Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

306

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Vi har brug for et Farkunda-index

Antal

Del indlæg

Jeg har på det seneste læst flere artikler og hørt flere mennesker, der har givet udtryk, at vi jo må forstå, at befolkningen i mange lande, der følger dogmatiske ideologier – religiøse eller politiske – har et andet livssyn end vores i den vestlige verden. Og at de har en høj grad af tilfredshed, når man spørger indtil deres forhold til styret.

Det synspunkt er jeg for så vidt enig i. Hvis man tager Egypten og det arabisk forår som eksempel, så viste det første frie valg, at befolkningen straks valgte et endnu mere dogmatisk styre end det diktatur, de havde levet under i årtier.

Og der er mange lignende tilfælde. I Kina er befolkningen også overvejende tilfredse.

Men i modsætning til andre debattører, så er min konklusion nok en lidt anden.

Kina har en meget autokratisk styreform, der i mange år har været et ekstremt voldeligt og hårdt regime at leve i. Og menneskerettighederne har været en saga blot. Men i takt med åbningen imod den vestlige verden, er der ligeledes sket en ændring i folks muligheder. Landet er stadig regeret af nogle håndfulde mennesker, der er valgt internt i det ledende parti og ikke direkte af folket. Men det går fremad.

I Egypten var det forventeligt, at det ville blive Det muslimske Broderskab, der vandt valget. For det er det parti, der kommer med et budskab, som folk lettest kan forholde sig til i Egypten. Islam er så stor en del af den enkeltes tilværelse, at broderskabet i asken af oprøret var dem, der kunne komme med det klareste budskab, dem der var bedst organiserede og klar til kampen og vælgerne.

Demokrati er IKKE en styreform, der kommer let til et land. Demokratierne har udviklet sig gennem århundreder i den vestlige verden med revolution og krig i deres kølvand. Hoveder har rullet nogle steder – andre steder er det gået mere fredeligt for sig. Men ingen steder 100% fredeligt. Så vi kan ikke forvente, at hvis vi går ind i et land og fjerner en despotisk diktator, at landet så automatisk bliver til et demokrati.

Men det er ikke det samme som at anerkende disse regimer som værende ligeså gode som Vesten. Ja, det skrev jeg. For at anerkende en muslimsk fundamentalistisk tankegang, hvor stening eller piskning af kvinder, der er blevet voldtaget, er det samme som at se nikkende til. Og det kan vi ikke tillade os i Vesten.

Af to grunde:

  1. Der vil altid være en stor befolkningsgruppe i disse lande, der har set lyset og ikke vil bo i et land, hvor den mest basale forståelse af de vestlige menneskerettigheder er ikke-eksisterende. Det skaber flygtningeproblemer, som vi i den vestlige verden ikke kan håndtere. Alt det der bavl med, at vi har en masse bekvemmelighedsflygtninge, der blot kommer herop, fordi de har hørt om kontanthjælpen, giver jeg ikke meget for. Disse mennesker flygter mod landene med mælk og honning, fordi de her kan ytre sig, kan have deres egne holdninger, kan bo i fred. Som altid, når man fisker med stort garn, vil der komme noget skidtfisk med – dem må vi så se, om vi kan bruge alligevel, eller smide dem ud.
  2. Hvis vi for alvor mener – og det gør vi – at den vestlige opskrift på et godt samfund med mulighed for justeringer er den rigtige, så skal vi med næb og kløer, diplomati og snilde arbejde for, at mennesker i disse menneskerettigheds U-lande får de bedst mulige betingelser at leve under. Vi kan ikke se stiltiende til, imens en blogger som saudi-arabiske Raif Badawi bliver pisket og smidt i fængsel for at udtrykke modstand imod regimet. Det skal påtales, og om nødvendigt, så skal diplomatiske skaktræk foretages. Eventuelt skal man sætte handelsaftaler på standby. Og ikke afvente at Saudi-Arabien gør det først.

Vi skal generelt stå inde for dette vort land Danmark. Såvel indenrigspolitisk som udenrigspolitisk. Vi skal gøre klart for de hertilkommende, hvilket et land det er, de er kommet til. Et vestligt land. Et demokrati. Og vi skal støtte de organisationer i disse U-lande, der modarbejder regimerne.

Vi skal investere i kvinderne i disse lande. Vi så opstanden blandt de yemenitiske kvinder. En opstand, der nu er knust pga. de iranskstøttede houthiers march gennem landet. Men denne opstand var et glimt af, hvad der gemmer sig rundt omkring. Og de nåede faktisk ret langt!

