Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

330

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Velfærdsstaten har slået fejl

Antal

Debatindlæg af Marc Bangert

Klummen er skrevet i samarbejde med Rasmus B. Østergaard

Velfærdsstaten blev skabt for at løfte folk ud af fattigdom og for at sikre et socialt sikkerhedsnet for de syge, gamle og nedslidte. Tesen var, at man skulle yde efter evne og nyde efter behov.

Dette samfundssociale eksperiment syntes for mange i starten at være en gylden mellemvej mellem kapitalismen og den revolutionære kommunisme, og det, der blev kendt som de nordiske velfærdsstater, nød megen ros fra såvel indenlandske som udenlandske politikere, fagfolk og sociale bevægelser. Glæden ville ingen ende tage.

Men det sociale eksperiment er slået fejl.

Den nordiske model var ikke den berygtede brumbasse, der ikke burde kunne flyve, men gjorde det alligevel. Tværtimod. Brumbassen overholder fysikkens love, og ligeså har de økonomiske principper også gjort sig gældende for de fire nordiske velfærds-stater: Danmark, Sverige, Norge og Finland.

I et halvt århundrede har idéen om velfærdsstaten hersket og vundet bredt frem i befolkningerne. Tager man politikernes ord for gode varer, giver det også god mening. Ifølge dem har en stærk stat jo været årsagen til: Lavere ulighed, højere levestandarder, bedre arbejdsvilkår og meget andet.

Alle disse påstande er imidlertid uholdbare.

Tager vi et historisk blik på udviklingen i de nordiske lande siden 1960'erne, skyldes de generelt forbedrede levevilkår: En stærk arbejdsmoral, en høj grad af tillid og frie samfund, hvor den enkelte har kunnet afprøve nye påhit, let opstarte nye virksomheder og gøre en indsats på arbejdsmarkedet for at forsørge sig selv og sin familie. Forhindringerne var få dengang, reguleringerne begrænsede, og skattebyrden var markant mindre end i dag.

Alt dette var et excellent ståsted på det voksende globale marked. Men så begyndte staten at vokse.

Selvom produktiviteten, BNP og levestandarderne er steget stort set uafbrudt på det lange løb, er der siden 1960’erne sket med et til stadighed lavere tempo. Lad os tage 4 eksempler:

1) Havde Sverige haft samme vækst som gennemsnittet i OECD siden 1970, ville en gennemsnitlig svensk husholdning ifølge Bo Ringolm, fhv. svensk finansminister, have 20.000 SEK til rådighed ekstra – hver måned.

2) Kun to af de 100 virksomheder i Sverige med størst overskud blev stiftet efter 1970. Begge virksomheder ville dog ryge ud af top 100, hvis man vurderede listen over antallet af ansatte.

3) Den sociale tillid i Norden er faldende, og accepten af udnyttelse af offentlige sociale ydelser er støt stigende. En World Value Survey foretaget i perioden 1981-84 viste f.eks. at 80 % af nordmændene var imod socialt bedrageri med offentlige ydelser. En tilsvarende undersøgelse fra 2005-08 viste, at tallet – i takt med velfærdsstatens fremkomst – var faldet til 56 %.

4) I 2006 kunne to svenske forskere, Assar Lindbeck og Sten Nyberg, i en artikel konkludere, at der er en stærk sammenhæng mellem fremkomsten af generøse offentlige sociale ydelser og forældres manglende lyst til at opdrage deres børn til at blive flittige, dydige arbejdere. Og den danske forsker Casper Hunnerup Dahl kunne i 2013 – kort fortalt – konkludere, at den høje grad af offentlig omfordeling i Danmark for det første gør det ufordelagtigt både at tage et arbejde og at arbejde ekstra, hvis man allerede har et arbejde, og for det andet, at meget tyder på, at velfærdstaten generelt har haft en negativ påvirkning på den danske arbejdsmoral.

Som det ser ud nu, vil de nordiske lande fortsætte tendensen med lave vækstrater, og vi vil stabilt fortsætte vores færd ned mod bunden af ranglisterne. Med dette in mente er vi nødt til at overveje, hvorvidt det socialdemokratiske velfærdsstatseksperiment er noget, man i Norden bør videreføre.

For hvad er alternativet? Det er ikke socialt armod, økonomisk ulighed og korrumpering af solidariteten – den del har velfærdsstaten allerede taget sig af.

Nej, historien har vist os, at det at sikre borgernes økonomiske friheder er vejen til vækst, velstand og reel velfærd. En effektivisering af velfærdsstaten er nødvendig. Folk skal have større økonomisk frihed, og overbureaukratiseringen skal stoppes. Dette gøres ved en privatisering, således at folk får større valgfrihed og større økonomisk frihed.

Fortsætter vi med rød politik, vil vi til sidst også ende med røde tal på bundlinjen.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

10/08/2015 - 07:06

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:29

Del eller citer med linket her