Historien om Linda Koldau

Af Kåre — Fredag den 26. jun 2015, 09:10

Linda Maria Koldau var en dygtig og produktiv professor i musikvidenskab ved tyske universiteter. I 2009 blev hun hentet til Danmark, til Aarhus Universitet, og ansat som professor der. 3½ år senere forlod hun Danmark igen, efter meget ballade og avisomtale. Jeg har forsøgt at sætte mig ind i hvad der faktisk skete, og hvorfor hun blev så uenig med resten af personalet på sit institut. Var hun offer for mobning og dårlig behandling, eller var hun en stiv og stridbar person som ingen kunne holde ud at arbejde sammen med ? Hvis man læser diverse avisartikler om sagen, får man kun en svag fornemmelse af, hvad konflikten egentlig handlede om. Men Koldau selv har udgivet en beretning om sin tid i Aarhus. Den fylder intet mindre end 1500 sider, fordelt på tre bind. Teksten er dansk og letlæselig. Jeg har tygget mig igennem hele dette bogværk og er blevet en hel del klogere på sagen. Jeg vil her gengive lidt af indholdet, da det nok kan have interesse for et bredere publikum. Det institut, hvor hun blev ansat, havde en meget 'rød' fortid. Det blev løbet over ende af socialister i 1968, og det var et af de steder hvor undervisningen simpelt startede hen med læsning af Karl Marx's 'Das Kapital'. Viden om musikhistorie, især klassisk musik, blev ildeset; den slags blev forbundet med gamle reaktionære professorer. Nu gjaldt det alle andre former for musik – etnisk musik og moderne rockmusik. Studerende kunne blive optaget hvis blot de havde den rette ideologiske holdning; de behøvede ikke at vide noget eller at være musikalske; optagelsesprøven var nærmest bare orienterende, og man kunne tage eksamen med en meget beskeden intellektuel indsats. Der opstod således et miljø hvor man kun kunne begå sig, hvis man havde samme ideologiske holdning som de toneangivende personer. De der bestemte – f.eks. de der fastlagde undervisningen – var dem der havde en central plads i det sociale netværk; faglig kompetence spillede øjensynlig ingen rolle. Faglighed og kvalitet blev underordnede de sociale spil. Da muren faldt i 1989, blev det med ét slag umoderne at være marxist på universitetet. Marxismen gled ud, og i stedet gled postmodernismen ind. Fra da af blev undervisning og forskning baseret på postmodernisme, socialkonstruktionisme, diskursanalyse og så videre. Det passede alt sammen fint ind i det der allerede foregik – man kunne sige at der eksisterer ikke nogen absolut sandhed, videnskab er som alt andet socialt bestemt, og reaktionære forestillinger kunne udsættes for dekonstruktion. Så man kunne fortsætte med en linje hvor der blev set ned på konkret viden, og hvor det altafgørende var at have de rigtige ideologiske holdninger. Der var ganske vist nogle få lektorer på den musikvidenskabelige afdeling, som mest var orienteret mod konkret musikhistorisk viden; men de havde det svært. Flertallet ønskede ikke at de studerende skulle undervises i klassisk musik, og der blev på forskellig måde manipuleret sådan at personer med viden om klassisk musik og musikhistorie fik ringe indflydelse, og deres undervisning blev nedgraderet. Man ønskede at de studerende stort set kun skulle beskæftige sig med det der interesserede dem mest – nemlig moderne populær musik. Det var et sådant miljø Linda Koldau blev placeret i – som professor i musikhistorie. Normalt er det sådan, at en professor tegner den linje, som et institut følger. Men ikke her. Magten var her koncentreret hos studielederen, som stod meget svagt rent videnskabeligt - næsten uden at have publiceret noget forskning overhovedet. Men hun stod stærkt socialt, og kunne gennem sine netværk styre hvad der foregik. Koldau blev placeret allernederst i hierarkiet. Hun fik dikteret hvad hun skulle undervise i, og