Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

307

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Gunnar Langemark: Go Fu** Yourself! Portræt af en Provokatør

Lukket

Del indlæg

Rolig nu. Gunnar Langemark er en velopdragen mand. “Go Fund Yourself” er beskeden. Og det er et budskab der stikker meget dybere end “bare” det at skrabe en masse penge sammen på kort tid.

Jeg havde regnet med et kort interview over telefonen, men Gunnar følte ikke for at give mig korte svar, så det blev til en hyggelig og interessant samtale på over to en halv time. Jeg ville nok godt kunne gøre det kortere, men for mange gode ting ville gå tabt. Så her får I det store hele.

Første spørgsmål gik på, hvad Gunnar egentlig er for en størrelse, hvad han laver og hvordan han er blevet formet gennem sit liv til at være den Gunnar Langemark, der for nyligt har indsamlet over 130.000 kroner til sit penneprojekt.

“Jeg har hus med terminer. Skatter der skal betales. Ejendomsskatter, grundskyld og alt andet godt der hører med. Jeg har renovationsudgifter. Så derfor tjener jeg ikke nødvendigvis penge nok. Som ung tog jeg en humanistisk uddannelse. Jeg ville gerne være kunstner. 70’erne var overstået og 80’erne bankede på døren. Forbrugskulturen var på fremmarch. Det var det der var målet for mange mennesker dengang, bare ikke lige mig. Efter en middelmådig studentereksamen aftjente jeg min værnepligt. Jeg blev desværre ikke optaget på kunstakademiet. Derfor søgte jeg ind på universitet. Nu havde jeg sådan set prøvet at være i uniform under kommando i civilforsvaret. Men jeg lærte at det ikke var fedt. Der var ikke den medfølgende disciplin, som folk snakker om at man kan få fra værnepligten. Disciplin kommer ikke fra civilforsvaret eller militæret, men fra en selv.”

“På universitet læste jeg kunsthistorie. jeg var interesseret i filosofi. Vi var tre fyre ud af en masse damer på studiet. Se det var ikke en dårlig ting, lige ind til jeg blev kæledæggen i klassen. Det var ikke så godt. Jeg endte med at læse filmvidenskab og senere retorik. Det var midt i de sorte firsere. Årgang 1984. Alle skulle være smarte dengang. På Krasnapolsky kunne folk sidde med deres Ray-Ban solbriller på og prale af at de var mediestuderende. Det var det smarteste dengang. Jeg var bare ikke særligt smart. Det var ikke min verden. Lidt sød var jeg, men ikke smart."

Personligt har Gunnar, blandt andet, nationalkonservative og liberale holdninger. Det er dog vigtigt at bemærke, at det er på det personlige plan. Pointen er, at det efter hans egen mening er en type holdninger, der ikke egner sig til at blive styret af staten. Den kan ikke administrere det ordenligt. Han er ikke politisk konservativ og tilhører ikke noget politisk parti. Han er desuden blevet beskyldt for at være antidemokrat, men det passer heller ikke.

“Jeg er demokrat, men jeg mener ikke at vores nuværende repræsentative parlamentarisme fungerer optimalt. Systemer bliver gamle og det er det også blevet i Danmark med vores repræsentative parlamentarisme. For mange interesser, der ikke er borgernes, skal plejes af staten. Systemet sander til. Vi har ansat en masse mennesker i statsbureaukratiet, der egentlig er overflødige. De har fået en beslutningskompetence over borgerne, der egentlig ville fungere bedst hos borgerne selv. De tror at de gør noget godt for kulturen uden rigtigt at gøre det. Det handler om flokmentalitet. De har meldt sig ind i et kulturelt fælleskab, hvor de har købt værdierne. Men det handler om at folk gerne vil høre til; de vil være i en flok, hvor de kan føle sig trygge.”

Jeg spørger Gunnar om hvad løsningen er, på det han ser som værende et politisk problem. Hvordan undgår man at systemet sander til? Hvordan kan bureaukratiet bekæmpes?

“Der findes ikke kun een løsning, men mange muligheder for at trække i den rigtige retning. Jeg var engang medlem af Liberal Alliance. Det er jeg ikke længere, men jeg synes, at de viste gode takter i forhold til at gøre op med statsdominansen på diverse områder. Jeg glæder mig til gengæld til at se, hvordan Henrik Dahl (red. nyt folketingsmedlem fra Liberal Alliance) kommer til at klare sig. Han er en klog mand, som jeg er stor fan af. Problemet er, at de alle spiller med på systemets præmisser. Det samme system som er ved at sande til.”

