Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

318

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Om angst, tryghed og frihed

Antal

Brugerindlæg af Gunnar Langemark

Jeg græd lidt da jeg slentrede hjem gennem mosen. Ikke for mig selv. Men fordi jeg kom i tanker om, at jeg jo KUNNE have kræft. At det ikke bare var for sjov, at jeg fik taget et helt batteri af blodprøver og i morgen skulle på Hillerød og igennem den store mølle. Jeg KUNNE forsvinde og aldrig få nogle børnebørn at se. Jeg KUNNE miste evnen til at være der for min familie, for mine piger - som jeg følte, at jeg trods alt muligt andet og alle mulige statslige og samfundsmæssige udviklinger igennem de sidste halvtreds år, alligevel skulle beskytte som manden i huset.

Jeg græd ikke for mig selv - for jeg har prøvet en hel del og kan ikke tillade mig at være utilfreds. Nej, jeg har ikke realiseret mit potentiale overhovedet. Jeg har været bange, forsigtig, holdt mig tilbage, tvivlet og ikke kunnet tage beslutninger af angst for ikke at være forberedt nok, god nok, perfekt nok. Men det er ikke hverken usædvanligt eller noget jeg kan bebrejde andre.

Jeg er jo ikke på den måde anderledes end så mange andre. Angsten for ikke at få succes hindrer jo masser af mennesker i at få chancen for succes. Tryghedsmanien i samfundet og den statslige omklamring (jeg skal nok spare jer for den svada endnu engang - blot to sætninger idag) har opdraget os alle til, at være bange for at vove os udenfor hønsegården. Døren står - om ikke på vid gab, så dog på klem. Men næsten ingen tør, hvad rigtig mange mennesker drømmer om. Næsten ingen tør gøre sig fri. Alt for få bliver selvstændige.

Der skal ofte en krise til, før man vover sig ud. Måske skal man sparkes ud af de trygge rammer - før det går op for én, hvor blind man har været. Nogle mennesker har det naturligt. Nogle mennesker lader sig ikke præge til andet. Nogle mennesker vokser op i sådan et miljø og så er det ikke svært. Men langt de fleste af os bliver præget fra vi er helt små til vi går ud af skolesystemet - til et liv i det faste arbejdes trygge rammer. Det er det skolen og uddannelsessystemet indtil videre har lært os alle. Vi aflærer vores selvstændighed - og bliver trænet til at tro, at vi er mere trygge i en fast funktionærstilling på fuld tid og med pensionsopsparing, sygedagpenge, sundhedsforsikring, flextid, fem-seks ugers ferie og frokostordning. For disse goder - ofrer man så friheden i sit liv.

Men trygheden er ikke så stor som vi ofte bilder os ind. Du tjener hvad? 40.000 om måneden? Du har tre måneders opsigelse? Du får udbetalt 22-25.000 om måneden når dine fradrag er regnet med? Med andre ord - du er sikret 75.000 hvis du bliver sagt op i morgen. Hvis du sparer 75.000 op på en konto, har du præcis lige så stor sikkerhed. Og du vil med samme tryghed kunne finde dig en kunde, sige dit job op - og være lige så ubekymret som igår, da du var funktionær i et fuldtidsjob. Sådan omtrent.

Det har taget mig mange mange år at frigøre mig fra den tryghedslæring som jeg massivt blev indoktrineret med i uddannelsessystemet, af medierne og af de politiske budskaber. Og det til trods for, at min mor altid tjente penge som selvstændig (hun havde tegnestue som reklametegner og blev siden forfatter og oversætter) og min far i min barndom altid havde “firma” ved siden af - og endte med i sine sidste mange år, at være selvstændig.

Særlig årene på universitetet har vist været tunge at danse med. At skulle sørge for det hele selv - kom længere og længere væk fra min horisont mens jeg blev klogere og klogere. Det kan godt være at man i folkeskolen arbejdede systematisk med “karrierevalg” og fuldkommen ignorerede muligheden for at være selvstændig. Men på universitetet blev der decideret set ned på både det private erhvervsliv og (det var nærmest unævneligt) at være selvstændig. Da jeg for mange år siden var medlem af Magisterforeningen - så var der nogle grupper af freelancere og selvstændige, men foreningen var dengang ikke i stand til at se sådan nogle som andet end timelønnede daglejere, som - forhåbentlig midlertidigt - tog de dårlige opgaver, i håbet om at få et rigtigt job.

