Vi skal bruge 332 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

Replik til Lotte Bliddals "System før mennesket"

Antal

Debatindlæg af Ib laugesen

Jeg har på opfordring af Folkets Avis skrevet nedenstående artikel.

Nogen vil nok kalde min kommentar unødig besværliggjort, og måske er det korrekt. Det står frit for enhver at tænke. Jeg er dog klar over, at jeg bryder alle regler for en teksts form og længde, og at jeg er en uøvet debattør.

Men jeg er også klar over, at jeg har ord på hjertet, og jeg i min tekst brænder for at slippe ordene løs uden forbehold for, hvordan “man” skriver korrekt.

Jeg har i min kommentar for det meste valgt en systemteoretisk terminologi som min sprogdragt, idet abstraktionsniveauet i systemteorien synes at kunne italesætte mine pointer og folde mine krøllede tanker ud.

Jeg har interessen for den levende litterære tanke, hvor det altid er tankes opgave, at bringe mig tættest muligt på det, som den skal tænke og beskrive, nemlig virkeligheden som en foranderlig proces af menneskelig aktivitet.

Jeg har også en udpræget interesse for den formelle artikulation, fordi den ikke blot kan, men også skal kunne fastholde en form eller en syntaks, da den muliggør tænkning.

DESVÆRRE bliver den tanke, der skulle medvirke til at skabe væsentlige forandringer for vores samfund, fastholdt af systemtvang i et autopoetisk forhold.

Det der blot skulle være et middel til en videre tænkning og dermed frigøre menneskets transcendentale ambition, er i stedet i min betragtning blevet til en samfundsmæssig stigmatisering af det enkelte menneske, der nu anskuer omgivelserne fra kanten af en mentalt låst rolle.

Et samfunds stereotyper får altid åndedrætsbesvær, når den sociale skabelon klemmes af trafikale frygtstrukturer.

Lotte Bliddals artikel “Systemet før mennesket?” stiller interessante samfundskritiske spørgsmål til den systemiske konstruktion af den offentlige sektor/institution:

F.eks. hvordan kan det lade sig gøre, at pædagogerne ikke kan se de faktiske omstændigheder - og at de i stedet opererer med en meningsantagelse, som er forudfattet for - og konstruerende for den virkelighed, som pædagogerne ser?

Hvad er det for nogle mekanismer i den systemiske kontekst, der gør, at pædagogernes virkelighed ser anderledes ud, så at de konkluderer anderledes på forældre-barnrelationen end, hvad Lotte Bliddal gør?

Introduktion i systemet før mennesket

Jeg har i flere år funderet over tingenes systemtilstand i den offentlige forvaltning. Jeg har søgt efter den nøgle, der kunne afkode de systemiske præmisser, hvorfra den offentlige forvaltning genererer sin virkelighed.

Jeg har hertil fundet en videnskabelig teoretisk metode, der formår på fyldestgørende vis (efter min overbevisning), - at filtrere det enkelte menneskes subjektive tolkning fra og definere det præmis, et system er tilstede på som den systemmekanisme, der kommer før mennesket.

Niklas Luhmann har reformuleret systemteorien indenfor systemteoriens egne betingelser, og har herved udviklet en universalteori, herunder et begreb, som han kalder en funktionsanalyse.

En funktionsanalyse er et teoretisk analyseværktøj. Værktøjet anvendes som en metode til at beskrive de autopoetiske systemer. Dvs. præmissen for de lukkede systemer. De systemer som vi alle kender og italesætter som den offentlige forvaltning.

Funktionsanalysen er en teoretisk iagttagelse af den iagttagelse, der rumme antagelser om systemet og omverden, som det der går forud for enhver beskrivelse af et system.

Iagttagelsen af iagttagelsen indgår som en metodisk disciplin, når et objekt tages i observation. Herfra indskrives observationerne i en systemisk kontekst, hvor termen “system” opfattes som autopoietisk, på lige linje med en biologisk celles funktionsniveau.

