Martin Krasniks bog FUCKING JØDE! er ligeså provokerende, som titlen antyder. Altså provokerende for tankevirksomheden. For Krasnik præsenterer et sjældent nuanceret syn på næsten alt fra sin egen jødiskhed til Israel-Palæstina konflikten.
Da jeg påbegyndte læsningen af denne bog, var det sidste, jeg nok forventede, at få gjort mit syn mere pro-palistinænsisk. Men netop i kraft af den meget nuancerede og frit-fra-gåseleveren-facon, som Krasnik skriver på, så kommer man omkring emnerne med en forståelse af de implicerede parter.
Jeg fik bogen til jul af min datter. Hun var faktisk lidt nervøs ved gaven, men hun mente, at jeg vist godt kunne lide Krasnik. Deri havde og har hun ret. Nok endda mere nu end før. For selvom jeg altid har beundret Krasnik for hans kompromisløse interviewstil, hvor han virkelig stiller de spørgsmål, som vi alle ønsker svar på, så er det primært fra rollen som demokratiets vagthund, jeg kender ham.
Jeg har altid været ret fascineret af jødedommen - i særdeleshed efter, at jeg som barn var på Københavns Rådhus med skolen i 1984 og se udstillingen ”Du skal fortælle det til dine børn”, der handlede om det jødiske liv. Anne Franks hus i Amsterdam er også blevet besøgt et par gange, og holocaust er ret ofte i min erindring med en far, der kæmpede i modstandsbevægelsen. Naturligvis er Det jødiske Museum i København også blevet besøgt. Så på mange måder var min datters gave skudt helt rigtig.
I bogen FUCKING JØDE kommer man ind under huden på Krasnik. Om hans forhold til identiteten som jøde. Som dansk. Om forholdet til rødderne. Til det kulturelle. På helt eksistentiel vis.
Hans beskrivelse af det ikke-jødiske, der på sin egen vis er jødisk alligevel. Om at det ikke handler om antallet af besøg i Synagogen – Krasnik er ateist -, men om forholdet til samhørigheden med andre jøder.
Hele den del af bogen beskriver egentlig ikke det store nye under solen, men forskellen er blot her, at Krasnik her byder os indenfor og lader os læse med i hans selvovervejelser.
Den anden del af bogen handler om zionismen, staten Israel, om Israel-Palæstina konflikten, om de uendelig mange forskellige synspunkter internt i Israel og i Palæstina på konflikten, og de synspunkter vi jævnligt bliver præsenteret for i dagspressen. Der er også en vis mængde historie i denne del af bogen.
For begge deles vedkommende kan jeg kun sige, at Krasnik ikke noget sted lægger fingrene imellem, når han går i kødet på holdningerne.
Han er – ligesom i sine interviews – klar til at spille djævelens advokat for at finde frem til essensen.
Krasnik har formået – hvad andre ikke har – at få mig til at forholde mig klarere til et-/tostatsproblematikken, og få mig til at forstå, at vi er nødt til at anerkende Palæstina. Ikke blot for palæstinensernes skyld, men også for staten Israels skyld. For en potentiel freds skyld, der dog desværre ser ud til at have meget lange udsigter.
Krasniks bog er enormt læseværdig. En stjernedrys bør rettelige falde over den.
Har du ikke læst den, så bør du skrive den på listen.
.