Alle forstår, at demokrati betyder 'folkets magt', 'folkets vilje' eller slet og ret folkestyre, hvilket selvfølgelig er helt korrekt. De fleste stiller sig dog tilfredse med denne beskrivelse og tænker sjældent dybere. Hermed udelades noget essentielt; demokrati indebærer, at borgere uden 'styringstitler', altså hr. og fru Jensen, skal styre. Dette er en afgørende detalje, som alt for mange springer alt for let henover.
Eksempler på 'styringstitler' kunne være magt, rigdom, uddannelse, gode forbindelser, ædel byrd, blåt blod osv.
Danmark er ikke demokratisk nok
Set med de briller får Danmark nok svært ved at kvalificere sig som et demokrati. Vores samfundsbeslutninger træffes jo netop af folk med forskellige styringstitler. Vi har tydelige elementer af både oligarki, teknokrati, aristokrati og monarki. At du og jeg stemmer ved politiske valg er ikke nok, men betyder blot, at vores stemmer enten underbygger det eksisterende regimes specielle konstellation af styringstitler eller forsøger at vægte elementerne en anelse anderledes. I grove træk: Rød = +teknokrati, ÷monarki. Blå = +oligarki, +aristokrati.
Ordet 'pøbel' er for øvrigt interessant, fordi det er knyttet til ordet 'folk'. Demokrati kan altså beskrives som 'pøbelvælde', hvilket ikke lyder rart. Her ser vi hvordan ordet 'folk', når det rent sprogligt forbindes med 'magt', ofte pumpes med negative associationer. Sådanne sprogkonstruktioner er selvsagt ikke tilfældige, men tjener klare politiske målsætninger; at holde almindelige mennesker væk fra magt. Der udtrykkes simpelthen et had til folket. Dem der i egne øjne derimod er egnede til magt, kontrollerer udviklingen således, at folket typisk tegnes som sin egen værste fjende. Forestillingen er, at folket er for farligt til at styre sig selv. Folket er simpelthen patienten, der ikke kender sit eget bedste. Folket må selvfølgelig administreres af dem med styringstitler.
Demokratiets forfald
Hadet til folket, er dermed også et had til ægte demokrati, fordi demokrati defineres ved at styringstitlerne afmonteres, og folket har magt. Men had til demokrati kan jo ikke udtrykkes direkte i vores samfund, fordi begrebet er positivt ladet. Nej, sådan et had kan kun udtrykkes via et løgnagtigt 'spundet' sprog, personligt selvbedrag og udleves gennem forskellige institutioner.
Filosoffen Michel Foucault omtalte overgangen fra de suveræne samfund til de disciplinære samfund. Tidligere fandtes en absolut monark, der langsomt er erstattet af diverse institutioner, der alle har til formål, at disciplinere menneskekroppen. I et tilsvarende indblik advarede forfatteren William S. Burroughs mod 'kontrolsamfundet', som vi må konstatere ikke er blevet mindre truende med tiden. Vi lever nu i et samfund fyldt med disciplinerende institutioner, der dresserer vore kroppe fra vugge til grav og efterhånden også er indrettet til at kontrollere vore sind og overvåge vores handlinger. Samfundsstyringen er omformet fra monarkens absolutte ord til kroppens dressering og sindets kontrol og overvågning.
I realiteten er monarken altså vokset. Nu mere effektiv og mere absolut end på noget tidligere tidspunkt. Politik har det desværre med at forfalde til en eller anden form for arkisme [af græsk arkhé, som betyder både prins og princip, altså kommando og begyndelse]. Deraf opstår diskurser som 'monarki' og 'arkæologi'. Sådan omfavnes og indelukkes beslutningsprocesserne: digt en begyndelse, altings ophav og start, sandheden, som enhver må forpligte sig på, herefter kommanderes en lukning fra oven.
Ingen tillid til folket
Det iøjnefaldende er, at sådanne ”arkaiske” samfund som grundpræmis ikke kan have tillid til sit folk. Folket er livsfarligt for nærmest alt og alle.
Dem med styringstitler styrer efter en politisk ontologi, som i bund og grund er en form for hyperbolsk paranoia. Kunne vi sige: ”pre-emptive paranoia”? Den ”arkaiske” trykkoger-metafor påduttet folket, underbygger derfor den hyperbolske og djævelske paranoia, der begrunder dogmet om, at folket, demokratiet, aldrig må overlades til sig selv, men kun til den hyperbolsk paranoide elite af folk med styringstitler.
Her kommer vi så til vor tids måske mest iøjnefaldende kollaps. Økonomiens globalisering har fjernet den økonomiske styring fra nationerne, hvorefter nationale politikere simpelthen abdicerer fra politik og overgår til at handle etisk på folkets vegne! Således ødelægges ikke bare økonomien; nej, tabet af økonomisk styring er lige så ødelæggende for politik, som tabet af politisk styring er det for vores etik. Vi er simpelthen vidner til en historisk kædereaktion, der eliminerer politik som sådan og skaber en etisk spændetrøje for almuen.