Teoriens styrke beviser sig også ved, at kunne udspænde, dvs. udfolde en situations komplekse netværk af data imellem to poler uden at skillevæggene kollapser. Desuden udelukker teorien, at dens forklaring skaber nye moralske dilemmaers indflydelse.

Teoriens tankekonstruktion er, at verden ikke lader sig forklare moralsk, kun teoretisk lader verden sig forklare og begribe. En moralsk antagelse vil blot føre til en ny og anden moralsk antagelse.

En beskrivelse ved hjælp af en funktionsanalyse evner, at blotlægge og afparadoksere en sags kompleksitet fyldestgørende ved bl.a. at udelade de moralske dilemmaer indflydelse.

En moralsk antagelsestilgang til en sags kompleksitet gør blot, at et system gør sig selv blind for sit eget udgangspunkt i iagttagelsen - herved opstår der en hierarkisk personanseelse i systemets vurdering af omverden og dets klientel, som en logisk følge af moralens konsekvens.

Nogen bliver lidt bedre end andre. Noget bliver lidt mere adfærdsmæssigt korrekt og rigtigt end noget andet og systemet kan ikke længere se skoven, for bare træer.

Når et system i sit udgangspunkt har en antagelse eller en moralsk forestilling om et given objekt, forud for systemets møde med et objekt, sker der en selvopfyldende profeti af antagelsens underliggende forventningskrav, som det psykiske fænomen der træder i kraft i systemets møde med objektet.

Det sker hverdag og hele tiden, fordi et system og et systems rolleelementer aldrig er forventnings- eller forudsætningsløse tilstede.

Fænomenets natur gør, at systemet bekræfter sig selv med en fysisk handling. Som en automatiseret systemfunktion tjener systemrollens handlingen til at legitimere systemets forudsætninger som korrekte og med en eksistensberettigelse. Omend eksistensberettigelsens ligitimering sker, som i eksemplet med pædagogerne, på et forkerte præmis i systemrollens iagttagelse, dvs. som ikke er i overensstemmelse med situationen, men på trods af situationens reelle indhold og det faktiske hændelsesforløb.

Lotte Bliddals beskrevne eksempel med pædagogerne illustrerer med al tydelighed pædagogernes fejlagtige iagttagelse af forældre-barn relationen. I eksemplet tilskriver pædagogerne forælder-barnrelationens data en værdi i en systemisk dikteret men virkelighedsforvridende kontekst.

Systemkodernes automatisering koloniserer sindet

Selvom et systems professionsroller tror sig at være aktiv undersøgende i sin iagttagelse af udefrakommende fra omverden givne objekter (forældre-barnrelationen), ses det, at systemets roller er kodet af systemet egne koder for, hvad der er virkelighedens realitet, således at rollerne iagttager situation med en forudfattet antagelse, - som en implicit systemfaktor, der generes i systemstrukturen, - uden at systemrollen eller personbæreren ved af det.

Et systems autopoiese (som er et meningssystems naturlige afsæt) afgør altid iagttagers konstruktion - og afgør, hvordan påvirkninger udefra får lov til at indvirke på systemet.

Illustrationen i eksemplet med pædagogerne svarer til, at jeg giver kamillete til en syg, med den begrundelse at andres erfaring et x antal gange har bevist, at det hjælper. Det gør jeg, uden at jeg ved egen erfaring har fået et bevis for, hvorfor det hjælper.

Men jeg handler alligevel som om, at jeg ved det. Andres overleverede erfaring har jeg uden kritik taget til mig, som værende korrekt.

(Når vi taler om mig og min bevidstheds platform kaldes det “min bevidstheds autopoiese”.)

Min antagelse om at kamillete har en helbredende virkning, er frakoblet mit eget erfaringsgrundlag. Men alligevel handler jeg pr. automatik i overensstemmelse med en antagelse, som jeg (uden at vide det) har kopieret ind i mit eget erfaringsmateriale med en meningstilskrivelse og med en værdi, som om det var en egen oplevet erfaring.

