Vi skal bruge 334 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

De 'påståede kristne’ - intro

Antal

Debatindlæg af Martin Martensen-Larsen

Debatten på DR2 havde, i kølvandet på terrorangrebet på Krudttønden og ved Synagogen i Krystalgade, naturligt nok dedikeret udsendelsen til at diskutere terrorisme. Her deltog en række velkendte debattører, herunder historikeren Mikael Jalving. Undervejs i debatten opstod en ordveksling mellem Jalving og en anden velkendt skikkelse, Stinne Bosse. Sidstnævnte beskyldte førstnævnte for at generalisere, og diskussionen udviklede sig følgende:

Jalving: ”Jeg taler om islam som politisk bevægelse og den har forskellige manifestationer og den trækker på forskellige virkeligheder og sociale virkeligheder”.

Bosse: ”Det gør kristendommen da også”

Jalving: ”Ja, men der er jo ikke rigtig nogen kristne terrorister på gaden i øjeblikket, er der det?”

Bosse: ”Ej, men der har da været en i Norge for nylig”.

Jalving. ”Ja, som hævdede at være det, som legede med sådan nogle tanker fra korstoget”.

Og her brød værten Clement Kjersgaard så ind:

”Kan du skelne Mikael Jalving, kan du hjemme fra lænestolen eller skrivebordet skelne mellem hvem er rigtige ekstremistisk muslim eller rigtig ekstremistisk kristen?”

Jalving: ”Nej, det er meget svært det her, det er klart”

Herefter forlod diskussionen på mærkværdig og ubemærket vis det kristne spor, og gled igen bekvemt hen i det mere vanlige og trygge islamiske. Personligt havde jeg fundet det interessant, hvis man bare havde givet det kristne spor blot fem minutter mere. Men måske findes der bare ikke, som Jalving sagde, nogen kristne terrorister – altså lige ’i øjeblikket’.

De to udsagn fra Jalving indeholdt i hvert fald to forskellige påstande: 1) der findes aktuelt ikke kristne terrorister, og 2) de terrorister, der måtte kalde sig det, hævder blot at være det. Synspunktet er ikke nyt. Faktisk lød Jalving nærmest tæt på et ekko af tv-værten, fra ’fair and balanced’ kanalen Fox News, Bill O’Reilly, som efter terrorangrebet i Norge havde dette budskab til sit publikum:

“.... Breivik is not a Christian. That’s impossible. No one believing in Jesus commits mass murder. The man might have called himself a Christian on the net, but he is certaintly not of that faith”.

Men hvad står så tilbage? Umiddelbart kan det synes som en svær øvelse at stille kristen terrorisme overfor islamisk terrorisme uden at risikere, at fænomenet blot automatisk afvises som noget, der er et udslag af enkelte psykisk syge galninges handlinger, og som ikke har noget afsæt i religion. Der synes dog at findes en åbning. Jalving måtte i det mindste erkende, at en skelnen mellem den rigtige kristne og den rigtige islamisk terror er ’meget svært’. Det tør jeg godt at oversætte til ’komplekst’, og således er en søgen efter religiøs terrorisme, som en mere nuanceret størrelse, trods alt et godt stykke vej.

Men allerede er det nu relevant at understrege, at dette indlæg eller de efterfølgende ikke forsøger at forklejne truslen og udfordringen, når det kommer til terror, der har forbindelse til ekstremister med muslimsk baggrund. Det er ikke øvelsen. Formålet er til gengæld at undersøge, hvorfor der ikke er en synderlig stor trang til at anerkende en mulig eksistens af terrorisme med grund i kristen fundamentalisme.

Dette første indlæg tjener derfor som afgræsning af rammen, hvori fænomenet ’kristen terrorisme’ kan diskuteres i de efterfølgende indlæg. Det er ikke et udtryk for, at jeg hævder at ’kristen’ terrorisme så objektivt findes eller objektivt lader sig forklare i de nu engang satte rammer. Det er i stedet et forsøg på at diskutere et muligt fænomen med udgangspunkt i et andet og langt mere vidt beskrevet fænomen, nemlig islamisk terrorisme. Hvorvidt nogen af disse fænomener så overhovedet fornuftigt lader sig diskutere eller afgrænse, skal jeg ikke afgøre. Min præmis hviler alene på de rammer vi har sat for den islamiske terrorisme; ud fra hvilke jeg vil forsøge at diskutere mulig kristen terrorisme – og derved gøre et forsøg på at nuancere religiøst ladet terrorisme en smule.

Hvis mit forsøg skulle mislykkes i dette og i de efterfølgende indlæg, så synes det om ikke andet væsentligt at kunne stille spørgsmålet, hvorfor Jalving og andre ligesindede ikke mener, at muslimer rimeligvis også bør kunne henvise til at islamisk terrorisme alene er begås af grupperinger, der ’hævder at være’ muslimer. For lige så lidt som erklærede kristne ønsker, at kristendommen skal klandres for anledningen til hensynsløse drab, ligeså lidt ønsker vel det store flertal af muslimer det samme for islam? Med det udgangspunkt, at det store flertal af alle religionsudøvere betragter deres religion som fredelig, og noget der alene skal praktiseres fredeligt, er det vel kun rimeligt, at samme flertal forbeholder sig retten til at afvise, at det lille eksisterende mindretal af voldelige ekstremister er repræsentanter for deres tro på nogen måde.