Ved nuværende valg fik Alternativet min interesse. De vil gerne mange gode ting, men de har ikke været ved suttetræet endnu. De har ikke afleveret sutten. De tror stadig at staten er en god ting. Alternativet og jeg kunne blive enige om rigtigt mange ting. Men vi vil aldrig blive enige om løsningerne. De tror på staten - det gør jeg ikke. Jeg tror ikke på, at man skal tage folks penge, for så at beslutte, hvordan man kan gøre en masse gode ting for de selvsamme folk, som man har taget pengene fra. Det kan folk godt selv finde ud af.”

Men hvad er så løsningen? Det lyder som at du ikke tror på demokratiet overhovedet?

“Jo, jeg tror på demokratiet. Men ikke den repræsentative parlamentarisme. Den er forældet. Vi skal bevæge os i en retning af et mere direkte demokrati. Det kunne måske ikke lade sig gøre tidligere, men tiden er inde til det. Folk har en viden, som i høj grad overgår den viden, folk for 100 år siden havde. Desuden har vi internettet. Vores muligheder er blevet langt bedre og derfor har vi også mindre brug for at staten skal administrere os. Hvis pengene var hos folket, ville de støtte det, som de selv syntes om rent kulturelt. Samfundet er rigt nok til at bevare kulturen uden om staten. Hvorfor skal den arbejdende mand, der ikke har alt for mange penge til sig selv, være med til at finansiere de riges kultur? Respekten for folk uden høj uddannelse er gået tabt synes jeg. De nye akademikere, man blandt andet kan finde i det Radikale Venstre, udviser en arrogance man ikke så tidligere blandt den akademiske klasse.”

Gunnar er selv vokset op i en familie af to verdner, hvor moderen kom fra en god borgerlig familie i Charlottenlund og faderen fra en arbejderfamilie. Faderen var selv var former og støber. Hans mor og far havde en motorcykel, som de kørte ud på landet på, for at gå på opdagelse. Det var helt fint. To kulturer mødtes. Gunnar mener at vi idag stadig har en gruppe af mennesker der ser sig selv som det bedre borgerskab. Den talende klasse; de kvalificerede tænkere. Men ifølge Gunnar er det ikke de intellektuelle. Ægte intellektuelle er uafhængige af bestemte kasser, som de kan hoppe ned i, og som de kan føle sig trygge i.

Men jeg ville egentlig gerne høre om Gunnars penneprojekt, så jeg blev nødt til at prøve at komme lidt væk fra snakken om systemer, selvom det var fascinerende at tale om.

Hvorfor har du valgt penne som projekt?

“Det var faktisk en tilfældighed. Jeg lærte mig selv at dreje penne. I 2000 var jeg selvstændig som konsulent. Det er en sjov ting at være, men jeg var på det tidspunkt ikke klog og erfaren på livet, så jeg endte med at blive deprimeret. Jeg havde kunder, jeg måtte sige nej til grundet for meget pres og der var ikke megen glæde ved, at sidde foran en computer og blive federe og federe. Jeg havde lidt penge fra friværdi og arv, men de løb hurtigt op. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte investere det jeg havde tilbage, inden det hele var væk.”

“Jeg er rimelig ‘bright’ hvis jeg selv skal sige det. Jeg var en af de første i Danmark, der købte adgang til internettet i 1993. Jeg var med til at skrue en uddannelse sammen i online medier. Jeg er cand.mag. i film, medier og retorik. Men jeg passer ikke ind i systemerne. Efter mit første barn blev født, købte jeg en brugt Mercedes. Jeg var ude i værkstedet om aftenen og kunne bruge mine hænder til at skrue og reparere på den. Jeg oplevede at være træt og øm, men følte det som fantastisk og jeg kunne nu køre i en lækker tysk bil pga. det jeg havde tillært mig.”

“Men fordi jeg blev syg af stress måtte jeg tænke mig om. Hvorfor blev jeg ulykkelig og hvad ville egentlig gøre mig lykkelig? Jeg kiggede tilbage i mit liv og kom i tanke om, at jeg engang havde haft træsløjd i folkeskolen. Den 22. december 2008 skrev jeg en opdatering på Facebook, om at jeg havde en drøm, om at lave det fedeste træværksted i min garage. Det skulle fungere som en form for terapi og mindfulness at være derude. Jeg havde en drøm, om at lave noget håndgribeligt fremfor onlineprodukter. Mange mennesker ville have godt af at lave noget med kroppen, der munder ud i et håndgribeligt produkt. Det er, for mig, 100 millioner gange bedre, end at købe 10 coaching sessioner hos en sød og lækker 40-årig-MILF-type-coach. De vil fortælle dig, at du skal dyrke motion og mindfulness, for at få det godt. Men for mit vedkommende har jeg brug for at være mig selv, isoleret et sted og skabe noget jeg kan være stolt af. Jeg lavede også træskåle, men på Facebook var det pennene, der fik mest opmærksomhed. Jeg fik mange rosende kommentarer, og det gav mig selvtillid. Jeg var engang et lille bitte hjul i en stor maskine uden at få noget ud af det. Jeg fremhævede sikkert ikke mig selv nok, hvilket nok også var et problem. I 2009 ville folk gerne købe pennene og derefter er det gået lidt frem og tilbage.”