Den professionelle rolles opgave og funktion eksisterer teknisk set - foruden den personlige integritet. Den professionelle rolle består af en given forventningsstruktur med en meningstilskrivelse og med en udadgående forhandlingsværdi, der på forhånd er defineret af systemet.

Men da det er den selvoplevede erfaring, der samler den personlige integritet i rollen, og som bærer og giver rollen dens liv og ånde, kan det logisk udledes, at det er åndens liv, den personlige integritet der levendegøre formens indhold og muligheden for at kunne komme med et kvalificeret skønssyn. Det kan også udledes, at det er systemet, der skaber rollens forventningsstruktur, ... og at systemets overleverede bogstav, (der er foruden personbærerens personlig integritet), slår mere ihjel ,end at det gør levende, fordi det handler blindt.

Et gammelt ordsprog siger: “Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.”

Systemets dikterende opdragelse af personbærernes opførsel og adfærd i rollerne, er afgørende for systemet opretholdelse og legitimering. For systemet handler det for eksempel om, at personbæreren, ikke blot afleverer deres opgaver ( et færdigt skrevet brev) på en bestemt måde, men systemet insisterer på, at koloniserer sindet ved at følge med hele vejen ind til bordet, hvor brevet skal ligge og herefter sørge for, at brevet ligger præcis, hvor det skal. Systemets koder kolonisere livsverden med den rigtige attitude i rollen og sørger for, at der bankes på døren det rigtige sted, at der ikke går unødig opmærksomhed til spilde på noget andet unyttigt på vejen til kontoret, alt imens at personbærerne i systemrollen selvfølgelig har båret andres breve med hele vejen. Systemet overbeskytter sin rolle hele vejen med ind lokalet, og bliver herefter hængende som en kontrollant i luften. Det giver personbærende en følelse af tryghed i rollen som systems belønning. Personbærernes systemfunktion bliver dermed den vigtigste opgave i verden.

I Lotte Bliddals eksempel med pædagogernes fejlagtige iagttagelse af forældre-barn relationen synes systemet at have låst rollens perception fast – ved at forbyde den personlige integritet som en karakter i rollen. Systemet har dermed låst muligheden, for at personbæreren i rollen kan se situationens kompleksitet. Personbæreren handler pr. automatik på rollens indbyggede instinkter og ikke længere sine egne.

I systemets fastlåste antagelser af omverdens virkelighed kvæles personbærerens personlige integritet, af de systemautomatiserede koder der nu engang reproduceres i rollen.

Systemets koder funktionsstyrer den forudfattet meningsantagelse som et kognitivt filter indover personbærerens tanker og meninger og stiller sig som en dommer over personbæreren og forhindrer dermed personbærende bag systemrollen - i, at se omverden med en egen opbyggede integritet. Personbæreren kan således ikke begribe realitetens komplekse omfang, og sagens faktiske omstændigheder eller klientellets koder.

Et højt uddannelsesniveau kan ikke kompensere for den psykiske varme gestus, det er, når en person i en professionsrolle evner, at knytte an til nuet, som det forandringspunkt i tid og rum, hvor virkelighedens realiteter har en faktisk mulighed for at kunne folde sig ud. Virkeligheden og virkelighedens muligheder folder sig aldrig ud bagudrettet i fortid, heller ikke i fremtid, men altid lige nu, i nutid.

Her handler det mere om graden af det enkeltes menneskes evne til at opbygge egen personlig integritet og modenhed, og det handler om det personlige mod til at knytte an til en situations øjeblik, - at tillade sig at blive forstyrret, selvom det koster en personlig pris med et muligt personligt tabt i indsatsen – og ved denne handling forblive sårbar intakt med sig selv, påtage sig sin svaghed i adfærd som den grundsten, der er for al personlig integritets udvikling og dannelse.

