Op til valget i 2015 vil vælgerne blive præsenteret for en buket af løfter, beskyldninger og påstande, som politikerne håber kan være med til at placere vores kryds ved lige præcis dem. De vil snakke om de udfordringer og problemer som de selv tager seriøst, mens de vil male et billede af modstanderne som nogle der vil være en katastrofe for landet.
Langt størstedelen af vælgerne vil labbe argumenterne i sig, og gå ned og stemme på disse politikere. Der er jo problemer der skal løses. Men alle overser det suverænt største politiske problem i vor tid, et problem som er ret åbenbart for de fleste imellem valgperioderne, men som bliver mere og mere usynligt jo tættere vi kommer på et valg, da vi blæser illusionen om medindflydelse op.
For det største problem i vor tid er uden tvivl vælgernes manglende mulighed for at sige fra overfor politikerne. Det er et paradoks:
Vi er åbenbart kompetente nok til hvert 4. år at sætte kryds ved kandidater og partier ud fra en valgkamp hvor vi skal tage stilling til komplicerede sager som landets finanser, økonomiske planer, trafik, sundhed, helhedsskole, dagpenge, efterløn, kontanthjælp, klima, salg af DONG, krig, udenrigspolitik og så videre, men når et flertal i Folketinget så rent faktisk stemmer et lovforslag igennem, så har vi absolut intet at skulle have sagt.
<span class="pullquote">Vi skal bare bukke og skrabe for ordrerne der kommer i en lind strøm fra Christiansborg</span> og ministerkontorerne. Hvorfor har borgerne ikke mere indflydelse end det?
Faktisk er spørgsmålet hvorfor vi ikke har den basale menneskelige rettighed til at sige “nej” til politikerne? Vi snakker konstant om hvordan det i sidste ende er borgerne der styrer og at valgdagen er folkestyrets festdag, men når det kommer til stykket udviser politikerne os ikke den minimale respekt det ville være, at vi kunne sige nej til dem på alle andre dage i valgperioden.
Når Folketinget f.eks. vedtager en mørklægningslov så vi ikke længere kan se dem over skuldrene, samtidig med de udvider overvågningen af alle os andre, så kan vi ikke sige noget så simpelt som “nej”? Hvorfor ikke?
Det skorter da ikke på eksperter som udtaler sig i forbindelse med lovforslag, debatter i medierne og folk som stabler underskriftsindsamlinger på benene, så hvorfor kan vi ikke ved en generel afstemning sige “nej” og lægge sagen død, hvis vi mener at politikerne bevæger sig ud et sted hvor vi ikke vil hen?
Problemet er reelt ganske stort, da der <span class="pullquote">de facto eksisterer en så voldsom skævvridning af magtforholdet mellem politikere og borgere, at man ikke på nogen rationel måde kan tale om “folkestyre”</span>. Sandheden er, at politikerne (og embedsmændene) bestemmer og vi andre adlyder.
For politikerne i Danmark er bundet af ufatteligt lidt. Vælgerne har ikke en kontrakt med dem, og de kan dermed løbe fra deres løfter hvis de skulle få lyst. De er ikke en gang bundet af lovgivningen til at skulle repræsentere deres vælgere på en loyal måde, ved f.eks. at arbejde for de løfter de afgav ved valget. Hvad blev der f.eks. af de 12 minutter og den billigere offentlige trafik i 2011? Nå, det var lige et valgløfte der ikke blev overholdt, men tak for din stemme, og bedre held om fire år.
Hvor det er konsekvensløst for politikerne og partierne at løbe fra deres løfter, er befolkningen derimod juridisk bundet af a-l-t politikerne vedtager, uagtet om de er uenige eller om politikerne der stemmer for det dermed bryder deres valgløfter.
Selv Grundloven er hullet som en si på områder der egentligt var ment som en begrænsning af politikernes magtambitioner overfor borgerne og det samme kan siges om Højesteret som nærmest har gjort en dyd ud af ikke at agere forfatningsdomstol som sætter en stopper for politikernes udfoldelser.
I dag er befolkningens indflydelse for de flestes vedkommende, begrænset til med flere års mellemrum at sætte et kryds ud for en kandidat eller et parti, som så skal repræsentere dem i Folketinget. Det indebærer ganske store problemer.
For det første kan vælgerne ikke være sikre på at de kan finde en kandidat eller (mere realistisk) et parti, som stiller op med et valgprogram de er helt enig med. De fleste vælgere går i virkeligheden på voldsomt kompromis med deres holdninger når krydset skal sættes. De får en begrænset demokratisk menu, med den hage, at de kun får en minimal indflydelse på hvad de i sidste ende ender med at få, fordi andres stemmer skal tælles med.
For det andet kan vælgerne ikke engang være sikre på, at det de vælger på den demokratiske menu rent faktisk er det de får. <span class="pullquote">Bestiller du laksen kan du ende med at få en tarvelig ostemad - endda uden at du kan klage</span>, sende maden tilbage eller forlade stedet og gå et andet sted hen og spise. Faktisk vil du være tvunget til at spise hvad end der bliver serveret, for politikerne der bliver valgt træffer beslutninger du er tvunget til at være en del af. I værste fald kan stemmen blive rent selvforsvar i frygten for det værste af to eller flere onder. Er det virkelig en tilstand vi i ramme alvor kan kalde folkestyre?
