Forleden kom det frem at Enhedslistens Morten Kabell har været ude at købe kontorinventar for over 120.000 kroner, efter han overtog borgmesterkontoret fra SFs Ayfer Bakal sidste år. Morten Kabell, der nu er miljø- og teknikborgmester, har blandt andet købt en kontorstol til 14.996 kroner samt to lamper til ca. 5000 kroner stykket.
Men okay, slap lige af. Danmark er et rigt land og dem der skal lede landet skal jo vise klasse og format når de repræsenterer befolkningen, ikke sandt? Måske. Men Morten Kabell fra Enhedslisten tilhører et parti som må siges, at være meget fokuseret på (økonomisk) lighed og politikerfråds.
I Enhedslistens principprogram kan man læse følgende: “I den kapitalistiske økonomi bliver samfundets rigdom fordelt skævt mellem menneskene. Det skyldes, at kapitalismen skaber et klassesamfund, hvor de, der ejer produktionsmidler som virksomheder, jord og naturressourcer, tilegner sig frugten af lønmodtagernes arbejde. I det kapitalistiske klassesamfund ophobes rigdom og dermed magt hos en stadig mindre del af befolkningen.”
Når Morten Kabell, som repræsentant for et parti, der kæmper mod “overklassen”, der tilegner sig frugten af lønmodtagernes arbejde, og som miljø- og teknik borgmester for de københavnske borgere, så er der noget som ikke stemmer over ens. Som politiker kan man nemt være overklasseborger hvis man ønsker. Der er penge nok. Man kan også fravælge det. Det bør man måske gøre i højere grad, hvis man, inden man skulle vælges ind, solgte sig selv som værende en modstander af det kapitalistiske frådseri.
Havde Morten Kabell repræsenteret partiet DTB (De Tykke Bankmænd), og gjort det klart fra starten, at der intet skulle mangle i hans kontor, såfremt han blev valgt ind, ja så ville jeg ikke have skrevet denne her kritik.
Og for at jeg ikke bare skal stå og pege fingre mod venstre, ja så kan jeg fortælle at det er ikke kun hos vores røde venner at den er gal.
Lilian Parker Kaule fra Liberal Alliance, der er valgt ind i borgerrepræsentationen i København, meldte sig søndag ud af partiet grundet en kontrovers med partifælle, Lars Dueholm.
Inden jeg hopper ned i detaljerne omkring Kaules exit vil jeg lige gøre opmærksom på hvad Liberal Alliance skriver i deres 2025-plan: “Vi bruger for mange kræfter på registrering og rapportering, på endeløst bureaukrati og tomt arbejde og på meningsløse projekter, der ikke er til gavn for borgerne. Det er på tide at få vendt udviklingen og i stedet fokusere på at skabe konkrete resultater for borgerne.”
Med det in mente kan jeg godt forstå at Lilian stemte imod en bevilling til en glasskulptur i en boligforening i Ørestaden på 1.250.000 kroner (1,25 millioner kroner!). Det virker da også helt naturligt at gøre for en politiker der er medlem af Liberal Alliance. Intet mærkeligt ved det. Problemet er bare at hendes partifælle, Lars Dueholm, stemte for bevillingen. Nej, han stemte ikke bare for, han bestilte faktisk glasskulpturen. Og hvorfor så det? Jo den kære Lars Dueholm bor selv i den boligforening hvori skulpturen skulle opføres. En forening hvor hans kone er formand forresten.
Lars Dueholm og co. har, grundet kritikken, valgt at suspendere Lilian Parker fra gruppemøderne i Liberal Alliance, samt at udelukke hende fra dette års budgetforhandlinger.
Nu har Lilian Parker så meldt sig ud af partiet, kaldt den forhenværende kollega for en pamper og forklaret om episoden på Facebook. En opdatering der har høstet over 2.000 synes-godt-om-tilkendegivelser.
Så derfor: Pamperiet, dobbelt-moralen og hvad der ellers hører til, kan ikke længere skjules bag borgens mure. Det kommer helt sikkert frem i lyset, da vi lever i en verden med virkelig nem adgang til information. Samfundet er blevet mere transparent i takt med de sociale mediers fremtræden.
Politikerne skal lære at “practice what you preach”, selv at opfylde den rolle som man beder befolkningen om at gøre. Og de kommer til at gøre det. For man kan ikke længere gemme sådanne ting fra befolkningen. Det skal nok blive afsløret og delt på Facebook.
Ligesom at politiet skal vænne sig til at de næsten altid vil blive filmet i kontroversielle situationer, skal politikerne vænne sig til at de bliver overvåget. Og ikke kun af pressen, som det var engang, men af hele befolkningen.