kaldte hinanden vantro og perkere.

Dagen kom, hvor terroren viste sit grimme ansigt. I Paris og i København.

Og folket råbte, at dette er endnu et angreb på ytringsfriheden. Venstre-/midterpartierne følte sig lidt pressede og gav udtryk for, at måske var dette også lige skrapt nok. Med våben og sådan. Og mennesker der døde. Men vi måtte jo forstå, at de der muslimer, de har jo deres tro. Og vi danskere tror jo ikke så meget, vel?. På Gud og den slags. Vi er nærmest bare kultur-kristne. Så vi forstår jo ikke, at det er synd for dem. Og det er jo altså en hån. Vi har godt nok ytringsfrihed, men vi må lære at bruge den på den rigtige måde. Den hensynsfulde måde.

Gad vide hvornår den dag kommer, hvor man vælger at hylde det danske sekulære samfund. Det samfund, som vi har opbygget gennem generationer? De frihedsrettigheder og det retssamfund, der er bærende for vores eksistens. Vores kultur. Hvornår lærer vores samfund, at vi alle er medborgere, dernæst køn, dernæst religiøs observans, etc.

Hvornår lærer vi at sige ”Dette er vores samfund. Det er vi glade for. Hvis du vil være en del af dette samfund, så er dette spillereglerne. Hvis du ikke synes om det, så kan du stille op til folketinget, skrive læserbreve etc. Men dette er nu engang sådan, det er.”?

Hvornår lærer kvindesagsforkæmperne, at ligestilling også gælder for kvinder, der kommer fra ”eksotiske” kulturer? Hvornår lærer vi som samfund, at sige fra overfor subkulturer og ideologier, der udnytter det danske samfund, tramper på menneskerettighederne for den enkelte – og ikke er i overensstemmelse med vores samlede værdisæt som samfund? Hvornår lærer vi at være vores samfund bevidst – og være stolte af det? Hvornår lærer vi at være indifferente overfor folks religiøsitet, der retteligt hører privatlivets fred til? Vi skal i integrationsdebatten ikke forholde os til islam som religion. Vi skal forholde os til grundloven. Vi kan debattere religion parallelt og efterfølgende, men staten skal ikke forholde sig til islam eller tage særskilt hensyn til islams følgere. Det er ikke statens rolle.

Vi har knap 300.000 mennesker i Danmark af en eller anden grad af muslimsk oprindelse. Det nytter ikke, at vi ikke forholder os til dem som medborgere. Hvis vi ikke ønsker, at de skal leve i et parallelsamfund, skal vi heller ikke behandle dem som parallel-eksistenser. Og til alle dem, der bare brokker sig over, at vi har mange muslimske medborgere. Løbet er kørt! Det handler om at få vores samfund til at fungere. Ikke om at sidde mopsede i et hjørne.

Danmark er et samfund, der igennem århundreder er udviklet på baggrund af et kristent værdisæt. Der er blevet skåret og filet. Og det fungerede faktisk ganske fint. Venstrefløjen har råbt vagt i gevær overfor kristne minoritetssamfund igennem tiderne, når deres påvirkning af menneskers rettigheder blev for stærk. Men meget få af dem råber i dag op, når kvinder sniger sig langs panelerne, ikke må tale med fremmede mænd, sidder adskilt fra mænd i ideologiske sammenhænge. For vi skal jo være multikulturelle. Nej! Vi har en dansk kultur med mange etnisiteter. Kulturen kan justeres langsomt, men det skal ikke foregå ved statslig tvang. Justeringen skal ske naturlig. Vi er alle danske. Og i Danmark har vi danske værdier. Og det må være dét, der er udgangspunktet.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

14/03/2015 - 02:33

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:56

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper