Gå til hovedindhold

Udlandet og Folkets Avis

Af Lennart
Hidtil har vi fokuseret næsten udelukkende på danske forhold - nu vender vi også blikket udad. Vi vil styrke vores hovedfokus i den kommende tid. Men samtidig vil vi også i et begrænset omfang begynde at dække udlandet. Især områder, som de andre danske medier mere eller mindre bevidst forbigår, vil du kunne læse om her på Folkets Avis. Et eksempel på dette kunne komme fra den amerikanske præsidentvalgkamp. Her fokuserer danske medier meget på Donald Trumps twitter-bommerter. Men man "glemmer" at skrive om Clintons bommerter og løgne og om Bernie Sanders mange bommerter og nærmest paranoide udfald. Det har vi til gengæld allerede gjort - så vi er så småt begyndt. Men det handler ikke kun om politik. Vi dækker også USA, fordi mange ting, der sker i USA nu, kommer til Danmark inden for få år. USA er stadig det land, der svinger taktstokken på det teknologiske område - og i mange henseender på det kulturelle. Tættere på os er det øvrige Europa. Også dette vil vi dække. Dels når EU blander sig i danske forhold. Men også andre forhold i Europa, som kommer til at påvirke Danmark, vil vi dække. For tiden har vi et meget tydeligt eksempel på dette med de store flygtninge- og indvandrerstrømme tværs over Europa. De er til dels skabt af Tysklands udmeldinger og politik. Som ved USA vil vi også ved Europa forsøge at afdække nogle områder, som de andre danske medier fravælger, overser eller ignorerer. Og så tager vi gerne fat i de helt store spørgsmål - for eksempel de lave fødselstal i Europa. Også andre dele af verden vil blive dækket her på Folkets Avis - omend efter al sandsynlighed noget mere sporadisk. Som sædvanlig løber vi ikke efter nyhederne. Vi samler op på, hvad der sker – og hvad det har af betydning for borgerne her i landet. Nu og på længere sigt. Jeg håber, I tager godt imod.
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.