I går bragte Folkets Avis Elmas Berkes kronik om vold mod og undertrykkelse af piger og kvinder med anden etnisk herkomst, og i dag følges der op med et kort uddrag af hendes roman 'Tavshedens Pris', som ligeledes blev fyldigt omtalt i kronikken.
I nedenstående uddrag møder vi en af bogens hovedkarakterer, Donya, der tager over til sin faster få dage efter storesøsteren Hacars bryllup for at aflevere noget brød. Fasterens søn Mahmoud følger efter Donya på tilbagevejen. Ønsket om at få lov til at gå i fred får fatale og voldelige følger, der forandrer den unge teenagepiges liv for bestandigt. 'Tavshedens Pris' udgives af forlaget DreamLitt fredag den 22. maj og vil efter planen blive anmeldt her i avisen senere på ugen af Camilla Winther Nissen.
Nogle dage efter Hacars bryllup bliver Donya bedt om at gå over til sin faster med noget nybagt brød sammen med naboens datter, så hun ikke går alene. Piger på Donyas alder bevæger sig ikke omkring på egen hånd. De to piger går over til faster, mens de griner og pjatter undervejs. De er dog opmærksomme på deres handlinger, der ikke må være for udskejende. Faster bor i udkanten af byen, og da de er nået frem, er mørket allerede ved at lægge sig over landsbyen, der ikke har lygter til at lyse gaderne op. De hjælper faster med at lægge brødene over i forrådskammeret, idet nabopigens bror dukker op med fasterens sønner. Broren forlanger, hun skal følge med ham hjem.
Pigen forsøger at protestere - hun vil følges med Donya tilbage men mødes af brorens blik, der ikke efterlader plads til protest. Donya har ikke andre muligheder end at måtte gå hjem alene. Fasterens søn Mahmoud følger efter hende. Donya finder det upassende og beder ham lade være. Dette lader ikke til at påvirke Mahmoud, der insisterer på at ville slå følge, fordi han vil snakke med hende. Donya er skrækslagen for at blive set med ham og få plettet sit ry og spørger igen om at måtte gå alene. Mahmoud tager fat i Donya på området lige uden for kirkegården, hvor der efterhånden er helt mørkt, og langer en hård lussing ud med en kraft, der vælter hende omkuld.
”Nu hører du efter, hvad jeg siger til dig. Jeg skal bare snakke med dig,” siger han og lægger en hånd for hendes mund, så hun ikke skriger. Chokeret over lussingen forsøger Donya at vride sig fri, men han er stærkere og får hende hurtigt lagt ned mellem tidsler og tørt græs langs muren til kirkegården. Den ene hånd er over Dorrits mund, mens den anden løfter i hendes nederdel og flår trusserne af hende. Donya er skrækslagen og er ikke i tvivl om, hvad han har i sinde. Hun forsøger at fange hans blik med øjnene for på den måde at appellere til hans fornuft og indhente en form for sympati eller medlidenhed, men det er for mørkt til, at han overhovedet kan se noget i hendes øjne.
Mahmouds bevægelser er aggressive og vilde. Hans blik og tanker er et helt andet sted. Han får sine bukser åbnet med den frie hånd og lægger sig ned mellem hendes ben, som han presser fra hinanden med vægten fra kroppen og benene. Med den øverste del af sit bryst får han mast hende ned i jorden, mens han støder hårdt op i hende. Donyas skrig af smerte kvæles af hans hånd, og tårerne flyder i stedet ud af øjnene i smerte. Den kropsdel, der gennem hele hendes liv er værnet om og som har været årsag til så megen vold, frarøves hende nu ligeledes med vold. Hun gøres atter tavs mod sin vilje og frarøves indflydelse på, hvad der skal ske med den. Den har aldrig tilhørt hende, selvom den sidder på hende, og trods familiens årelange indsats for at få hende til at forstå vigtigheden af at passe på, sønderrives den nu af en smerte, der sender chokbølger gennem kroppen. Var det virkelig så nemt?
Skulle der virkelig ikke mere til at frarøve hende års værn om den? Hun er ved at blive kvalt af hans hånd og har meget svært ved at få vejret. Ud over at slå hende i ansigtet med den frie hånd bider han hårdt i skuldrene og ørerne, og først da han ikke længere mærker modstand, løsnes grebet over hendes mund. Dette fortsætter i, hvad der forekommer Donya at vare en evighed, mens der stødes ind og ud, indtil han får udløsning ud over hendes mave. Sådan ligger hun og stirrer op i luften, indtil han rejser sig og knapper sine bukser.
”Jeg sender mine forældre over for at bede om dig i ægteskab, og hvis du så meget som vover at gøre indsigelser, siger jeg, jeg ikke har været din første, og at vi har bollet flere gange,” siger han med en stemme, der får det til at gyse i Donya. Stemmen er fuldstændig uberørt af, hvad der lige har fundet sted. Han lyder helt naturlig og upåvirket. Derpå vender han sig og går uden et ord.