Hele systemet er indrettet på jobs. Selv når man taler om selvstændige - handler det ikke om selvstændige. Det handler om en ganske bestemt type af selvstændige og iværksætteri, nemlig vækst-iværksætteri. Både medierne og det politiske system beskæftiger sig gerne med vækst-iværksættere. Det er de mennesker som går foran for - med investorer mv - at “skabe arbejdspladser”. Det handler altså stadig om, at have nogle faste små båse - pladser til mennesker, hvor de kan fastholdes i “arbejdet”. Hvis man bare vil klare sig selv - så er man ikke bare uinteressant. Man er en modsigelse af den store konsensus om formålet med livet og samfundet. Man saboterer den totalitære skabelse af et system hvor alle “har et job”. Om det er et produktivt job eller ej. Vi skal alle vænnes til, at vi har en “plads”. For når alle er på plads - så er der ro på bagsmækken.

Det kan man også græde lidt over. For vi er tæt på at nå målet. I vore dage har vi sågar jobs, som kun er nyttige i den forstand, at man finder det nyttigt “at arbejde” - uanset om der kommer noget ud af det. Formålet er at holde folk beskæftiget.

Men det er altså ikke formålet med livet. Livet skal være lykkeligt. Og det betyder at vores arbejde skal give os glæde. Men de fleste ved ikke hvad glæde er. De er glade for deres arbejde af alle de forkerte grunde (jo de må gerne være glade af grunde jeg finder forkerte - og det vil jeg ikke blande mig i. Men jeg vil sige det højt: grundene er pseudo). Mange mennesker elsker deres job fordi: Det er godt betalt! Det giver status! De har investeret meget tid i deres karriere og kan måle deres “succes”! De har “gode kollegaer”! og … “Andre synes det er misundelsesværdigt!”.

Jeg har haft den slags arbejdsglæde i mange af mine jobs. Det er ikke en genuin arbejdsglæde. Jeg føler genuin arbejdsglæde nu. Jeg føler den når jeg har fremstillet noget jeg er stolt af - og som andre har glæde af. Når nogen har fået min tekst eller min redigering - og de synes den er lige i skabet. Når en anden har fået hjælp til at komme videre med sit digitale projekt og de er glade for, at vi er kommet to skridt på vejen og har fået styr på tankerne, prioriteringerne og måske endda kan se på en konkret prototype af hvad det skal ende med. Og selvfølgelig: Når jeg har drejet en pen - som jeg synes er god, lækker og dejlig. En pen som er udtryk for hvor dygtig jeg NU er blevet. Og når en kunde køber den og betaler for den og efterfølgende vender tilbage og siger: “Jeg elsker min pen!” Eller: “Han blev så glad for pennen - og sidder og mærker den hele tiden”. Så mærker jeg arbejdsglæden.

Jeg ved godt, at jeg provokerer mange mennesker med denne påstand. Vi har lært at være glade for vores funktionærjobs. Og mange mennesker er jo ikke kreative på den måde. Alligevel mener jeg, at de fleste kunne have glæde af, at tage deres situation op til overvejelse: “Gør jeg det jeg elsker? Er det jeg arbejder med det rigtige? Hvad nu hvis jeg slet ikke skulle tænke på penge, hvad ville jeg så gøre?”. Dette samfund er gennemsyret af negativ arbejdsmoral - og især negativ arbejdsmoraliseren, som betyder at mange peger fingre ad mennesker som ikke arbejder, ikke arbejder så meget, ikke er ambitiøse i økonomisk og karrieremæssig henseende og så videre. Det giver ikke mening for mig. Hvem ser egentlig frem til at sidde i lænestolen når de bliver gamle, med barnebarnet på knæet og sige: “Jeg havde et fantastisk liv. Jeg oplevede - at gå på arbejde hver dag og blive forfremmet fem gange indtil jeg var direktør for hele foretagendet og havde alle de andre under mig”.

Lige nu har jeg nogle måneder hvor jeg ikke er afhængig af så meget. Jeg skal have leveret nogle penne til mine kunder. Ellers kan jeg gøre hvad jeg vil. Jeg kan fx lave noget smukt. Eller skrive sådan en ting som denne. Jeg kan pleje min træthed - og håbe, at jeg ikke er syg. Men jeg oplever en stor frihed og dermed en stor glæde. Det har været en lang mental rejse og den har kostet mig dyrt økonomisk. Men den er millionerne værd. Jeg er en fattig og nogenlunde fri mand. Og min frihed er min rigdom. Ligesom min familie er det. Pludselig kan jeg mærke livet på en helt anden måde. Og det kan man godt fælde en tåre over. Måske var det det jeg gjorde.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

02/09/2015 - 12:17

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:55

Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper