En søgning på Infomedia viser at, danske aviser og dagblade siden år 2010 har skrevet ”æresrelateret vold” 91 gange og ”social kontrol” 515 gange. Heri er ikke medtaget antal gange, ordene forekommer i de elektroniske medier som radio og tv. Disse er ikke ligegyldige ord, og det er ikke ligegyldigt hvor ofte, der har været skrevet om emnerne. Der er nemlig rigtige skæbner bag ordene. Hver gang.
Nok læser vi om mennesker, som løber en stor personlig risiko, når de forsøger at beskrive, hvad det vil sige at leve med konsekvenserne af lige præcis de ord, nok læser vi om systematisk undertrykkelse, tæsk, omsorgssvigt og torturlignende mishandling, og nok ved vi, at hver gang en kvinde eller mand vover at træde frem for at fortælle sin personlige historie, har en forhistorie med store personlige omkostninger til følge fundet sted.
Vi følger op på historierne, der danner avisoverskrifterne med empiri, med henvisning til antal henvendelser til krisecentre og rapporter, der dokumenterer, hvad ordene gør ved de ofre, der er prisgivet familiens nåde og samtidig kæmper med tungtvejende psykiske problemer.
Men forstår vi også, hvad det virkelig drejer sig om, og hvad sådan et liv gør ved det enkelte offer?
Jeg har i al min tid som aktiv debattør forsøgt at gøre opmærksom på, at <span class="pullquote">en holdningsændring vedrørende kvindesynet i de etniske minoritetsmiljøer er nødvendig</span>, og at det ikke er noget, vi som samfund kan lovgive os ud af. Det er ikke noget, der kan dikteres ovenfra. Denne holdningsændring bør ske i samarbejde med det berørte miljø og de berørte familier. Pædagoger, lærere, ungdomsvejledere, socialrådgivere m.fl. ved ofte, hvem disse familier er. De møder dem før alle andre. Hvad er kendetegnende, og hvad er faresignalerne? Vi er nødt til at forholde os til, at vi taber hele generationer på gulvet, når vi ikke tør se vore dæmoner i øjnene for at kunne søge løsninger på problemerne. Første skridt til en løsning på et problem, uanset problemet, er altså en erkendelse af dets eksistens.
Vi er nødt til at erkende, at vi har en stor gruppe mennesker blandt vore medborgere, der ikke har retten til selv at definere sit liv. At vi ikke kan tale om dette, uden at samtlige med minoritetsbaggrund på en eller anden måde føler sig ramte eller berørte. Talt hen over hovedet på. Det er svært, men det burde det ikke være. Ikke hvis vi alle følte os som naturlige medborgere og påtog os et medansvar for udviklingen i dette land.
Det naturlige er, at flertallet af landets muslimer selvfølgelig lever gode og fredelige liv, så hvorfor fredelige og gode medborgere reagerer på en historie om f.eks. æresrelateret vold, der for dem er en avisoverskrift, men for de involverede et spørgsmål om liv og død, er mig en gåde. Ved at de, som ikke er målgruppen, reagerer udfarende, afleder de opmærksomheden fra at mennesker, der virkelig har brug for hjælp, kan få den nødvendige hjælp. I stedet for at målrette indsatsen til at hjælpe dem, der behøver vores hjælp, anvendes ressourcerne på at diskutere dem, der ikke har problemerne inde på livet.
Når vi taler undertrykkelse, har jeg ikke brug for at advokaten, lægen eller ingeniøren af anden etnisk oprindelse farer i tasterne for at tage afstand og sige, vedkommende aldrig har oplevet vold i sit barndomshjem. Det er da fantastisk, og sådan skal det være, men det er heller ikke advokaten, lægen eller ingeniøren, vi taler om. Vi taler om dem, der rent faktisk får tæsk.
