Når demokraterne bræger - del 3
Demokrati er oprindeligt et græsk ord der oversat betyder “folkestyre”. Det er et ord vi også normalt bruger om vores styreform i dag. Det er uden tvivl det der bliver banket ind mellem ørerne på skoleelever over hele landet i samfundsfagstimerne. <span class="pullquote">Men det er løgn, det er ikke folket der styrer</span>. Vi har faktisk stort set intet at skulle have sagt. Især ikke hvis vi følger reglerne.
De fleste har sikkert allerede en masse indsigelser mod denne påstand på dette tidspunkt. Jeg kan allerede høre den hengivne demokrat snakke løs om hvordan danskere af alle aldre og køn kan stemme og blive repræsenteret i Folketinget og at vi derfor har demokrati.
Den sidste rest af tvivl fjernes når de værste af demokrati-fårene siger, at der er folk ude i verden som misunder os fordi de ikke har samme ret og indflydelse på deres egne landes styre og udvikling. Så svulmer vores stort indbildte nationale stolthed op. Dannebrog som faldt ned fra himlen, blafrer i luften. Enkelte tårer triller ned ad kinderne mens vi er ved at revne af stolthed. Der er nogen derude der har lagt mærke til os.
Det viser bare de lever i en verden af ord. For når de bliver stillet spørgsmålet om hvorvidt politikerne overholder deres løfter som de gav i bytte for en stemme - og at politikerne dermed repræsenterer os og vores holdninger - svarer kun 8% af befolkningen at det gør de.
Politikerne lover altså at dreje skibet mod venstre oppe fra broen og folket kvitterer ved at skovle kul nede i maskinrummet. Og så drejer politikerne skibet til højre. Smukt. Når tågen omkring vælgernes hjerner lægger sig efter valget tror befolkningen altså ikke i ramme alvor på, at det er dem som styrer.
Men når vi når frem til valgdagen, er der ingen der skal ødelægge den kollektive drøm: Fantasien om at vi har demokrati i Danmark. Så går vi i valgmode, og 85% af os vandrer pligttro ned til stemmeurnen og sætter benovet vores kryds. Nu styrer vi fanme lortet. Men lad os endnu en gang briste boblen:
Med jævne mellemrum bliver der lavet en liste over hvem der har mest magt i Danmark, defineret som dem der har “muligheden for indflydelse på det danske samfunds udvikling.”
Her er et udpluk fra Berlingskes liste fra 2014 med deres respektive “magtscore” (ud af maks 7):
finansminister Bjarne Corydon (Tør regnedreng) 6,42 point
økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (korthåret dreng) 6,39 point
statsminister Helle Thorning-Schmidt (EU-fanatiker) 6,20 point
departementschef i finansministeriet David Hellemann (ukendt embedsmand) 5,65 point
næstformand i AP Møller-Mærsk Ana Ugla (sky milliardær) 5,50 point
Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl (mere dansk end Holger Danske) 5,33 point
næstformand for LEGO Kjeld Kirk Kristiansen (legesyg milliardær) 4,45 pooint
politisk ordfører for Enhedslisten Johanne Schmidt-Nielsen (Danmarks svar på en socialistisk krydsning mellem Moder Theresa og prinsesse Diana) 4,14 point
formand for Dansk Metal Claus Jensen (fagforeningspamper) 3,98 point
rigsadvokat Ole Hasselgaard (jurist...forhåbentlig) 3,79
direktør, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing (embedsmand...undskyld, kvinde) 3,56
Uden for listen. Lars Lønmodtager og 4 millioner andre vælgere (ligegyldige magtløse mennesker der tror de har indflydelse). 0,00001
På 10. pladsen troede jeg vi havde en folkelig joker i Karsten Dybvad, men der var ved nærmere eftersyn ikke tale om komikeren men den administrerende direktør i Dansk Industri.
Æv. Så sprang boblen alligevel. Som det fremgår af listen har jeg helt upartisk og objektivt sat resten af befolkningen ind på sidstepladsen og rundet deres score op. Det er jo trods alt påstanden om at folket styrer vi har op til overvejelse. Hvis man rent faktisk konkluderer det ud fra listen, svarer det til at sige, at det er det er cykelrytterne i gruppettoen der styrer bjergetaperne i Tour de France. Eller måske svarer folket i virkeligheden kun til tossen der klæder sig ud i en rød djæveldragt og får sine 15 seconds of fame når rytterne kører forbi. Et morsomt men ligegyldigt indslag.
Allerede her vil I kunne mærke jubeldemokraterne trippe af ivrighed og utålmodighed for at komme til orde. Vi har indirekte folkestyre! Nå okay, så falder forestillingen alligevel lidt fra hinanden når I selv skal forklare sammenhængen. Det vil fantasterne nu også benægte. De vil snakke om at indirekte demokrati er at foretrække pga. fleksibilitet og handlekraft. Det er kun godt at vi har folkevalgte til at træffe beslutningerne og udøve indflydelsen på vores vegne, men der er stadig tale om at folket styrer, fordi folket giver politikerne magten og de udøver den på vores vegne hvilket afgør hvem der har indflydelse på udviklingen i landet.
Det vanvittigt morsomme ved det argument er dog, at vi ud fra listen kan konkludere, at selv folketingsmedlemmerne er næsten totalt fraværende.
Kun 15 af de 179 medlemmer af Folketinget (8,3%) har klaret skærene, og de fleste kun i form af at være ministre. Tillykke med det repræsentative demokrati, men selv hvis din kandidat kommer ind på tinge, er vedkommendes indflydelse sandsynligvis minimal i forhold til ikke-folkevalgte embedsmænd og direktører. Ironien er tykkere end murene på Christiansborg, men listen taler sit klare sprog (men husk nu: det er super vigtigt du går ned og stemmer!).
