Justitsministeriet har i samarbejde med Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet "afgjort", om der afgives suverænitet ved en dansk deltagelse i bankunionen. Og dermed om folket skal spørges.
Og det skal det ikke.
Her kan man jo først undre sig over, at der ikke er nogen ekstern juridisk autoritet inde over så vigtige overvejelser. Men nej, det er tre ministerier. Det svarer lidt til at lade tre afdelinger i en virksomhed udføre en ekstern revision.
Men det bliver værre endnu. For nærlæser man ministeriernes notat, kommer man frem til følgende "begrundelse" for, at vi som folk ikke skal høres i spørgsmålet om bankunionen:
Da forordningen er vedtaget inden for rammerne af artikel 114 i TEUF, kræver dansk deltagelse i forordningen allerede af den grund ikke, at proceduren i grundlovens § 20 (igen) følges.
Oversat til almindeligt dansk betyder dette, at en folkeafstemning er overflødig (i ministeriernes øjne), fordi danskerne i 1972 stemte ja til EF!
Ja, det er helt alvorligt deres argument og position i den her sag. Men det er jo vanvid.
VANVID!
Det svarer til at en avis sender et girokort til dig og forklarer dig, at du bare har at betale, fordi din far for mere end 40 år siden tegnede abonnement – på en helt anden avis!!
Det er rent ud sagt tosset.
Mener Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet virkelig i fuld alvor, at en helt anden generation af danskere har givet Folketinget en eviggyldig blankocheck og fuldmagt på folkets vegne ved EF-afstemningen i 1972?
Mener Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet virkelig, at danskerne nu kan presses ind i enhver ordning og europæisk forpligtelse, uanset hvor dyr og irrationel den er set med danskernes øjne?
Det mener de åbenbart.
Og hvad med os? Kan vi danskere lære noget af dette? Kan vi som folk drage vores egen konklusion?
Ja.
Vi har lært, at giver vi politikerne og embedsmændene en finger, så tager de hele armen.
Vi har lært, at de er fløjtende ligeglade med om hovedparten af den nulevende befolkning end ikke var gamle nok til at stemme i 1972 - ja, mange var ikke engang født.
Vi har altså lært, at politikerne og embedsmændene bruger vores 'ja' ved en folkeafstemning endegyldigt ud i al uoverskuelig fremtid – når det passer ind i deres kram.
Derfor ved vi aldrig, hvad de engang ude i fremtiden kunne tænkes at bruge vores 'ja' til.
Tør man da på baggrund af den viden, vi nu har opnået, nogensinde igen sige 'ja' til noget, de fremlægger omkring EU og Danmark?