Men systemverdenen har overtaget magten fra menneskets livsverden, og kvalt den personlige integritet, selvom den er langt mere klog og nuanceret end systemerne.

Hvis ikke der kan skabes en form for lydelig ”systemstøj” der kan høres af den institutionaliserede rolle i systemet, får systemet held til at legitimere sin selvberettigelse på de forkerte præmisser og med et karakterdrab af empati i systemrollen.

Desværre sker det ved at sparke sin egen målgruppe socialt nedad.

Det system der kun måler og vejer omverden med en gold systemisk logik, mister og udskiller den personlige integritets empatiske medfølelse i sin konstruktion af den systemiske professionsrolle.

System bestemmer dermed sine systemrollers perception, og fodre rollernes faglige koder med den korrekte forståelse af, hvordan omverden skal opfattes i en rekursiv proces. Mennesket/personbæreren af systemrollen bliver koloniseret af systemets ideologi og formår ikke længere at tænke selvstændigt.

Systemernes styringslogik kvæler kreativiteten, og på den lange bane, udviklingen af den offentlige sektor.

Det empatiske og medfølende karaktertræk, er dog en forudsætning for, at der kan ske en udvikling af den personlige integritet i rollen. Det er samtidig også den nøgle i rollen, der evner at lukke systemrollens koder op, således at den enkeltes personlige integritet yderligere kan vække det latente foranderlighedsparate udviklingspotentiale til live i rollen.

For at rollen kan tilpasse sig og ændre sin systemadfærd, og bringe rolleadfærden ind i en overensstemmelse med den aktuelle situationen, i højde med omverdens niveau af kompleksitet må det latente foranderlighedspotentiale være i spil.

Et system kan kun blive realorienteret i faktisk tid og sted og i stand til at iagttage det umådelige komplekse netværk af processer i de faktiske omstændigheder, når systemet, samtidig er i stand til at afparadoksere sine roller med personbærerens iboende foranderlighedspotentiale. Det sker altid ved hjælp af den systemstøj, der kommer fra omverden.

Man kunne sige, at et system der ikke er i stand til at afparadoksere sig selv ved hjælp af sine systemsatte rollers foranderlighedspotentiale, synes ikke at være i stand til at se skoven for skoven på grund af skovens mange træer.

Systemet må og skal ud af skoven, og på passende afstand af skoven, for at kunne se helheden af hele skovens omfang - og som en følge heraf, detaljens sammenspil med helheden.

Ligeledes er forholdet imellem systemrollen og den personlige integritet hos personbæreren af systemrollen. Rollens midlertidige indehaver må på afstand af systemrollens koder for ikke at den personlige integritet skal stivne i systemrollens funktioner og blive til en af systemets automatiseringer.

Fordi personbæreren af systemrollen udgør en modpol til systemet og systemets professionelle systemrolle.

Personen bag systemrollen må og skal på afstand af sin systemrolle, for at kunne frigøre - og anvende sin egen latente personlige integritet som et latent foranderlighedsparat udviklingspotentiale indenfor rollens forventningskonstruktion … og fra rollens kant afprøve virkelighedens grænser.

Men hvordan kommer den personlige integritet på afstand af systemrollen? Hvordan kan et system komme på afstand af sig selv?

Et system er jo aldrig forudsætningsløst tilstede ligesom et menneske heller ikke er forudsætningsløst tilstede. En forudsætning er defineret ved at have en antagelse om et givent forhold på forhånd - En antagelse er defineret ved, at bestå af et sæt tanker, som ligger i et logisk indbyrdes forhold på kryds og tværs, så at tankerne til sammen danner en afgrænset kompleks enhed, som en helhed op imod en verdens uendelige kompleksitet.

En logisk enhed til forskel fra en anden hel enhed, har altid har en meningsgrænse imellem sig. Ethvert system har ligeledes en meningsgrænse, og er at sammenligne med en flydende ø i et øhav. I udgangspunktet adskiller enhver øenhed sig fra omverden med en lukket meningsgrænse som et nødvendigt udviklingspræmis. Desværre ses det i vor samtids politisering af befolkningen, at meningsgrænserne får en attitude af angreb og et låst forsvar overfor omverden.

