Gå til hovedindhold

Projektmagerne lister bort når fallitboet gøres op

Af Lennart
Når man skal bruge af andre folks penge og aldrig rigtigt bliver stillet til regnskab for sine fejl, så er der næsten ingen grænser for, hvor fantasifulde og virkelighedsfjerne projekter man kan udtænke. Det viser det stor anlagte projekt bycykel i København og på Frederiksberg – som nu er kuldsejlet. Politikerne har travlt med at lægge hele ansvaret for miseren over på virksomheden GoBike, der har været langsomme til at levere cyklerne. Men hovedproblemet er ikke langsom levering. For <span class="pullquote">ikke engang de cykler, der allerede er leveret, er der noget behov for</span>. Hvad skulle det så hjælpe med tre gange så mange cykler, som aftalen lyder på? Det grundlæggende problem her er, at man fra starten slet ikke har tænkt på borgernes behov. Er der overhovedet en efterspørgsel? Er der et behov? I stedet har man stirret sig blind på en idé. Ens egen idé. Som politikere og projektmager er det utvivlsomt let at overbevise sig selv om, at ens udtænkte projekt er genialt. Det må borgerne da også kunne forstå, ikke? Og fordi det er andres penge, man anvender på at virkeliggøre ideen, så forsvinder al forsigtighed. Tænk hvis politikerne selv skulle betale de her ting eller blev hold privatøkonomisk ansvarlige. Så ville de være meget mere forsigtige inden de kastede sig ud al alskens storslåede projekter. Et andet problem er politikernes forfængelighed og deres eftergivenhed over for modeluner. Hvis noget er "grønt" eller har med "sundhed" at gøre, så forsvinder enhver kritisk sans. Vi andre kunne godt se, det var tosset at lave klodsede 30-kilos cykler til op mod 80.000 kroner stykket i en by, hvor de fleste har to betydeligt lettere af slagsen stående i forvejen. Men behovet blev aldrig reelt overvejet af politikerne - de havde for længst besluttet sig. Og så måtte indvendinger fra virkeligheden ikke komme i vejen.
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.