Men hvad er det så for nogle penne? Hvad er det der er så specielt ved dem?

“De seneste 10 år er der udviklet en lille træindustri, hvor man kan købe ‘kits’ til produktion af penne. Det benyttede jeg mig af og jeg kunne dreje træet selv i drejebænken. Nu har jeg lavet det hele om. Jeg fulgte efterhånden ikke instruktionerne, da jeg bedre kunne lide at gøre det på min egen måde. Materialerne til pennene blev produceret et sted i Kina under ikke så gode forhold, så derfor fandt jeg en lokal producent i Jægerspris. Jeg bor selv i Frederikssund og nu havde jeg så en underleverandør, jeg kunne tale med ansigt til ansigt. Det kan godt betale sig at producere lokalt, for at kunne tilfredsstille et behov hos mennesker, der ikke gider at betale for ‘Kina lortet’. Når man kommer i Gunnars værksted kan man få en pen som ingen andre kan få. Produktet er altid håndlavet og unikt.”



Men er det ikke lidt en snobbet holdning?

“Det er ikke det samme som at være snobbet. Du kan købe en Mont Blanc kuglepen i en limited edition til utroligt mange penge. Men det er der 7.999 andre mennesker som også kan. De penne ligner bare penge, og dét synes jeg er snobbet. Folk skal vide, at de er et unikt individ, før de er en del af flokken. Langemarks Penne symboliserer det, at alle mennesker er unikke. De er individer. De bør lære at flokken er noget man vælger til og fra, når man har lyst til det. Flokken er ikke noget, der kan kræve noget af individet. Selv anarkokapitalisterne er flokdyr. Når de går sammen og siger at man ikke bør se DR eller lignende som ægte anarkokapitalist, så udviser de flokkulturen. Men lad vær med at tro på mig, for jeg har sikkert ikke ret!”

“Noget af det vigtigste er at forstå, at flokken har magten over individet. Jeg mener at individet skal have så meget magt over sig selv som overhovedet muligt. Systemerne skal støtte individernes magt. Individerne skal ikke have magt over andre. Kollektivet skal heller ikke have for meget magt. De naturlige kræfter vil centralisere og forstærke magten. Det gør at systemet bliver større og større. Systemet skal underlægges nogle ‘checks and balances’. Hvis ikke vi håndterer staten, vil den automatisk udvikle sig til en politistat, som vi ser det i blandt andet USA. Det handler om at folk placerer sig de systemer, hvori de kan udøve magt. Hvis ikke man sørger for, at det ikke sker vil der komme korruption. Se bare på FIFA. Det er en stor kapitalistisk maskine, hvori dem der styrer den, sikrer sig selv og deres venner en fed indkomst først og fremmest.”

Men hvad er så idéen med en crowdfundingkampagne? Hvad fik dig til at tro på den og har du lært noget af den?

“Jeg er selv stor fan af open-source, hvor alle oplysninger om produktet bliver delt, og folk bruger ufatteligt mange timer af deres tid friviligt på at forbedre det. Jeg var muligvis den første dansker der deltog i Drupal projektet (læs: websideudviklingsplatform), der også er open-source. Jeg tror endda jeg lavede en af de første hjemmesider i Danmark, det var dog længe før Drupal. Folk kalder mig faktisk en ‘Drupal evangelist’. Jeg mener at open-source systemer kan udkonkurrere de store kapitalistiske spillere på markedet ved deling af informationer. Drupal har faktisk allerede udkonkurreret de store spillere på markedet i meget vidt omfang.”

“Crowdfunding er også en naturlig forlængelse af, at jeg har brugt de digitale medier og arbejdet med dem i over 20 år. Det er min natur at gøre det på den måde. De muligheder det giver at demokratisere verden, som de digitale medier giver os, dem finder du stort set alle steder på nettet. Nu har vi muligheden for at ‘funde’ vores projekter via små donationer fra helt private mennesker. Det er direkte demokrati. Direkte finansiering og virkeliggørelse af det enkelte individs ambitioner. Vi behøver ikke længere store landsdækkende medier. Vi behøver ikke banker. Vi behøver ikke længere mellemmanden. I den nye verden vil mellemmanden være til stede, men han vil udfylde en langt mere beskeden rolle. Det støtter også mine egne holdninger at bruge open-source. Jeg har brugt tusinde af timer, på at arbejde med open-source - ubetalt. Sådan skaber man en bedre verden. Det har jeg gjort sammen med millioner af andre mennsker rundt omkring i verden. Det er en langsigtet investering i egen interesse, fordi den individuelle magt over sig selv ikke må gå tabt.”