Men skal fænomenet ’kristne’ terrorister tages alvorligt må næste spørgsmål så nødvendigvis være, hvordan samme fænomen afgrænses. Hvor vide er rammerne? Her kan jeg hente hjælp hos en kendt (selverklæret) kulturkristen muslim, som således nærved repræsenterer både kristendommen og islam; Nemlig Naser Khader, folketingskandidat for Konservative og nyslået bachelor i teologi.

For nylig kunne man læse et interview med Khader i BT, hvor han i forlængelse af at være medunderskriver på en stor annonce i New York Times med overskriften: 'Hvad kan muslimer gøre for at kræve deres 'smukke religion' tilbage?' udtalte sig følgende:

”Vi er en gruppe reformorienterede og liberale vestlige muslimer som vil bekæmpe islams nazisme (islamisme)…..”

Og allerede i 2008 introducerede Khader fænomenet i et interview i Information: ”Jeg opfatter islamisme som nazisme inden for islam”.

Terrorisme begået af muslimer kan altså betegnes ifølge Khader som et udspring af ’nazi-islamisme’, en betegnelse, som en anden konservativ folketingskandidat, Kasper Elbjørn, adopterede og gengav i et indlæg i Berlingske Tidende:

”Der er efter alt at dømme tale om nazi-islamisme, som den nyvalgte, konservative folketingskandidat, Naser Khader, kaldte det ved sit pressemøde i onsdags. Dette blev på tragisk vis anskueliggjort under angrebet på synagogen, der illustrerer, hvad vi altid har vidst: At jøderne er de første til at opleve denne terrorisme”.

Faktisk mangler der ikke på ingen måde henvisninger fra individer både fra Danmark og internationalt, herunder også helt fra toppen af magten, til nazisme eller fascisme i forhold til islamisme. Det gælder særligt den tidligere præsident George W. Bush, som ved flere lejligheder kaldt islamiske terrorister for ’islamic fascists”. Jeg vil ikke redegøre for alle eksempler fra individer her, men alene slå fast, at der er en vis tilslutning blandt islamkritikere til sammenligningen mellem islamisme og nazisme/fascisme.

Der er, efter min mening, derfor grundlag for at drage en analogi. Hvis muslimske terrorister bekender sig til nazi-islam, er det vel ikke urimeligt også at sætte ’kristen’ foran en terrorist, der bekender sig til både kristendom og nazisme. Og så kan man inddrage en hel del kristne bevægelser, såsom Christian Identity Movement , ’Army of God’ og forskellige militante ’patriotgrupper’ der har adskillige voldelige handlinger, man med rette kan sætte ’terror’ foran, på samvittigheden: Mord på abortlæger, brandstiftelse og bombninger af abortklinikker, bombninger af føderale bygninger, skudmassakrer og mord og overfald på minoriteter.

Jeg vil i de efterfølgende indlæg diskutere nogle af de bevægelser og strømninger, der tager udgangspunkt i kristen fundamentalisme. Det gælder ikke blot de voldelige handlinger, der har fulgt med, men også den indflydelse, som også andre og umiddelbart mindre voldelige kristne organisationer, har haft på forskellige institutioner i USA. Her vil det fremgå, at kristen fundamentalisme, af både fredelig og voldelig karakter, har store fællestræk med islamisk fundamentalisme. Ikke mindst i forhold til, hvordan man ønsker, at et samfund skal se ud.

Måske skyldes Jalvings og andres afvisning af kristen terrorisme i virkeligheden, at det er ham der har misforstået kristendommen, at vores evangelisk-lutherske udgave er alt for blødsøden og slet ikke i overensstemmelse med, hvordan man skal praktiserer kristendommen. Måske finder vi rigtig nok ikke terroristen i vores version af kristendommen, måske løber den evangelisk-lutherske bombemand ikke rundt i de danske gader for at slå ikke-troende ihjel. Især ikke i Påsken. Langfredag i Danmark drikker vi ’kristne’ herhjemme nemlig øl og snaps og får en lille skid på, mens virkelige troende i eksempelvis Filippinerne samme dag lader sig korsfæste frivilligt for at imitere Jesus’ lidelser og bede om tilgivelse. Vores udgave er måske ikke den eneste. Eller rigtige.

I mit næste indlæg vil jeg tage udgangspunkt i Christian Identity Movement, en racistisk kristen bevægelse i USA, hvis grundlæggende overbevisning er, at hvide mennesker er Guds udvalgte folk.

Udgivet: 

06/04/2015 - 20:34

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:55