hvordan hun skulle undervise. Selv om hendes speciale var musikhistorie, skulle hun undervise i moderne musik, som hun ikke vidste ret meget om. Koldau opdagede at de studerende har stor indflydelse. ”De studerende har altid ret”, hedder det. Så når de studerende evaluerer undervisningen, er lærerne tvunget til at rette sig efter deres kritik. Og den kritik går ofte imod Koldaus kompetencer. En studerende siger f.eks. ”Det der med traditioner og klassiske motiver har vi ikke brug for. Vi er her for at lære noget om samtidskultur.” Det ryster Koldau hvordan de studerende gennemtvinger undervisning af lav kvalitet. I stedet for at gå i dybden med et emne er det meningen at man skal gå i bredden. Undervisning og forskning skal være tværfaglig, hvilket vil sige at man skal skøjte overfladisk hen over en masse emner uden at vide noget særligt om nogen af dem. Der er ikke ret meget sikring imod at det de studerende uddannes i, er varm luft. Den faglige konflikt handler ikke så meget om at Koldau er en gammel reaktionær professor der insisterer på at undervise i musik fra 1400- eller 1600-tallet. Koldau er også moderne og har f.eks. studeret musikken til filmen `Titanic´. Hun vil gerne undervise i filmmusik. Konflikten er skåret på en anden led: Koldau vil forholde sig til den konkrete virkelighed og overføre viden til de studerende. Flertallet af hendes kolleger, derimod, ønsker ikke konkret viden; de ønsker at studenterne udvikler nogle generelle analyseredskaber uden at vide noget konkret om noget bestemt. Koldau citerer en studieleder som har udtrykt sig omtrent sådan: ”Vi har ingen tid til at formidle dem viden. Derfor giver vi dem teorier, så de kan håndtere hele verden.” Den konkrete viden som præsenteres på studiet ligger ikke meget over gymnasie-niveau. Det der gør det til et akademisk studium, er man tilføjer en ordentlig dosis teori. Koldau vil gerne undervise de studerende i brugen af `teori´. Det vil hun gøre sådan at hun demonstrerer forskellen mellem den ene mulighed – at man starter med at have en fastslået teori som man søger at underbygge – eller den anden mulighed – at man arbejder med sit kildemateriale og efterhånden når frem til sine konklusioner, som eventuelt kan være så generelle at man kan kalde dem 'teori', hvis man vil. Det viser sig dog at kollegerne er imod den sidstnævnte tilgang. Deres undervisning går ud på at starte med nogle teorier – de kan f.eks. være baseret på postmodernistiske franske filosoffer – Lacan, Foucault, Bourdieu osv. Derefter drejer det sig om at bekræfte gyldigheden af disse teorier ved at finde konkrete eksempler, der understøtter dem. Fra sine kandidatstuderende hører hun hvad de øvrige lærere har lært dem om strukturen af en opgave. Den skal have fire dele, nemlig `indledning – teoridel – analysedel – konklusion´. I teoridelen fremlægges den teori man har valgt at anvende. I analysedelen vælger man et eller to eksempler, som viser hvordan teorien fungerer. Da Koldau hører det, nægter hun først at tage det alvorligt. Det er jo præcis den fremgangsmåde hun kender fra det gamle DDR. Man kan altid finde nogle eksempler som bekræfter den teori, man ønsker bekræftet; det vil sige at med den struktur kan man bevise næsten hvad som helst man ønsker. Det er selvfølgelig godt nok for dem der mener at der ikke eksisterer nogen absolut sandhed, og at enhver kan producere sin egen sandhed. Men for alle andre er det uacceptabelt. Man kan ikke bygge holdbar videnskab på den fremgangsmåde. ”Teorier kan aldrig erstatte viden. Det er dansk humanioras tilintetgørende fejltagelse”, skriver Koldau. ”Ved åbenlyst at forfølge politiske og sociale mål, bliver forskerne faktisk deres egen værste fjende, eftersom de dermed ofrer troværdigheden for deres følelser eller for deres