Det problem kan rettes op, hvis vælgerne i et eller andet omfang, har mulighed for, at sige “nej” til politikerne efter de er valgt ind. Det ville være et skridt mod en tilstand hvor borgerne har mulighed for at styre tingene, selv hvis maden de fik serveret ikke lige var hvad de bad om. Forestil dig, hvis lovene politikerne vedtog, kunne udsættes for en afstemning blandt borgerne:
Vil I hæve skatten? NEJ! Vil I øge overvågningen af os? NEJ! Vil I bore efter skifergas? NEJ! Vil I indføre helhedsskole? NEJ! Vil I give jer selv mere i løn og flere frynsegoder mens I hæver pensionsalderen for os andre og undtager jer selv? NEJ! Og så videre. Det ville give borgerne en langt større kontrol med politikerne, som blev nødt til at forholde sig til os som voksne mennesker i stedet for at tale ned til os som små børn. Man kunne også forestille sig, at styringen af landet kunne udvikle sig i en mere demokratisk retning, hvor nogle kunne sige ja tak til forslag som andre sagde nej tak til, og på den måde gøre lovgivningen mere fleksibel og på én og samme tid give folk mere tryghed og frihed. Vi ønsker og vil ikke alle det samme.
Allerede nu kan jeg forestille mig, at der er nogle som af forskellige årsager vil sige det aldrig ville kunne virke. Men sandheden er, at vi på daglig basis siger ja og nej til ting ustandseligt. Vi skal bare udvide den enkelte borgers mulighed for det når det kommer til politik, ved at give mulighed for at afvise politikernes indblanding i sager vi ikke ønsker de skal blande sig i. Nogle vil måske påstå, at sådan fungerer magtfordelingen ikke, og at politikerne aldrig ville gå med til det. Men det er også bevisligt forkert.
For flere hundrede år siden er det korrekt, at magthaverne ikke accepterede at miste magt. Det er stadig tilfældet flere steder i verden. Men i Europa og andre vestlige lande, har vi allerede udviklet en politisk kultur, hvor de politiske magthavere i parlamenter og regeringskontorer ikke bare har accepteret at de kan miste magt, de ved at det i sidste ende vil ske, at de må gå af og overlade roret til andre.
Med andre ord spredes magten, da den på fredelig vis kan overgå fra en til en anden. Det er det vi ser ved adskillige parlamentsvalg. Ingen regner med at Helle Thorning-Schmidt vil modsætte sig resultatet af et folketingsvalg og begå statskup. Hun ville i øvrigt heller ikke komme særligt langt med det. Der er ganske enkelt tale om at vi har udviklet en politisk kultur, hvor ministre ikke bare anerkender at magten kan glide dem af hænde, det er faktisk så almindeligt accepteret, at de aldrig overvejer at forhindre det.
Vi har i Danmark også allerede teoretisk set bevæget os i den retning jeg foreslår. Selv om det måske er ukendt for mange, indeholder Grundloven allerede elementer af mit forslag. <span class="pullquote">Hvis ⅓ af Folketinget skriver under på at de er uenige med et forslag som er gennemført af flertallet, så kan de kræve det til folkeafstemning</span>.
Problemet i praksis har blot været, at det var politikerne der skulle være initiativtagere til en sådan folkeafstemning, og det er svært når man skal mobilisere politikere på tværs af partiskel, i partier hvor ledelsen måske vender tommelfingeren ned, eller hvis regeringen har skaffet lige præcis nok stemmer til at det ikke kan lade sig gøre osv.
Derfor er denne mulighed også sjældent blevet brugt. Jeg kan kun mindes den er blevet brugt en enkelt gang, hvor en række jordlove blev sendt til folkeafstemning i 1963. Forslaget som blev vedtaget i folketinget faldt med et brag blandt befolkningen. De sagde simpelthen “nej” og verden gik ikke under af den grund.
Problemet med at denne regel ikke bliver brugt i praksis, kan dog løses hvis borgerne fik samme mulighed. Det er den politiske kultur vi skal hen imod. En kultur, hvor der ikke er nogen politikere der kunne finde på at sætte sig imod, at borgerne har mulighed for at sige nej til deres forslag. Det vil være et skridt mod mere og bedre folkestyre og være endnu et moralsk skridt i en retning mod, at borgerne bestemmer i stedet for at der sidder nogle magthavere og gør det for dem.
Det er også ønskværdigt at vi indfører sådan et system. <span class="pullquote">Samfund hvor magten over tid samles, udvikler sig i bekymrende retninger</span> og magten i Danmark har gennem flere årtier samlet sig mere og mere hos ministrene og embedsmændene og er i de senere år endda flyttet til EU-parlamentarikere og kommissærer (som overhovedet ikke bliver valgt af befolkningerne i Europa). Magt kan måske ikke udryddes, men vi kan udvikle et samfund, en kultur og en moral, hvor resultatet er at magten spredes mest muligt.
Jeg vil gerne under understrege at mit forslag ikke er direkte demokrati eller flertalstyranni hvor befolkningen kan stemme sig til alt mellem himmel og jord på andres bekostning. Der er udelukkende tale om at kunne sige nej til forslag som politikerne kommer med. Der er med andre ord ikke tale om en voksen-pendant til at 5. klasse stemmer for at læreren skal gå ned og købe is til dem alle sammen.
Mit forslag går på at forsøge at sprede magten, ved at give borgerne mulighed for aktivt at sætte en stopper for politikernes ditto. I den her sammenligning ville det betyde at læreren kunne sige nej til elevernes flertalsafgørelse. I enhver sammenhæng er det da også kun rimeligt og derfor er det en rettighed vi skal have udvidet til vælgerkorpset.
Borgerne er kvalificerede nok til at have indflydelse på hvem der skal repræsentere dem i Folketinget og er derfor logisk set også kvalificerede nok til at kunne sætte foden ned overfor disse mennesker hvis de mener de går galt i byen med et eller flere forslag. Det er på tide at vi gør denne ret til virkelighed, og gør Danmark til et reelt folkestyre.