Bureaukratiet vinder valget

Regions- og kommunalvalg har normalt ikke danskernes bevågenhed i samme omfang som valgene til landets fornemmeste demokratiske forsamling, Folketinget. Egentlig kan det synes mærkværdigt al den stund, at konsekvenserne af regions- og byrådenes beslutninger ofte får direkte og konkret indflydelse på borgernes hverdag.

Det er kommunerne og regionerne, der forestår og administrerer langt de fleste af kernevelfærdsopgaverne i offentligt regi så som børnepasning, grunduddannelse, syge- og ældrepleje.

Borgerne har dog i stort mål oplevet forringet service på næsten alle centrale kernevelfærdsområder de seneste 10-15 år – vel at mærke uden at skatte- og afgiftstrykket er faldet i et omfang, der matcher den forringede offentlige service.

Bureaukratisme

Hvis man ulejliger sig med at læse statistikkerne, vil man da også kunne konstatere, at udgifterne til bureaukratiet og allehånde mere eller mindre obskure prestigeprojekter i offentligt regi er steget gevaldigt i den sidste 10 års periode - mens der i perioden er sket et tilsvarende fald i ressourcerne, både de økonomiske og de personalemæssige, der allokeres til kernevelfærdsområderne.

Faktisk er den eneste faggruppe i offentligt regi, der har oplevet konstant vækst under finanskrisen, de såkaldte DJØF’ere. F.eks. er der i perioden 2007-2012 nedlagt ca. 4500 lærerstillinger i kommunerne, mens antallet af DJØF’ere i kommunerne i samme periode tilsvarende er steget med 118 procent fra 4317 til 9397 personer; dvs. at der er ansat 5080 nye DJØF’ere alene de sidste 5 år.

Værd at bemærke i denne sammenhæng er, at stigningen i antallet af DJØF’ere i kommunerne kan henføres direkte til statens krav om øget kontrol og dokumentation. Statens intervention i det kommunale og regionale selvstyre går ad bagvejen via en centralt dikteret lovgivning, der tvinger kommunerne til at prioritere bureaukratiet på bekostning af kernevelfærdsydelserne.

Managementkulturen vandt indpas

Grundideen med velfærdsstaten synes i disse år altså at vakle efter New Public Management-paradigmet er blevet 100 procent implementeret i den offentlige forvaltning med VK-regeringerne i 00’erne – og videreført af den nuværende SSFR-regering. New Public Management er kort fortalt den markedsgørelse af den offentlige sektor, der langsomt men sikkert har vundet indpas herhjemme siden 1980’erne – og er fuldført som totalt administrations- og forvaltningsparadigme i 00’erne under VK-regeringerne.

Man kan i den forbindelse diskutere, om den egentlige politiske dagsorden for de borgerlige regeringer i 00’erne af ideologiske årsager reelt har været at udpine den offentlige sektor i så stort mål, at den mister sin opbakning og legitimitet i befolkningen – og ved samme lejlighed sikre de nye kernevælgere blandt højtuddannede i de større byer, den typiske DJØF ‘er, store lunser af omfordelingsmidlerne undervejs i forløbet.

Med andre ord; kan man som borgerlig ikke komme om ved velfærdssamfundet på anden måde, kan man altid administrere det ihjel. Det er dog et paradoks af rang, at det netop er borgerlige regeringers politik i 00’erne, der har medført dette detailregulerings- og kontroltyranni, vi oplever for indeværende.

Overvågningen af folket sætter ind nu

At den nuværende regering har videreført og øget kontroltyranniet kan dog ikke komme som nogen overraskelse. Borgerne bliver nu, mere end nogensinde tidligere, udsat for offentlige myndigheders overvågning af privatsfæren - endda helt ind i soveværelserne.

• Vi har set, hvordan kommunerne har benyttet dyneløftermetoder, vi kun kender fra regimer, vi normalt ikke vil sammenlignes med, mod borgerne i forsøget på at komme socialt bedrageri til livs.

• Skats embedsmænd har under den nuværende regering fået bemyndigelse til at entrere privat grund uden dommerkendelse alene på grundlag af mistanke om ulovligheder.

• Politiet gennemfører store vilkårlige totalkontroller, hvor tusindvis af borgere uden konkrete mistanker om strafbare forhold af nogen art bliver tilbageholdt og kontrolleret.

Statsmagten agerer i tiltagende grad uden for de spilleregler, der normalt er kendetegnet ved den demokratiske retsstat, som vi har kendt den i over et århundrede.

Demokratisk krise

Hvad har alle disse dårligdomme at gøre med det forestående kommunalvalg, vil den opmærksomme læser sikkert tænke?

Jo, det er af forskellige årsager ikke længere i samme omfang som tidligere så attraktivt for borgerne at engagere sig i lokal- og regionalpolitik; manglen på kandidater i almindelighed og egnede ditto med et bredt erfaringsgrundlag i særdeleshed udgør derfor et tiltagende demokratisk problem.

Der bør værnes om det kommunale selvstyre - lokalpolitikerne bør uanset orientering være bevidste om at agere netop som borgernes repræsentanter og arbejde mod yderligere centralisering og forskydning af magt fra det kommunale selvstyre til staten.

Vi må som borgere engagere os og deltage aktivt i det lokale demokrati; ikke bare ved at deltage i valghandlingen, men i daglig praksis ved at udfordre og konfrontere lokalpolitikerne, så lokalpolitik ikke ender som en platform for pampere til at bedrive studehandler på i forsøget på at pleje snævre særinteresser uden skelen til borgernes rimelige krav på en service, der modsvarer skatteindbetalingerne.

Og som borgere må vi ligeledes forpligte både os selv og lokalpolitikerne på, at de – lokalpolitikerne - påtager sig et ansvar for at sende et signal til Christiansborg om, at tendenserne i lovgivningsarbejdet på borgen i retning af en korporativ konkurrencestat er uden nogen former for demokratisk legitimitet. Folketingets politikere og det centrale statslige embedsværk sylter det kommunale selvstyre og varetager i stadig mindre omfang borgernes interesser til fordel for statens institutionelle interesser og Big Business’ ditto.

Den udvikling skal vi som borgere sige fra overfor. Det er ikke nok at stemme til valget.