tro på, at teorien rummer alle svarene på de problemer, de beskæftiger sig med.” Og mangel på troværdighed er netop det, hun har oplevet siden sin ansættelse på Aarhus Universitet, skriver Koldau. Koldau får støtte fra udenlandske eksperter som er enige med hende i at forholdet mellem teori og konkret erfaring (empiri) er faretruende ude af ligevægt. Ikke blot mangler man ofte tilstrækkelig empiri; man omfatter oven i købet empirien med foragt, som om det er mindre fint, mens teorier der svæver i de høje luftlag, er noget vældig fint. Mange af menneskehedens katastrofer er netop sket som konsekvens af at folkegrupper har baseret deres handlinger på sociale, politiske eller økonomiske teorier der ikke lader sig efterprøve. Det gælder kommunismen og troen på det nye sovjet-menneske, og det gælder lige fuldt den urokkelige tro på det selvregulerende frie marked, der blev årsag til finanskrisen i 2008, der har påført mennesker over hele jordkloden enorme skader. Teorier bliver til dogmer og ideologier, og når man tror fast på dem, går det galt. Det er på den baggrund, Koldau mener at hendes kollegers tilslutning til postmodernismen er 'altødelæggende'. Det er også til skade for de studerende. De studerende bliver efter eksamen sendt ud i verden med en tro på at de har lært teorier, så de ”kan håndtere hele verden”. Og når de så kommer ud i en konkret arbejdsopgave i erhvervslivet, viser det sig at de kan ikke bruge teorierne til noget som helst. Og da teorier er det eneste, de har lært, står de faktisk på helt bar bund, når de skal læres op i en stilling. Det betyder at erhvervslivet dårligt kan bruge den slags kandidater. Koldau bliver så at sige dikteret noget som hun personligt ikke går ind for. Flere af kollegerne på instituttet har tidligere været i en tilsvarende situation. Flere af mændene på afdelingen deler i princippet holdning med Koldau med hensyn til betydningen af faglig kvalitet og det historiske perspektiv. Igennem de foregående år er disse mænd på forskellige måder blevet chikaneret og trynet, sådan at de til sidst ikke ser anden mulighed end at rette sig efter flertallet og hyle med de ulve, de er iblandt. Kun hvis de i et og alt accepterer flertallets linje, får de en tålelig tilværelse. Disse mænd kunne være blevet Koldaus forbundsfæller, så hun ikke stod alene. Men de ønsker ikke at blive associeret med en dissident, og i stedet vælger de side og er med til at fryse Koldau ud. Stedet er præget af korpsånd og loyalitet. Det fører til en selv-isolation og lukkethed, der gør det let for ledelsen at kontrollere alle. De vigtige beslutninger træffes i korridorerne, og når der er møder på afdelingen, bliver alle presset til at acceptere de forud afgjorte beslutninger. Tingene afgøres af de uformelle strukturer af hvem der kender hinanden, hvem der kan lide hinanden og hvem der har tilkæmpet sig de afgørende uformelle kontakter. De der går op i forskning, bruger mindre tid på sociale netværk, og magten tilfalder derfor dem der nedprioriterer forskning og opprioriterer det sociale. Dette er Koldaus vurdering. Ikke alle er enige med hende. I en journalistisk artikel hedder det : ” Musikvidenskabsstudiet på Aarhus Universitet er en del af Institut for Æstetik og Kommunikation. Det er cremen af jysk symbol- og kulturanalyse . . . ”. Men hvor nogle ser kulturteori i et positivt lys, ser Koldau det nærmest som varm luft, som en form for videnskab af meget lav kvalitet. Hun ser en artikel i Weekendavisen, hvor en gymnasielærer beklager sig over det ekstremt lave faglige niveau på gymnasierne. Hun kontakter journalisten på Weekendavisen, Klaus Wivel, for at spørge om han ikke også kunne skrive noget om den lave kvalitet på universiteterne. Hun får et møde med ham på en café i København; en ung kvinde på