Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

320

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Langfredag var en bitter dag

Antal

Brugerindlæg af Camilla WInther Nissen

Jeg har altid været troende kristen. Ikke sådan at jeg går rundt med et kors ætset ind i panden eller har et neonskilt af samme hængende på væggen. Ej heller, at jeg går i kirke hver søndag. Men jeg har fra barnsben altid været dybt interesseret i såvel bibelhistorie som i at prøve at forstå, hvad det med Gud handlede om.

Vi bad Fadervor som børn, når min mor puttede os. Det er jeg ret sikker på, at hun selv gjorde hele sit liv. Jeg gør det stadig engang imellem. Men der var ikke tale om en intens dyrkelse af troen. Mest af alt var det nok de spændende historier fra det gamle testamente, der vakte interessen. Gud var der bare. Han var ikke blot et begreb. For mig sad han vitterlig deroppe på skyen og kiggede ned. Fornemmelsen af, at han kunne se alt generede mig ikke. På en eller anden måde var det bare trygt. Deroppe sad også min oldemor, som jeg kun huskede svagt.

Når vi engang imellem sad i kirken og lyttede til prædikenen, fokuserede vi børn mere på, om Pastor Johannes Søbye nu ville tabe sit gebis udover prædikestolens kant, eller om han med endnu et lydeligt slurp, ville få hevet tænderne på plads igen. Det var ret spændende – i hverfald for en stund. Det sværeste var dog at undlade at svinge med benene, så der lød et ”dunk, dunk, dunk” ind i den foranstående kirkebænk. Det kunne afstedkomme et barskt blik fra forældregenerationen. De gode dage var, når kirketjeneren kom med nogle billedbogsudgaver af historier fra bibelen, f.eks. om Den barmhjertige Samaritaner.

Jeg blev konfirmeret som 12-årig i 7. klasse – et år for tidligt – sammen med min bror. Fordi det var praktisk. Og jeg vil tro, at de andre konfirmanter har fundet mig jævnt irriterende, for imodsætning til en del andre lyttede jeg, stillede spørgsmål og var på anden vis deltagende i de 2 timer fra 8-10 hver torsdag, hvor vi gik til konfirmationsforberedelse.

At der var nogen, der ikke troede, dæmrede først for mig, dengang man begyndte at tale om, at nogen blev konfirmeret for gavernes skyld. Jeg var inden da af den opfattelse, at alle mennesker troede på Gud, blot på forskellig måde - som jøder, muslimer, Jehovas Vidner, katolikker eller protestanter, som jeg selv.

Man kan vist ikke på nogen måde sige, at jeg har været særlig hellig på noget tidspunkt i mit liv. Som helt lille afsporede jeg et tog, som 6-årig tog jeg af mine forældres cigaretter, når de havde gæster og røg i smug med min bror.. Jeg begyndte at købe mine egne som 12-årig. Jeg gik i byen i København på diverse in-steder som 16-årig. Jeg drak alkohol, festede og dansede. Og jeg kyssede på drenge. Og til tider det der var værre uden for de foreskrevne ægteskabelige hymens lænker. Og Gud han var der bare. En jeg snakkede med, når jeg var alene.

Mine forældre talte en del om tro i mit barndomshjem. Ikke på den der ’hænderne over dynen’ måde. Men blot om forståelsen af passager i bibelen. Ting, der var sværere at forstå end andre. Det var altid fra en meget grundtvigiansk forståelse af den kristne tro. Det glade budskab. Ikke en hævnens Gud med synd og skam. En tro, der er åben for fortolkning, fordi ordene i bibelen er nedskrevet af mennesker. Det er ikke bare Guds ord det hele. Meget kan være gået galt. Under nedskrivningen og oversættelsen. Og ikke mindst den kontekst, i hvilken ordene er skrevet, har en betydning.

Jeg husker, vi så serien Fiskerne baseret på Hans Kirks roman. Denne mørke udgave af troen fandt jeg enormt skræmmende. Den fordømmelse af næsten alle mennesker som syndere, som troens folk her gav udtryk for, havde jeg svært ved at forstå. Men det gik op for mig, at der var forskel på den måde – den grundtvigianske – som min familie troede på, og så det Indre Missionske livs- og trossyn, som blev afbilledet i serien.

Da min far døde, begyndte jeg at slægtsforske. På et tidspunkt gik jeg igang med min mors side af familien. Min mors farmor, Agnes, kom oppe fra Vindblæs sogn og flyttede til Randers by med blandt andre sin søster Katrine, sin far og sin mor. Jeg vidste ikke meget om dem. Da jeg fortalte min mor om fundet af optegnelsen om Katrines død, der døde som bare 18 år gammel, fortalte min mor, hvordan hendes farmor dengang havde mistet en stor del af troen.