“Open-source er ‘empowerment’ i forhold til muligheden for at eksistere online, uden at skulle betale store kapitale interesser for det. Kampen for open-source mod store kapitale interesser har jeg støttet i lang tid. Men jeg mener at det er meget liberalistisk og skal ikke forveksles med socialisme. Nøglen er at individerne sammen, uden om staten, kæmper imod pengemaskinerne. Man kan godt kritisere kapitalsamfundet, uden at være venstreorienteret. Anarkisterne er også flokdyr. De er med i en gruppe. Selvom venstrefløjen og statstøttere har gode intentioner, ja så kan de være med til at hjælpe og støtte, de folk der sidder på magten. Spørgsmålet er om man skal arbejde for at nedbryde de riges magt eller prøve at styrke sin egen. Efterspørgslen kan ændres ved at man ikke køber det, de store virksomheder sælger, da det bare vil gøre at magten forbliver hvor den er.”

Nå. Men. Hvad skal du så bruge de 130.000 kroner på?

“Whisky!”

“Nej, først skal udgifter til SKAT og moms regnes fra. Når alle offentlige instanser er betalt, vil der kun være ca. 60.000 kroner tilbage. Derefter skal jeg have dækket udgifter til produktionen (red. af pennene) og dens færdigudvikling. Og så skal jeg kunne leve lidt af det sidste. Successen er dog en smule mindre end den ser ud. For jeg havde sat målet for indtjening fra kampagnen lavt, da det endelige beløb, så ville se meget større ud. Jeg havde regnet med mere end de 35.000 kroner som jeg satte målet til at være i crowdfundingkampagnen. Mit oprindelig mål var 70.000 kroner, men grundet den lave sats, så det ud som om, at det var en kæmpe succes. Jeg havde nået målet på kort tid! Der var fest hos Gunnar og det gjorde at folk var endnu mere villige til, at være med og støtte projektet. Det er flokmentaliteten, der spiller ind igen. Hypen satte gang i folks interesse og som gerne ville kunne sige, at de havde redet med på den bølge af succes som jeg oplevede. Det virker. Nå, men nu må jeg jo finde på et nyt trick, da jeg lige har afsløret det her.”

Du er jo bestyrelsesmedlem her hos Folkets Avis. Hvad er dit engagement i Folkets Avis? Hvad har du bidraget med af tekster? Hvilke emner behandler du og hvad finder du interessant ved konceptet?

Jeg har jo en meget høj uddannelse inden for medier, som jeg kan prale af og misbruge. Eller jeg kan bruge den til at gennemskue, at samtlige medier, på samtlige platformer, er dybt korrupte. De er købt og betalt af moder stat. Samtlige journalister der arbejder er købte, overbetalte og får ca. 50% for meget i løn. Ingen har lyst til at være kritiske overfor systemet, fordi at det system betaler deres løn. Staten bestikker medierne med et hold-kæft-bolsje i form af mediestøtte. Mediestøtte er bestikkelse! Der er ingen uafhængige medier. Journalisterne er en flok småborgerlige, systemelskende, skødehunde, som skriver det der forventes af dem. De skal imødekomme produktivitetskrav, ligesom alle andre borgere, der gør at de sidder i trædemøllen og laver statspropaganda i lange guirlander. Og det juletræ, som de pynter på, er vissent og alle nålene er ved at falde af. De producerer millioner af spaltemillimeter og flimrende forsider af onlineversionerne af de statsstøttede propagandamaskiner. Dumheden i de danske medier generelt er grunden til, at jeg støtter Folkets Avis.”

“Folkets Avis kan, som frit medie, undgå at blive støttet af staten. Ingen penge - ingen afhængighed. Hvis vi lukkede DR, så ville der blive plads til en lang række små borgerdrevne medier, der kan imødekomme efterspørgslen. Når staten overtager, bliver dem der er involveret sløve, dumme og afhængige. Jeg mener at man skal klare sig selv først og fremmest. Når man lader sig forsørge, bliver man afhængig, og det er uanset om det er far, mor, ægtefælle, kæreste eller staten der forsørger.”

Så… Go ahead. Gør som Gunnar. Go fund yourself!

Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

11/12/2019 - 15:36

FOLKETS

Del eller citer med linket her

MediaCreeper