cafeen hører hvad de snakker om og henvender sig til Wivel for at bekræfte det lave niveau på universiteterne: ”Det er fuldstændig skandaløst – vores uddannelse inden for humaniora er den rene farce. Vi lærer ingenting. Men ingen tør sige noget højt.” Wivel bliver stærkt interesseret i at skrive en artikel om Koldau; men hun holder ham hen, da hun først skal forsøge at få bragt tingene i orden internt, med et møde med bl.a. dekanen. Hun kører imidlertid helt fast – dekanen og universitetets administration i det hele taget tænker meget centralistisk og har ingen ægte vilje til at lytte til hende. I sensommeren 2011 giver hun så Wivel lov til at skrive sin artikel, og derefter bryder en mediestorm ud med artikler især i Politiken og Information. Som reaktion får Koldau mange private støtte-tilkendegivelser – problemet er bare at disse mennesker kun skriver til hende privat og ikke tør komme åbent frem. Hun kommer til at stå helt alene imod hele Aarhus Universitet, og hun kan umuligt vinde. Der sker det samme som skete da seniorforsker Mette Jensen kritiserede universitetets engagement i kemivirksomheden Cheminova, først internt på universitetet, og da det ikke var muligt, i pressen. Universitetet truede hende med fyring; fyringstruslen blev senere trukket tilbage; men hun fik så umulige arbejdsvilkår at hun måtte melde sig langtidssyg, forlade universitetet og gå på pension. Også Koldau blev fysisk syg i lange perioder på grund af de psykiske problemer på arbejdet. Aarhus Universitet benægter at Koldaus kritik af forholdene har noget på sig. De pointerer bl.a. at i 2011 lod universitetet to (tæt forbundne) erhvervspsykologer udarbejde rapporter om samarbejdsvanskelighederne, og disse psykologer lagde entydigt den primære skyld på Koldau. På universitetet mener man at investeringen i to eksterne konsulenter vidner om at man tager problemerne seriøst og har et reelt ønske om at få samarbejdet op at køre igen. Man kan dog have mistanke om at disse rapporter var 'bestilt arbejde'. En redelig fremstilling ville have set fejl på begge sider, ikke kun hos Kaoldau. Rapporterne blev lavet på et sent tidspunkt, da man på instituttet var blevet sur over presseomtalen, og da alle øvrige medarbejdere var enige om at de ville af med Koldau. Sådanne rapporter er en almindelig procedure når en ledelse skal finde argumenter for en upopulær fyring. Det spiller også en rolle i min vurdering at Koldau næppe er den eneste højt kvalificerede forsker, der er blevet frosset ud på et dansk universitet og har måttet forlade det. Efter medieomtalen modtog hun per brev og email et stort antal reaktioner fra folk der var enige med hende. Mange har skrevet til hende om mobning, om undertrykkelse, om deres forgæves kamp, og til sidst om deres afsked. Hun fik over 200 tilbagemeldinger fra folk der bekræftede at hun havde ret i sin kritik både af det faglige niveau og de uholdbare ledelsesstrukturer. Hun fik at vide at en række folk havde forladt hendes institut i Aarhus efter flere års chikanerier og krænkelser. Hun har samlet mere end 15 emails fra professorer og lektorer, der er blevet chikaneret til fratrædelse eller førtidspension – fordelt på alle danske universiteter. I samarbejde med en Klaus Wivel har hun fået skriftligt materiale om udenlandske lektorer og professorer der først blev ansat i Danmark, og derefter ydmyget og chikaneret i deres afdelinger, indtil de endelig forlod landet igen. Koldau konkluderer at mange af de bedste humanister, Danmark har, øjensynlig er flygtet fra universiteterne. I den sidste tid hun var ansat i Aarhus, blev hun flyttet til en helt anden bygning og forbud mod at kontakte personer fra sit oprindelige institut. Ved udgangen af 2012 forlod hun sin stilling. Hun arbejder nu i Holland.

Debatindlæg