Vi kan tale om kræftrelaterede sygdomme i samfundet, uden at samtlige raske mennesker reagerer ved at gøre opmærksom på, at de føler sig personligt ramte. Vi kan tale om arbejdsløse, uden at samtlige, der er i arbejde, lige må gøre opmærksom på, at de altså ikke er arbejdsløse. Vi kan tale om socialt udsatte børn, alkoholisme, rygning og alt muligt andet, uden at alle andre end de involverede lige må gøre opmærksom på, at de personligt hverken er udsatte, alkoholikere eller rygere. Men når det kommer til muslimer, skal vi altid huske at starte ved Adam og Eva og minde om, at det selvfølgelig ikke drejer sig om samtlige 250.000. Hvad kan barnet, der oplever omsorgssvigt, bruge oplysningen til, at det ikke er samtlige 250.000, vi taler om? Holder det op med at få tæsk, fordi advokaten skriver et læserbrev om, at han altså ikke fik tæsk gennem sin barndom?
Dette skyldes, at man efter min mening ikke ser sig normaliseret og som en naturlig del af dette lands mangfoldige sammensætning af medborgere, der ikke behøver kaste sig ud i lange forklaringer om, at det ikke er normalt at undertrykke familiens piger og kvinder. Vi ved, det ikke er normalt. Så lad os få taget hul på tabuet, så dem, der lever i familier, der ikke har forstået dette, får en reel og fair chance for at få hjælp til en ofte fastlåst situation.
Der er ingen grund til at fare i flint, hvis man ikke er blandt de kvinder, der undertrykkes. Der er ingen grund til at skrive lange læserbreve, hvis man ikke selv er blevet tæsket gennem sin barndom. Der er ingen grund til kollektivt at reagere på en minoritets vegne, hvis man ikke selv tilhører den minoritet i minoriteten, der tæsker sine børn. Derfor har jeg skrevet romanen Tavshedens Pris, der udkommer d. 22. maj på forlaget DreamLitt, og som er baseret på autentiske hændelser. Den beskriver en hård opvækst for bogens hovedpersoner, som har skyggen af Jesus og Allah hvilende tungt over sig gennem det meste af deres liv.
Jeg håber, den nydanske minoritet vil tage bogen til sig og indse, hvad det er for forhold og vilkår, vi byder vore børn og kvinder, og at dette ikke kan fortsætte. Jeg håber ligeledes, den danske majoritet vil tage bogen til sig og forstå, at det er vore egne medborgere, der i visse tilfælde frarøves deres basale menneskerettigheder i et af verdens mest oplyste og ligestillede samfund. Dette kan ikke længere ties ihjel. Prisen betales i blod. Bogstavelig talt!
Tavshedens Pris er farveblind i sit forsøg på at skildre kvindeliv, som de leves i Danmark, hvad enten kvinderne hedder Dorrit eller Donya, dog med hovedvægt på Donyas liv. Begge kvinders karakterer og skæbner er baseret på rigtige kvinder og således autentiske hændelser, som i romanen er fiktionaliseret af hensyn til kvindernes privatliv. Måtte bogen vil blive taget imod med samme ånd, som den er skrevet med tanke på at skabe en samhørighed og fællesskab samt en bevidst stillingstagen til om den nuværende situation er en situation, vi vil være vor samtid bekendt velvidende, vi har piger og kvinder, der stadig lever under forhold som dem, der er forsøgt skildret i Tavshedens Pris?
Hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at udrydde ordene ”Æresrelateret vold” fra at optræde ikke blot som tekster i en avis, men også i de virkelige liv, er vi nødt til at forstå og bistå, at mentaliteten, der fører til æresrelateret vold, er en mentalitet, vi bør bearbejde i fællesskab.
Vi er en del nydanske kvinder, der forsøger at gøre op med forældede patriarkalske kønsroller og kvindeundertrykkelse i egne miljøer også i det år, hvor resten af samfundet ellers fejrer 100 året for kvinders valgret i Kongeriget Danmark, og det gør vi som borgere i et land, hvor mænd og kvinder, socialt som for loven er ligestillede. Dette er vi nødt til at tage alvorligt, forstå, acceptere og respektere.
Tavshedens Pris spørger: Hvad kan en ældre kvinde født i en tid, hvor kvinder ikke havde stemmeret, mon have til fælles med en kvinde, der ikke har ret til en stemme i tiden af i dag? Svaret ligger delvist i de gange, ordene ”æresrelateret vold” og ”social kontrol” også fremadrettet vil komme til at præge historier baseret på rigtige menneskeskæbner, der danner en avisoverskrift for en kort periode, hvorefter deres skæbne igen lægges over på glemslens tågede hylder.