Derfor er jeg ikke feminist

"I was a feminist, until I knew, what feminism was’’ – Citat ukendt

Jeg har ved flere lejligheder bekendt mig til feminismen og erklæret mig for feminist. Nu er jeg dog begyndt at være forbeholden med at anvende denne betegnelse om mig selv på grund af den retning, som den klassiske feminisme har udviklet sig i.

Engang troede jeg, at denne form for feminisme handlede om frihed og lige rettigheder, indtil jeg indså, at den dagsorden for længst var udspillet til fordel for krav om særrettigheder, tvang og en mærkbar aggressiv retorik over for hele det mandlige køn. Dette lå langt væk fra det oprindelige feministiske projekt, som det var tiltænkt, og derfor var jeg nødt til at revidere min opfattelse af feminismen.

Kønsdebat om kønsbehåring

Efter en del overvejelser er jeg nået frem til, at jeg ikke længere synes, at det giver mening at være feminist i dag. Vi lever i et af verdens mest ligestillede samfund, hvor kvinder har flere muligheder end nogensinde før i historien. Dertil kommer, at kønsdebatten og feminismen er kommet til at dreje sig om mindre vigtige emner, som for eksempel kønsbehåring, som vel mest af alt er en sag, der hører til privatlivet. Intet er for småt til at blive taget op, og for feministerne er alt politisk. Dette udstiller på slående vis, at ligestillingen har sejret på stort set alle områder.

Debatten er kørt ud på et sidespor, og enhver, der vover at anfægte feministernes budskab, bliver med det samme erklæret for en fjende af feminismen. Flere gange har jeg i debatter oplevet, hvordan kritiske debattører bliver forhånet eller ligefrem udelukket fra debatten, og fronterne mellem feministerne og de såkaldte anti-feminister er trukket skarpt op. Der er ringe muligheder for en frugtbar dialog, og de fleste debatter munder ud i personbeskyldninger og mudderkastning fra begge sider, så de færreste har lyst til at deltage i debatter hos modparten. Samtidig er jeg af den opfattelse, at det ikke giver så meget mening at kæmpe for frihed kun for et bestemt køn, selv om feministerne så smukt erklærer, at deres frigørelsesprojekt også gælder mændene, men i praksis er det sjældent tilfældet.

Jeg foretrækker at kalde mig selv for tilhænger af ligestillingen, men en stor modstander af enhver form for særbehandling fra statslig side. Vi opnår ikke frihed for kvinderne ved at indføre en ny form for ufrihed. Det bunder i en stor misforståelse, som kan føres tilbage på en tankegang, der lyder på, at kvinder skal have en særlig behandling, fordi de har været undertrykt gennem hele historien. Selve denne indignation er forståelig, men ikke desto mindre skal vi ikke rette os efter den, da det vil føre til et tilbageskridt for hele ligestillingen.

Vi skal sige fra over for forskelsbehandling

Jeg synes bedre om den liberale feminisme, som trods alt kæmper i mod disse frihedsindskrænkende tendenser hos feminismen, men ikke desto mindre mener jeg, at der ikke er så mange kampe tilbage at kæmpe. Disse kampe udkæmpes bedst ved at fokusere mindre på køn og mere på mennesker. Det er endnu et paradoks ved feminismen, der hævder at ville reducere kønnets betydning, men på trods af det retter et ekstremt fokus mod det. I sidste ende kan feminismens succes blive dens fald, hvis feministerne ikke indser i tide, at feminismen har bevæget sig ud på et skråplan.

Spørgsmålet lyder, om samfundet overhovedet har brug for feminisme længere, og om feminismen har udtjent sin rolle. Jeg hælder mest til den opfattelse, og måske vi burde koncentrere os mindre om navlebeskuende problemer og mere om resten af verden, hvor de døjer med alvorlige ligestillingsproblemer. Set i det perspektiv virker det omsonst, at vi diskuterer, hvordan mennesker privat indretter deres liv, hvilket er og bør være en sag for det enkelte individ og familien – og ikke for feminismen.

Det er vigtigt at sige fra over for den feministiske diskurs, når den bevæger sig hen i mod en ny form for forskelsbehandling baseret på køn og uretfærdighed. Feministerne har allerede overtaget det meste af dagsordenen i medierne, og få stiller spørgsmålstegn ved den feministiske konsensus. Ikke desto mindre er det essentielt at tage et opgør med denne form for feminisme, der har udviklet sig forkert og mangler en grundlæggende respekt over for individets private valg. Kun derved kan vi bevare et frit og åbent samfund. Derfor er jeg ikke feminist.