Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

313

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Integrationen fejler - hvad gør vi?

Antal

Debatindlæg af Tommy Højegaard

Integrationen fejler i Danmark.

Vi lever i en virkelighed, hvor vi i Danmark prøver at vænne os til, at vi ikke er en homogen masse af kartoffel-danskere.

Danskerne får i stigende grad øje på verden omkring os, og på mange uddannelser er det internationale aspekt stort. Rent lavpraktisk er det nu så billigt at rejse ud til fremmede lande, at tanken om at opleve, og måske endda bosætte sig i et andet land, er lige så naturligt som at krydse Storebælt.

Tilsvarende er der mange fra andre lande, som ser Danmark som et attraktivt sted at slå sig ned, hvilket der kan være mange grunde til. Især siden 60’erne er tusindvis af mere eller mindre ressourcefulde mennesker kommet til Danmark for at prøve lykken – sandsynligvis tiltrukket af et velfungerende, velstående og frit samfund.

Hvis en dansker udvandrer og bosætter sig et andet sted, vil integrationen i det nye land typisk være den pågældendes eget ansvar. Vi vil tillære os sproget, omgangsformen, kulturen og lovgivningen, så vi ubesværet kan gebærde os i det samfund, vi bliver en del af, for at tage del i arbejds- og fritidslivet.

Sådan er det også primært i Danmark, men desværre er der en del, der bosætter sig i landet, som ikke påtager sig det ansvar. Indvandrere i Danmark behøver tilsyneladende ikke at tilpasse sig. I stedet har vi i godhed vendt det hele på hovedet for at gøre det til samfundets opgave at integrere disse mennesker.

Der udarbejdes det ene fine integrationsudspil fra politisk side efter det andet, og lige lidt hjælper det, for overrepræsentationen i de kedelige statistikker; kriminalitet, kontanthjælp, krisecentre m.v. er markant. Denne overrepræsentation og integrationsudfordring ser jeg ser to årsager til, som er:

  1. Grundet vores velfærdsordninger behøver indvandrere ikke at integrere sig, fordi man kan opretholde livet som passiv modtager af hjælp.

  2. Den kulturelle baggrund, som indvandrere tager med fra sit hjemland, er så stærkt indlejret, at den bliver overleveret fra generation til generation.

Årsagerne hænger naturligvis sammen, da indvandrere klarer sig fint uden at være integreret f.eks. sprogligt, fordi de kan søge sammen med kulturelt og sprogligt ligesindede. Da herboende indvandrere herudover er afhængige af offentlig støtte, kan de kun finde en bolig i den regulerede, almene boligmasse.

Summa summarum opstår ghetto-lignende boligområder, hvor den sociale og kulturelle arv trives.

Årsag nr. 1 kan delvist håndteres ved at undgå indvandrere, som ikke forsørger sig selv. Altså bør samfundet stille krav om selvforsørgelse. For herboende indvandrere, som ikke evner eller prioriterer at gøre sig arbejdsdygtig, er løsningen noget sværere, men mon ikke en kombination af pisk og gulerod er på sin plads. Og her kommer mantraet, at det skal kunne betale sig at arbejde, igen til sin ret. Derfor er vi nødt til at se på de tilgængelige, offentlige ydelser.

Vi kan i stedet for vores nuværende fokus på passive ydelser overveje de motiverende og aktiverende politiske forslag. Det handler om at øge gevinsten ved at være i arbejde og om i højere grad at dyrke iværksætterkulturen, hvor indvandrere er med til at skabe arbejdspladser og derfor ses som en ressource for samfundet.

Årsag nr. 2 er langt sværere at finde en løsning på, for opvækst sætter dybe spor i de fleste. Tilsyneladende er der noget, som gør, at nogle indvandrere overtræder landets lovgivning eller de uskrevne normer i højere grad. Det, som vi kan gøre, er at droppe den misforståede, men den politisk korrekte og hensynssyge politik, som betyder, at der ikke i tilstrækkeligt omfang stilles krav. Det betyder, at vi skal undgå særbehandling, f.eks. i form af frikadellefrie daginstitutioner og årelang tolkebistand.

Vi skal turde sige, at social kontrol er uacceptabelt, og særregler ikke imødekommes.

I Danmark har vi stort set de samme muligheder fra fødslen. Der, hvor det går galt, er tilsyneladende i opdragelsen. Der hvor forældrene for alvor har svigtet, må det omkringliggende samfund træde til, og en metode for de større børn kan være en ungdomsdomstol, som lærer de unge mennesker, at der er konsekvens, hvis de træder ved siden af og samtidig sikrer de unges retsstilling.

Ungdomsdomstolen skal kædes sammen med ungdomsinstitutioner, hvormed vi samtidig undgår den farlige cocktail at placere børn og unge sammen med forhærdede kriminelle. Det kan virke hårdt, men at indsætte konsekvenser er bestemt ikke hårdt, det er et præmis for alle frie samfund.

En ungdomsdomstol naturligvis ikke stå alene, for når konsekvensen af unge indvandreres og ungdommens handlinger er overstået, skal de naturligvis hjælpes på rette vej. Det kunne vi eksempelvis gøre ved at oprette mentorordninger, hvor de lærer danske værdier og vores samfundsopbygning at kende. Det samfund vi alle burde kende.

Her bliver vejen til arbejdsmarkedet vigtig, for tilknytningen til arbejdsmarkedet er en af de bedste kure mod kriminelle. De fleste oplever, at hvis de har noget at miste, så trækker kriminelle miljøer langt mindre.

Tommy Højegaard, Folketingskandidat for Liberal Alliance Nordsjælland

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

17/06/2015 - 09:35

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:30

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper