Søndag fandt den årlige KMD Ironman sted i København med et imponerende antal deltagere på den gode side af 3000. Et antal, der gør Danmark til det land med flest Ironmanudøvere pr. million indbyggere. Jeg kan dog ikke lade vær med at undre mig over, hvornår denne trend opstod. I min optik er det eneste det faktum udstråler, at kun det umenneskelige er godt nok. For lad os nu bare være ærlige.. At gennemføre en Ironman er en umenneskelig handling, om end de over 3000 deltagere er bevis på, at den ikke er (fysisk) umulig. Men hvad med de passive Ironmanudøvere?
Motion er sundt, men overdreven motion påvirker vores liv på en række områder. Jeg kan ikke lade vær med at tænke på de historier, hvor parforhold splintrer fordi træning bliver en besættelse – en daglig pligt, der er vigtigere end din partner eller familie derhjemme. Er det virkelig der vi gerne vil hen? Der hvor det ekstreme overtrumfer vores menneskelige relationer? Det er en grov generalisering, I know, men der kan ikke undgå at være en grad af sandhed i det. En Ironman kræver flere timers daglig træning gennem minimum et år. Har du fuldtidsarbejde ved siden af, har du selvsagt ikke tid til meget andet. Hvad du måske ikke har kalkuleret med er, hvor meget din partner lider under Ironman-elskerinden. For det er lige præcis hvad det er; en elskerinde, som mange i stigende grad vælger frem for partneren derhjemme. Nogle forhold klarer mosten, mens andre går i stykker.
Det er en stor ting at gennemføre noget så fysisk krævende som en Ironman, men dem vi i virkeligheden bør hylde mest, er ikke dem, der kommer løbende over målstregen. Det er snarere dem, der trofast står på sidelinjen. Ja, du læste rigtigt! Dem, der har accepteret, at du har en elskerinde på sidelinjen. Dem, der igennem lang tid har måttet affinde sig med, at din fritid i højere grad tilbringes med din cykel, dine løbesko eller dine svømmebriller end med dem.
Mit spørgsmål til dig, kære nykårede Ironman, er: Kan du oprigtigt kigge dig i spejlet og sige, at du har været en god ven, kæreste eller familiemedlem igennem det seneste år? Nogle vil kunne svare ja til dette spørgsmål – og hatten af for jer! Nogle andre må dog imidlertid erkende, at sociale relationer er blevet nedprioriteret til fordel for træning. Og her kommer min pointe til udtryk; står en eller flere af dine nærmeste på sidelinjen, når du løber over målstregen, er det i ligeså høj grad dem vi skal hylde. Vi skal hylde dem, fordi de klarede den passive Ironman, mødet med din elskerinde, din besættelse af træning.
Det jeg undrer mig mest over, er dog grunden til at man gør det. Bevares, det er en cool ting du kan prale af – det vil jeg ikke tage fra dig, men ofrer du ikke lige lovlig meget for det? Handler det om at kunne sige at du har gjort det, eller er der mere i det? Og endeligt, har du drøftet med dine kære, om de er parate til at gennemføre den passive Ironman, inden du hovedløst kaster dig ud i dit eget projekt?
Over 3000 danskere fik i søndags en ny titel: Ironman. En imponerende titel, som jeg kun kan tage hatten af og have den dybeste respekt for. Den største hyldest skal dog, i min optik, gå til den del af de knapt 200.000 danskere med relation til en af deltagerene, der stod langs ruten dagen igennem. Dem, der har holdt ved. Dem der igennem et år eller mere, har gennemført den passive Ironman.
Du kan følge Mias blog her: http://despicablem.dk https://www.facebook.com/despicablemblog