Gå til hovedindhold

Hvor kommer Bulldog'en Walter fra?

Af Jakob
For ca. 5 år siden var jeg med til at starte en Australsk fodboldklub, hvor vi selvfølgelig også skulle bruge et sejt logo. Klubben hed East Coast Bulldogs. Der var mange forslag angående logo. Mit forslag var, at jeg fik lavet et logo, vi kunne bruge indtil vi endeligt fik besluttet os. Bare så vi havde noget. Et logo klubben kunne låne indtil ”det rigtige” dukkede op, så der var lidt på klubhjemmesiden. Jeg fik en grafiker til at lave Walter-logoet, ud fra instrukser om, at det skulle henlede tankerne på Hot-Rods og ombyggede motorcykler – og seje mænd, fra dengang, de var seje. Altså det var ikke som sådan tilpasset klubben, der kun skulle bruge det en periode - og som da også senere fik lavet sit eget ”rigtige” logo. Det skulle være mit logo, som jeg senere kunne bruge i andre sammenhænge. Måske endda frigive det, og forsøge at gøre det til noget i stil med ”Don't tread on me” flaget med den sammenrullede klapperslange. Et symbol på ”vi finder os ikke i mere”. En Bulldog er sådan set fredelig - lige indtil man skubber den ned fra sofaen. Den er meget selvstændig, svær at opdrage, men samtidigt meget godmodig - men altså ikke et fjols eller en kujon. Den bliver stående. Derfor bruger vi også Walter som mærkningsordning, når vi i InCasu skal anmelde udstyr til brug i forbindelse med civil resiliens – og andet overlevelsesudstyr – i stedet for stjerner, bliver udstyret tildelt et antal ”Walter”. Folkets Avis har bedt om lov til at også benytte logoet. Og det er en stor ære, at folkets eneste reelle vagthund, vil bruge Walter, som deres symbol. Man kan sige, at jeg lige så stille er ved at opnå, at gøre det til symbol på ”nok er nok” og ”vi finder os ikke i mere”! - og så er det jo genbrug, digital up-cycling og deleøkonomi.....