Demokrati-fårene vil nu igen indvende en masse ligegyldigt ævl, men der er ingen grund til at diskutere det, for det er ikke nyt. <span class="pullquote">Allerede i 1950’erne opdagede socialdemokraten Erling Olsen at Folketingspolitikerne ingen indflydelse havde</span>, ikke en gang på lovgivningen. Det samme siger eksperter på området i dag.
Folkerepræsentanterne styrer altså ingenting.
Og vi behøver ikke kun tage en undersøgelse fra Berlingske på ordet for det. En ny bog der kommer på gaden snart, smadrer fuldstændig forestillingen. Sociologerne Christoph Houmann Ellersgaard og Anton Grau Larsen har brugt fire år på at kortlægge mere end tusind bestyrelser, fonde, udvalg, VL-grupper, nævn, udvalg og andre steder, hvor de mest indflydelsesrige mennesker mødes.
Gennem en fintmasket analyse kan forskerne sætte ansigt og navn på inderkredsen af direktører, fagforeningsbosser, politikere, topembedsmænd og universitetsfolk, som kender hinanden på kryds og tværs og sammen styrer Danmark. Bogen hedder »Magteliten – hvordan 423 danskere styrer landet« og hvis du gerne vil vide hvem der har magten skal du nok nærmere læse den i stedet for at gå ned og stemme eller åbne for nyhederne og debatprogrammer.
Alligevel bliver vi med jævne mellemrum præsenteret for partiernes rotationer af overflødige ordførerskaber, politikernes pamperadfærd med skattekroner og gustne optrædener i danse- og “talent”-konkurrencer på prime time tv, som om det er det vigtigste i hele verden. Der var faktisk noget om snakken da en universitetsstuderende sagde at han brændte sin stemmeseddel fordi han anså politikerne for at være dansende aber og klovne med balloner.
Med mindre man som politiker har en tung ministertitel er man ganske enkelt ikke noget ved musikken. Det har man i øvrigt også kun, hvis man har gnubbet skuldre med de rigtige vælgere...øøhh, jeg mener partikollegaer. Selv Anders Fogh som ikke en gang er i landet længere er på listen og jeg vove at påstå at <span class="pullquote pullquote-left">der er en række politikere i EU og USA samt en masse folk ude i verden som har mere magt og indflydelse på udviklingen i Danmark end en ukendt stolevarmer i Folketinget</span> fra Jammerbugt-kredsen. Alligevel fortsætter vi fortællingen om at Danmarks styreform er det repræsentative folkestyre og at folket styrer.
Hvis skattekronerne alligevel bliver styret af Corydon og Vestager i samarbejde med embedsmænd og diverse lobbyister og den jævne folketingskandidat alligevel ikke har nogen egentlig indflydelse, og hvad bruger de så tiden på? Jo, de stiller f.eks. ligegyldige §20-spørgsmål om mavedans i Lalandia eller forsvundne hunde på marinaen i Bogense
og prøver at virke vigtige ved spørgetimer og lovbehandlinger i Folketinget.
Udfaldet af afstemningerne er dog allerede bestemt på forhånd ved lukkede forhandlinger mellem de ledende skikkelser i partiet, så det reduceres hurtigt til en krig på spydige ord. Der går nærmest sport i den. Rigtig sjovt bliver det hvis man kan lokke modstanderne i en retorisk fælde. Det er selvfølgelig forudsat at vores repræsentanter overhovedet gider dukke op på tinge, og ikke har en fraværsprocent på 48, fordi de har travlt med at være f.eks. gymnasielærere og foredragsholdere samtidigt.
Langt de fleste på magtlisten er embedsmænd eller direktører for statslige, halvstatslige eller private selskaber, som aldrig nogensinde er blevet valgt af folket. Selv stifteren af Jysk Sengetøjslager og næstformanden for LEGO er med på listen og endda foran lederen af “regeringens vagthund”, Johanne Schmidt-Nielsen, som på trods af at være udråbt som sejrherre ved valget i 2011 ligger og roder rundt langt nede på listen.
Og det er egentlig nok meget godt ramt og heller ikke det værste i verden. <span class="pullquote">Lars Larsen har uden tvivl bidraget mere til at danskerne kan sove godt og roligt om natten end nogen politiker nogensinde har gjort</span>. Lego har nok også underholdt danskerne mere end de folkevalgte, selv om det må indrømmes at der er politikere der ufrivilligt har gjort virksomheden rangen stridig.
Dagen efter valget i 2011 løb jeg ind i en gammel kending fra gymnasietiden. Han lignede for at være helt ærlig en hængt kat. Det virkede lidt mærkeligt da han var på arbejde og styrede lysene til en børneteaterforestilling. Han forklarede dog hurtigt, at han havde været ude og fejre valgsejren hele natten. Det fik smilet frem på hans læber at tale om:
Efter 10 år var de gode endelig kommet til magten. Enhedslisten som han selv havde stemt på havde fået det bedste valg nogensinde. De var nu parlamentarisk grundlag for regeringen. Nu kom de længe ventede forandringer. Alt ville blive bedre. Folket havde talt. Sandheden er dog, at han formentlig aldrig har festet så meget over så lidt. Hvis forventningerne står mål med skuffelserne har han uden tvivl suppleret tømmermændene op med en depression.
Men så kan demokrati-fårene jo altid vise ham listen over de mest magtfulde mennesker i Danmark, og bilde ham ind, at det stadig er ham der styrer gennem stemmesedlen. I kan lige nå det inden afstemningsdagen. Mæææhhh.