Hun fortalte om den Indre Missionske præst, der ved Katrines dødsleje, tirsdag den 24. april 1900, ikke vil give hende tilgivelsen og sagde, at hun døde, fordi hun havde danset om lørdagen. Hun var en synder. Katrine kunne dermed ikke forvente frelse i himlen. Hvor må det have været en forfærdelig måde at ånde ud på for en troende tilhænger af den Indre Missionske menighed, hvor tilgivelsen er så afgørende. En sådan Gud kunne min oldemor ikke forliges med, og hun mistede derfor sin tro.

I disse år er det de færreste, der giver offentligt udtryk for deres tro, hvis de er kristne. For man bliver ofte overfaldet af ikke-troende, der finder én tåbelig. De er så stærke i deres ikke-tro og føler et stærkt kald til at få én ud af den vildfarelse, som de mener, man er i, hvis man tror på Gud eller andet. Ikke sjældent bliver Vorherre omtalt som Himmelnisse, og ikke sjældent bliver troende mennesker stukket forskellige holdninger i skoene. De fleste går af samme grund stille med dørene.

Jeg har angivet min tro på min Facebook-profil, men da jeg første gang i en debat skulle skrive, at jeg var kristen, sank jeg lige en ekstra gang, før jeg trykkede på enter. Mest fordi jeg ikke orkede at få tillagt mine ord en anden eller ekstra betydning. Men i lige præcis den debat var det dog relevant. Og jeg har siden holdt fast i udadtil også, at jeg er troende og ikke blot kultur-kristen.

Jeg stødte i går på en person, der ikke mente, at jeg var kristen, da jeg satte spørgsmålstegn ved hans – i mine øjne – forkastelig budskab om, at homoseksualitet var en synd, og at årsagen til Konservatives tilbagegang i meningsmålingerne skyldtes, at man havde valgt Søren Pape – en bøsse, som han skrev - som partiformand.

Hvorvidt Søren Papes politik eller partiledelse er årsag til det ene eller andet, skal jeg lade være helt usagt. Men hans seksuelle observans må være sagen uvedkommende.

I kraft af personens forskellige udsagn, kunne jeg identificere ham som tilknyttet Indre Mission. Med ca.35.000 tilhængere i Danmark, må jeg vel siges at have været heldig ikke at støde ind i nogen før i går. Jeg kunne dog konstatere at hele hans livssyn var radikalt anderledes end mit. Og han havde en idé om, at udelukkende hans version af den protestantiske tro var den rigtige. Han mente endda, at den danske folkekirke var ugudelig. At Indre Mission er en del af den danske folkekirke, var tilsyneladende ikke gået op for ham...

Denne oplevelse gav mig en endnu dybere forståelse af, hvordan nogle muslimske debattører har det, når de i disse dage f.eks. agiterer for, at muslimske kvinder skal kunne gifte sig med ikke-muslimske mænd med troens velsignelse. Den fuldkommen beton-agtige måde, som nogle mennesker møder dem på, må være forfærdelig. Hvordan nogle mennesker tager patent på deres tro. Siger at man ikke er muslim, hvis man ikke forholder sig til Koranen som Guds egne ord. Gør sig til dommere over, hvad der er rigtig og forkert. På samme måde som gutten fra Indre Mission, der når man gik ham på klingen ikke kunne/ville svare på selv de simpleste spørgsmål.

At debattere med ateister på Facebook har nogle gange samme karakter af fanatisme som Indre Mission. Deres foragt for troende mennesker har også til tider ekstremistiske anstrøg, men sjældent er jeg blevet så vred, som i dag, da et menneske tog patent på min tro og sagde, at jeg ikke var kristen, hvis jeg ikke mente, at homoseksuelle blot var syndere. Den dybe frustration, som jeg følte i dag, får mig til at forstå, hvorfor min oldemor stort set mistede sin tro. Hvorfor nogle mennesker bliver ateister, når de møder sådanne mennesker og i endnu højere grad, hvorfor netop de muslimske debattører skal holde fast i at tro på deres måde.

Det er ikke alle, der tror på samme måde som jeg, og det er helt okay, men ligeså lidt som jeg ikke har patent på den eneste altafgørende måde at tro på og derfor respekterer, at andre har andre udlægninger - så længe de ikke går udover andre -, så forventer jeg samme respekt fra andre i dyrkningen af min tro.

I går var en hård dag, da jeg har svært ved, hvad jeg opfatter som formørkede mennesker. I dag er lang og bitter( og føltes ekstra sådan i gamle dage, hvor alt holdt lukket), men med Adam Oehlenschlägers ord ”Langfredag var en bitter dag, men skøn var påskemorgen”, så vil jeg nyde det glædelige budskab på søndag, og jeg vil fortsætte med at fokusere på lyset og det fortolkelige budskab i bibelen på bedste grundtvigianske vis – hvor Jesu korsfæstelse, død og opstandelse via troen netop giver mennesket adgang til frelse, tilgivelse og det evige liv – uanset ens køn, seksuelle observans eller andre ligegyldigheder.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

03/04/2015 - 02:58

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:55

Del eller citer med linket her

MediaCreeper