Graden af systemets evne til at afparadoksere sin lukkethed (autopoiese) dvs. evnen til at lukke op, er afgørende for indholdet af den tankeproces, der opstår i personen bag den professionelle systemrolle, i iagttagelsens konstruktion af et given objekt.

Det er afgørende for processen, hvordan påvirkninger udefra i form af systemstøj får lov til at indvirke på systemets iagttagelse.

Man kunne sammenligne det med en blændes tidsindstilling på et manuelt indstillet kamera, hvor indstillingen bestemmer, hvor meget lys fra virkelighedens realitet der må slippe ind. System indstiller selv blænden i den tro og forestilling, at det får alle tidens kulturelle værdizoner med på fotografiet, og anvender derfor fotografiet som et fyldestgørende objektivt dokument for situationen.

Men heller ikke et system kan fraskrive sig egne forudsætninger og være foruden de subjektive antagelser, der giver blinde lyspletter i iagttagelsen.

I funktionsanalysen af et system analyseres kontrasten imellem to værdier som det, der skaber og muliggør, at en situation kan folde sig ud og blive til som et iagttageligt rum for den iagttagende.

Niklas Luhmann kalder det, at kunne holde kontrasterne i spænd og skabe et rum for iagttagelsen for ”konteksturer”.

Det er den iagttagelse der i første omgang inkluderer, hvad den, på et førbevidst plan udelukker med en automatisk tanke i sin operation.

Automat-tanken binder og gør blikket blindt for en stor del af situationens komplekse datamængde, idet vi almindeligvis ikke lægger mærke til samtlige og alle de komplekse implikationer af antagelser, der er på spil i vores iagttagelse. Vores bevidsthed herom evner ikke at begribe sig selv i nuet af sin egen opståen og væren.

“Med lov skal land bygges” står der hen over Københavns retsbygning på Gammeltorv.

Ligeledes er det med personbærerens bevidsthed- og adfærdsfunktion i systemrollen. Funktionerne styres af systemets autopiestiske lovkoder, der kun vil legitimere sig selv.

Systemets lovkoder er låste adfærds- og handlingsregler for systemrollen. Systemets lovkoder fungere som en kognitive lovbase for hele systemets kontekstbestemte udsyn – og lægger et farvet filter ind over den iagttagende virkeligheden, der er bestemmende for opfattelsen af, hvad der er korrekt og ukorrekt adfærd for systemrollen. Lovkoderne forholder sig konkret til omverden ved at konstruerer små udsnit (fortolkninger og begreber i systemet) af omverdens virkeligheder som et beredskab for den professionelle systemrolle.

Både et systems og et menneskes iagttagelser opererer indenfor et sådanne underliggende ordnet semantisk univers. Når en iagttagelse kommunikeres ved hjælp af sproget, er der således allerede foretaget en kompleks operativ reduktion af kompleksiteten, som et udsnit af virkeligheden, uden at vi sædvanligvis er bevidste om det. Da et system og den menneskelige bevidsthed ikke opererer udenfor, men netop indenfor en ordnet semantik, mistes iagttagelsen af selve operationen. Systemet har derfor problemer med at se skoven for bare træer.

Et system vil altid være naturligt præget af en subjektiv reduktion og en konstrueret tilgang som den naturlige udvikling af en egen meningsgrænse, hvorfra systemet med begreber begriber og overskuer omverden, som en fragmenteret lukket begrebskonstruktion af virkeligheden. Ved hjælp af systemets virkelighedsbegreber, og ved hjælp af den systemkodede rolle skal personen bag systemrollen begribe og behandle et udsnit af omverdens komplekse virkelighed som en af systemets funktioner.

