Danmark er på mange områder et rigtigt dejligt land. Et land der gennem generationers hårdt arbejde har udviklet sig til et af de rigeste lande i verden.
Positionen blandt de rigeste lande i verden er opnået gennem flid og via frugtbar landbrugsjord og i nyere tid tillige via den olie og gas, der er fundet i Nordsøen. Især olien og gassen har forhindret os i at miste pladsen blandt de rigeste.
Inden for de seneste år er vi gledet stille ned på listen over de rigeste lande, og som forventningerne ser ud fortsætter derouten.
Det er ikke min hensigt her at koble etableringen af velfærdsstaten sammen med det faktum, at vi nu blot ligger som omkring det 20. rigeste land, selvom det jo også er et skråplan.
Et lands rigdom opgøres oftest i BNP, Bruttonationalproduktet, og i disse år ligger BNP på omkring 1.900 mia. kr. Det offentliges samlede indtægter er omkring 1.000 mia. kroner om året, og udgifterne er tilsvarende i størrelsesordenen 1.000 mia. kr. om året. I runde tal kan man altså sige at <span class="pullquote">lidt over halvdelen af landets økonomi forvaltes af landets folketing og regering</span>.
Halvdelen af et lands økonomi kan selvfølgelig ikke forvaltes at statsapparatet uden at det får mærkbare konsekvenser for borgerne:
En af de mest åbenlyse økonomiske konsekvenser er at gennemsnitsdanskeren afleverer næsten halvdelen af sin indkomst til staten via skatter og afgifter m.v. Tilsvarende er en stor andel af danskerne mere eller mindre afhængige af de penge og/eller ydelser de modtager fra staten.
Alt det er ‘old news’ og hverken diskutabelt eller kontroversielt.
I dagligdagen er vi (heldigvis) vant til at vi samarbejder, vi køber af hinanden og vi sælger til hinanden. Det sker helt frivilligt og kun hvis begge parter bliver bedre stillet end de var før. Det er simpel markedstankegang og vel ikke noget de fleste skænker en tanke i dagligdagen - og hvorfor skulle man også det når nu det fungerer så godt. Så længe der er en god balance mellem parterne er der ingen problemer.
Som nævnt ovenfor er der imidlertid en stor del af landets økonomi, som ikke foregår som frivillige aftaler, til gensidig nytte. For hele den del af økonomien der ledes gennem staten er den mekanisme sat ud af spillet:
Skattebetaleren får ikke direkte noget for sine penge, og han/hun får ikke flere penge/ydelser fra staten uanset hvor mange eller få kroner han/hun afleverer i statskassen. Og de personer der bruger ydelserne skal ikke sikre sig at modparten (staten) også er tilfreds.
Kontrol af alt og alle
Når der nu ikke er det naturlige bytteforhold vil mennesker, som de er flest, helt naturligt prøve at undgå at betale mere end nødvendigt, og ud fra tilsvarende egennyttebetragtninger vil modtageren forsøge at få del i de ydelser der stilles til rådighed, for han/hun skal jo ikke nødvendigvis se staten i øjnene.
Når vi i Danmark har staten som mellemmand i halvdelen af økonomien har det derfor vist sig nødvendigt at opstille en række kontrolforanstaltninger, for vi kan jo ikke forvente at skatteyderen bare frivilligt afleverer mere end halvdelen af sin indtægt til staten - vi ser skattely, sort arbejde, grænsehandel mv. som forsøg på at slippe billigere i skat.
Og vi kan heller ikke forvente at modtageren gør hvad han/hun kan for ikke at ligge andre til last, for det er nu en gang mere bekvemt ikke at stå op i kulde og blæst og at have råd til lidt goder i hverdagen, derfor er socialt bedrageri, overforbrug af ‘gratis’-ydelser og ansvarsløshed udbredt overalt.
Når det som nævnt er ufatteligt store beløb med statens mellemkomst der skifter ejermand, og beløbene samtidig er afgørende for den enkelte borger, uanset om man bliver frataget sin indkomst eller man er afhængig af at staten tildeler ham/hende midlerne, så viser det sig nødvendigt at etablere en række reguleringer og kontrolsystemer.
Kontrolsystemerne skal sikre at man ikke unddrager sig beskatning, og kontrolsystemerne skal sikre at man ikke uberettiget får ydelser fra staten.
Og her er det at vi i Danmark er ude på et skråplan, for <span class="pullquote">i kraft af de massive summer der køres ind via statskassen er der efterhånden indført så mange foranstaltninger at den personlige frihed er truet</span>. Staten skal vide alt om din økonomi, alle større udbetalinger skal registreres og SKAT må gå ind i din have for at kontrollere sort arbejde - SKAT har større beføjelser end Politiet, hvilket de benyttede sig af 747 gange i 2014, alt sammen for at kunne presse de sidste kroner ud af skatteyderen.
Den personlige frihed er også truet på modtagersiden, for historierne om dyneløfteri m.v. er utallige og senest har myndighederne (Udbetaling Danmark) fået lov til at kigge ægtefælle/kæreste over skulderen og indsamle personlige og økonomiske oplysninger.
Min påstand er derfor at der går en lige linje fra velfærdsstaten over de gode intentioner og videre til angrebene på den personlige frihed. Og vejen der skal genoprette tilliden til den personlige frihed er derfor at reducere statens størrelse, hvilket er netop det Liberal Alliances økonomiske politik går ud på.
Et slag for LAs politik er derfor ikke kun et slag for den økonomiske frihed, men også for den personlige frihed.