I Tyrkiet kæmper kvinderne mod Erdogans forsøg på at genindføre det osmanniske storrige – Erdogan ser tilsyneladende sig selv som kandidat til endnu et kalifat i denne verden.

Selv i Afganistan er der kvindeorganisationer, der kæmper for, at den grundlov, der tilsiger kvinderne ligeret, også rent praktisk bliver implementeret.

Det må vi aldrig glemme, når vi sidder og vurderer, hvordan de forskellige regimer fungerer. Det er kvindernes rettigheder, vi skal se på, når vi vurderer, hvor høj grad af udvikling et givent land er nået til. Ikke kun, hvad der står på papirerne, men hvordan det rent faktisk er implementeret. Og vi skal sætte de vestlige frihedsrettigheder og kvinder op som målestok herfor.

Som vi har et McDonald index til at sammenligne prisniveauerne i de enkelte lande, bør vi også have et Farkhunda-index - navngivet efter den kvinde, der blev tæsket, stenet, kørt over og brændt af pøblen i Afganistan i sidste uge – fordi kvindeliv her betyder så uendeligt lidt. Et Farkhunda-index, der måler kvinders frihedsrettigheder.

Vi kan ikke blot måle på vækst, da oliestater med masser af dertilhørende oliedollars, da har masser af vækst. Se på Kuwait. Se på Quatar. Der har man importeret arbejdskraft fra andre lande. Arbejdskraft, der bliver behandlet som slaver, som undermennesker, hvis liv intet er værd. De bliver frataget deres pas, når de kommer til landet og kun lønnet, når det passer arbejdsgiverne.

Når den svenske udenrigsminister Margot Wallström tillader sig offentligt at kritisere det saudi-arabiske styre, og samtidig bliver overrasket over den storm af protester, der kommer fra næsten samtlige muslimske lande, så nikker mange og siger blot, at det måtte hun jo kunne forvente.

Både ja og nej. Hun havde nok næppe forventet, at Saudi-Arabiens konge ville takke hende og tilbyde hende pladsen som 8. hustru. Men hun havde heller ikke forventet, at den muslimske verden alle som en bakkede op om et af denne verdens mest menneskefjendske styrer, der kun er overgået af ISILs kalifat. For selvom mange lande er muslimske, så har de ikke alle indført sharialovgivning – og det var denne lovgivning, som Wallström kritiserede.

Nej, hvad Wallström overså var, at Saudi-Arabien har høje placeringer overalt – således også i OIC, Den islamiske Konference. Og da de arabiske lande lod deres vrede høre, trak de ligeledes OIC kortet frem under sheik-tørklædet således, at deres protest kunne blive tilstrækkelig stor.

Svensk Industri har brokket sig højlydt over Wallströms udtalelser. For her er det guldet, der tæller. Eksporten er i fare, så vi må hellere lægge os fladt ned for de fundamentalistiske. Svensk Industris opførsel er som at se Dansk Industri under Muhammedkrisen, da Feta-eksporten var i fare.

Og i lighed med at Dansk Industris og Arlas opførsel dengang var en skændel, så er Svensk Industris det ligeledes. Ja, mange vil sige, at vi har brug for Saudi-Arabien i bekæmpelsen af ISIL. På samme måde, som vi har brug for Tyrkiet og Erdogan?

Vi må kunne arbejde udenom disse despoter. Der må være andre veje. Ikke at det er nemt, men vi kan ikke som land samarbejde med regimer, der kun er en hårsbredde bedre end ISIL.

Tyrkiet og Erdogan har stort set intet gjort andet end at modarbejde kurdernes kamp, imens de håbede på kurdernes udryddelse. Vi kunne jo starte med at støtte kurderne med våben, der er nyere end materiel fra 70’erne. Vi kunne lægge pres på disse regimer.

Men vi gør det ikke.

Den dag Margot Wallström valgte at tale det saudi-arabiske styre imod, den dag fik jeg mig en ny helt.

Danmark bør gør Sverige følgeskab. Vi bør lukke de diplomatiske forbindelser i sympati med Sverige. Vi bør trække vores ambassadør hjem og sende saudernes ambassadør hjem i følgeskab med hans mor.

Vi skal hverken tækkes eller ligge under for et sådant regime.

Ganske vist opførte svenskerne sig lidet pynteligt under muhammedkrisen version 1. Men vi er ikke svenske. Vi kan godt stå inde for, hvad vi mener.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:56


10 sekunder, tak

Vi lægger ikke debatindlæg bag betalingsmur.

For budskabet skal ud til alle.

Men det koster at redigere og bringe debatindlæg.

Bak op om det frie ord og den åbne debat.

Bliv medlem eller sponsor her


Del eller citer med linket her

MediaCreeper