Forudsætningen for at kunne lukke op og skabe en åben dialog – sker i udgangspunktet fra et lukket rum, hvorfra en dør kan lukkes op. Men døren kan være smækket så ubehageligt hårdt og viljefast i, at systemet må bruge hårdhændede metoder overfor dem, der bliver ved med at banke på døren, i håb om at døren engang vil åbne sig.

Systemets udvikling af egen kompleksitet og rummelighed overfor omverden fordrer, at systemet har modet til at åbne døren op og sætte egne meningsfulde sandheder på spil dvs. lade sig forstyrre af systemstøj.

Noget af den problematik der pt. gør sig gældende i vores samtids offentlige regi i Danmark, synes at være:

Den altid pågående modernisering af den offentlige sektor, at systemet konstant står overfor en effektiviserings- og besparelses-strategi.

Samtidig med at en global ideologisk økonomisk krise står for døren og truer med besparelser og fyringer, genererer den ideologiske og den økonomiske krise en intern frygt i de offentlige systemers fag-professionelle roller. Sidstnævnte frygt går direkte ind og truer den enkeltes medarbejders personlige integritet og bremser herved det bærende udviklingselement i den fag-professionelle systemrolle.

Dagligt skal den enkelte medarbejder gå på kompromis med egen samvittighed i mødet med borgeren på grund af frygt og økonomiske incitamenter. Langsomt lukker den professionelle systemrolle sig neden om - og hele vejen rundt om den enkeltes personlige integritet - på stigmatiserende vis.

Herved nedbrydes den personlige integritets udvikling af en egen meningsgrænse (samvittighedsgrænse). Det sker ved at systemet flytter personbærerens samvittighed ud i selve rollens dikteret platform, og herved erstatte samvittigheden hos personbæreren af rollen med systemets egen meningsgrænse - som et automatiseret mentalt systemelement i rollen. Uden personbærerens samvittighed generer systemets automatik mentale elementer i systemets roller, som langsomt forvandler rolleindhaverne til små, nidkære, følelsesforladte, uempatiske, regelryttere.

Systemets professionsrolle er en rolle, hvor betingelserne for ejerskabet og indholdet er defineret af systemets egne autopoietiske systemkræfter.

Systemets ejerskabet af rollen gør, at systemrollen vil forbliver intakt i systemet, selvom den ansatte, der hidtil har udfyldt systemrollens funktioner, forlader systemrolle ved f.eks. en fyring. En anden person vil da blive ansat til at udfylde og bærer rollens forventningsstruktur videre som en funktion i systemet.

“Barnet” bliver så at sige kvalt … i manglen på luft-tilførelse og smidt ud med badevandet.

I Lotte Bliddals beskrevne eksempel med pædagogerne kommer det “kvalte barn” til udtryk ved, at pædagogerne ikke kan iagttage forældre-barn relationen, som den omverden de skal bearbejde og behandle med faglige redskaber.

I tilfældet “barn-forældre relationen” ser pædagogerne ingen forstyrrende elementer, der kan vække og sætte deres egne faglige sandheder i spil.

Det er tydeligt, at der er låste logikker på spil i systemrollernes faglige iagttagelse. Det ses, at pædagogernes iagttagelse har bundet sig til en systemgenererede pol og entydighed i systemrollens systemiske meningsgrundlag.

Det ses, at den professionelle rolle har mistet den spænding, der er mellem polerne “den personlige integritet" og den fag-professionelle systemrolle.

Kun ved, at holde spændingen mellem polerne udstrakt opstår der et "tredje iagttagelsens rum”, som en konstrueret realitet, som det spændingsfelt iagttagelsen fagligt har behov for.

Kun af det “tredje iagttagelsesrum” kan der fremkomme faglige beskrivelser på et kvalificerende og fyldestgørende niveau, - som den disciplin i den faglige iagttagelse, der altid bør gå forud for en endelig truffen afgørelse.

Da der desværre ikke er tradition for at gå hinanden på ’klingen’ i det offentlige regi, fastholdes sådanne systeminterne modsigelser som et hengemt, blindt og låst paradoks, som systemets “aktuelle” version af omverdens virkelighed.

