Lige efter påskeferien fik jeg offentliggjort en kronik på Folkets Avis.
Denne omhandlede mit kendskab til og beskrivelse af 2 sager, hvor jeg havde været inde over i egenskab af advokat. I begge tilfælde havde mine klienter søgt hjælp hos det offentlige, og i begge tilfælde var sagerne endt med, at mine klienter kom i fedtefadet. I den ene sag blev offeret/min klient gjort til den kriminelle på trods af, at han var blevet udnyttet af en pædofil, og i den anden sag forsøgte man at tvangsfjerne et nyfødt barn, efter at forældrene havde søgt hjælp, støtte og vejledning hos en kommune.
Min kronik skabte en del røre på nettet, og jeg blev via henvendelser fra nær og fjern bekræftet i, at jeg ikke er den eneste, som har oplevet sådanne grænseoverskridende ting.
Meningen med dette korte indlæg er egentligt blot at fortælle, at sagen mod den på gerningstidspunktet 15 årige og 2 måneder gamle dreng er blevet anket til landsretten.
Begrundelsen for anken er teknik. Hvor fantastisk. Teknik. Statsadvokaten siger, at byretsdommeren ikke har kompetence og myndighed til at afsige den menneskeligt korrekte dom. En dommer kan og må ikke bestemme, hvad der skal stå i børneattesten og i de øvrige straffeattester. En dommer må kun afsige en dom, hvor han enten finder personen skyldig eller uskyldig. Er personen skyldig skal han straffes, og her kan dommeren vælge at lade straffen bortfalde; men en dommer kan ikke frifinde en person for straf, som dommeren valgte at gøre i denne sag, fordi han fandt, at den unge havde fået straf nok ved at falde i kløerne på en pædofil.
Som bekendt blev den 15 årige af byretsdommeren fundet skyldig i at have været i besiddelse af 6 pornografiske billeder af børn under 18. Dette indebærer ifølge statsadvokaten, at sagen SKAL figurere på børneattesten. I hele 15 år. For det har lovgiver bestemt. Det skal en eller anden tilfældig byretsdommer ikke ændre på. Heller ikke i den konkrete sag.
Altså skal landsretten nu til at tage stilling til, om den 15 årige er skyldig eller ej, for min klient har valgt at kontraanke sagen og har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagen fortsætter med andre ord. Hvad en sådan sag koster samfundet, tør jeg knap nok regne på. Men noget som efter politiets og øvrige interessenters opfattelse skulle være endt for lang tid siden med en advarsel til den unge i SSP-regi (= samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi), er nu endt i et forløb, som ikke kan stoppes i systemet, eftersom ”teknik” og jagten på den juridisk rigtige dom er vigtigere end den menneskeligt – og i den konkrete situation – rigtige dom. Alt sammen på grund af en anklagemyndighed, som er af den opfattelse, at der skal være nul-tolerance på børnepornografi-området. Også selv om den ”kriminelle” unge oprindeligt var offeret.
Og hvis du tænker på, hvad der skete i den anden sag med babyen, som ikke blev tvangsfjernet, så kan jeg oplyse, at vi her en måned efter den mundtlige afgørelse i Børn og Ungeudvalget fortsat ikke har modtaget nogen skriftlig afgørelse i sagen…
Min oprindelige kronik kan læses her: http://www.folkets.dk/node/612