Selvom det pædagogiske personale ikke nødvendigvis er opmærksom på de implikationer, der indgår i situationens kommunikative operation, er de intersubjektive erfaringsfelter (læs antagelser) i rollen nødvendige at få sat i spil som skønsvurderinger, når der skal træffes en endelig afgørelse i systemets bearbejdelse og forandringsstrategi af omverden.

Det er vigtigt, at systemet tillader denne skønsudøvelse for at kunne skabe et “tredje iagttagelsens rum” som en balance og et udkigshul imellem systemet og personbæreren af systemrollen.

Samtidig er et afgrænset systemfelts koder overfor omverden en forudsætningen for, at det latente forandrelighedspotentiale kan sættes på spil i rollen.

Personbæreren af systemrollen får fra kanten af systemrollen og ved hjælp af systemets meningsgrænse en mulighed for i det “tredje iagttagelsesrum” at kunne iagttage og indfange de koder, der er på spil i det iagttaget feltobjekt.

Det pædagogiske personale havde derfor en faktisk mulighed for at tilvælge og indsamle de intersubjektive koders logik i det iagttagede situationsfelt “forældre-barnrelationen”, og fortolke dem i de mentale forståelsesstrukturer, der er indenfor deres egen konteksts semantiske univers, hvis blot ikke professionsrollens systemkoder kvalte den personlige integritet som en af systemets systemfunktioner i systemets overlevelsesstrategi.

Omvendt er det med det afparadokserende system. Det er et system, der har modet til at ville se omverdens faktiske realiteter i øjenhøjde. Det er det system, der tillader, at systemets professionsroller bliver genopladet med den personlige integritets foranderlighedsparate potentialer, som noget der aktivt vækkes og udfolder sig mellem polerne: Den personlige integritets udtryk kontra systemets ejerskab over professionsrollens meningstilkendegivelser.

Kun herved bliver det iagttagende felt til et intersubjektivt iagttagelsesfelt, der kan anvendes til at udvikle systemets meningsgrænse.

Kodernes indbyggede modsætnings- og betydningsstruktur er i det “tredje iagttagelsesrum” i stand til at udfolde situationens kompleksitet og samtidig reorganisere de systemelementer, der indgår heri, når blot systemet evner at afparadoksere sig selv i overensstemmelse med den konstrueret iagttaget realitet.

Ved en sådanne beskrevet etablering af det intersubjektive oplevelsesfelt, bliver det pædagogiske personale i stand til at placere sig indenfor de faktiske forståelsesforhold, og indenfor den kulturelle tidszone af barn-forældre relationens handlingsmønstre - som et genkendeligt oplevelsesfelt sammen med forældrene. Hvilket er en afgørende forudsætning for at kunne arbejde og komme med kvalificeret afgørelser i systemets forandringsbearbejdelse af omverden.

Når situationen så alligevel ender med at få en løsning som et kompromis, kan det kun forklares ved, at systemets tvinges til, at aktivere sin forandringsmekanisme (afparadoksering) ved hjælp af irriterende systemstøj.

Systemets professionsroller tvinges til, at justere koderne i meningsgrundlaget, så systemets kompleksitets niveau kommer i overensstemmelse med forældre-barn relationens kompleksitet. Men systemet er jo samtidig også forpligtet til at aftage et mindstemål af deres klientel som et legitimeringsgrundlag.

Det handler om at trænge ned i de systemiske lag, der rummer logiske selvmodsigelser i det sammenhængende netværk af forbundne antagelser, som et system organiserer sig ud fra, når det markerer sin systemgrænse.

Lotte Bliddals tilstedeværelse blev opfattet som irriterende systemstøj.

… Bliv ved med det Lotte Bliddal - Advokatfirmaet Johansen og Bliddal …

Det handler om løsninger med fokus på mennesket.

Meta
Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:30