Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

319

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Kejserens nye klæder

Antal

Brugerindlæg af Thomas Elkjær Bentsen

Jeg kan huske min første oplevelse af at være barnet i 'Kejserens Nye Klæder'.

Det var, da Rumænien var i opløsning. Ceaușescu var ret upopulær, og et nyt styre havde taget over. For at vise styrets grumhed tømte man et par lighuse med (gætter jeg på) ganske almindelige mennesker, som var døde på ganske almindelig vis, og lagde ligene til fri beskuelse på en græsplæne. Enhver med et halvt øje åbent kunne se, at det var døde mennesker, som var blevet obduceret, fordi de var blevet syet sammen som kun patologer kan gøre det - gætter jeg på.

Men pressen var i stand til at tage nogle helt vildt gode billeder af det. -Mennesker i sorg, død, nød og ødelæggelse. Hadet imod den tidligere statsleder ville ingen ende tage.

Jeg forsøgte at fortælle folk, at der altså ikke var noget som helst særligt over, at folk gik hen og døde og blev obduceret. Men på forunderlig vis opstod der en folkestemning, som pressen kun pustede til. Ceaușescu var et svin, og alle andre var gode. Den lille dreng fra Kejserens nye Klæder var egentlig ikke særligt populær, fordi folkestemning og presse havde en helt anden mening - som blev bekræftet af de frygtelige billeder af folk, som først var blevet skåret op fra ende til anden og derefter hurtigt syet sammen igen - som et led i hvad der for mig forekom at være en ganske almindelig obduktion.

Ceaușescu og hans kone blev taget til fange af hæren. De blev "dømt" i en hasteretssag, som varede ca. en time. Og så blev de henrettet. Og ikke en eneste kneb en tåre, fordi endelig var der blevet ryddet op i det svineri, som var foregået. -Bortset fra altså... at der var ingen, der vidste, hvilket svineri, der var foregået. Pressen havde fortalt en løgn, og ingen vidste, hvor stor en løgn det var.

Jeg var ikke så gammel, og det var de andre heller ikke, men folk stirrede underligt og frygtsomt på mig og spurgte, hvordan jeg kunne være så ond og blottet for medfølelse. Enhver kunne jo se de absolut horrible billeder af lig, som bare var kastet tilfældigt på en græsplæne, og enhver som ikke blev grebet om hjertet af dét, måtte jo være nærmest psykopat. Rationalitet, tanke og rimelighed forsvandt ud af vinduet. Følelsen tog over. En bloc.

Det var ved den lejlighed, jeg lærte at frygte mennesker i flok.

Syrien

For nylig blev der vist billeder af en lille dreng, som var druknet. Detaljerne (fakta, sandhed og den slags) var sparsomme. Men den lille dreng var død, og der var blevet taget nogle rigtig gode billeder af det. Jeg skriver "rigtig gode", fordi de var skarpe, farverne var klare, belysningen var god, hans hår var tilpas vådt og pjusket, men ikke for langt. Han havde søde, små sko på og en rød trøje - rent og propert, men bestemt ikke overdådigt. Det var grufuldt, men ikke så grufuldt, at folk lod være med at vise det til alle, der overhovedet gad åbne Facebook.

Den gik lige ind. Havde en Hollywood producer skullet lavet det billede, så ville det have været nøjagtig sådan. Han lå fredeligt, men med ansigtet nedad, så man øjeblikkeligt vidste, at der var noget helt galt. Øjnene lukkede, så der ikke var nogen ubehagelig trussel i det heller. Billedet fortalte i sig selv den historie, som medier med allerstørste glæde ville fortælle. Et 100% uskyldigt offer. Et "ikon" for et eller andet.

No. Other. Comment. Needed.

Tænkte du over, hvordan scenen dér på stranden mon har været? Hvor mange fotografer sværmede om den lille dreng, før han blev samlet op af den tyrkiske politimand med det helt rigtige udtryk i ansigtet? Blev han flyttet inden? Af hvem? Hvordan lykkedes det overhovedet fotograferne at være til stede lige dér - på en tilfældig strand i Tyrkiet i lige det øjeblik hvor liget af en lille dreng bliver fundet? Tænkte du over, at Alan (fordi det er faktisk hans navn - ikke Aylan, selvom det nok lyder bedre) havde en bror, som også druknede - men som ikke blev verdenskendt, fordi der ikke blev taget lige så lækre billeder af ham? Alan blev fundet sammen med et andet barn. Vidste du det? Var hun ikke så fotogen, eller var hendes tøj ikke passende til lejligheden? Havde hun en lyserød prinsessekjole på, som ikke var tilstrækkeligt flygtninge-agtig?

Hvad med dig selv, kære læser? -Jeg er naturligvis ikke i tvivl om, at netop din medmenneskelighed er universel. Der er ikke så meget som et strejf af racisme i dig. Du har medfølelse for alle uanset race, hårfarve, alder, køn, seksuel orientering, religion og så videre. Ikk'? Men din nabo? Ville din nabo have delt det billede, havde det været en kulsort, 43-årig negermand fra Ghana? Ville der overhovedet være nogen forskel på fakta - ville den bagvedliggende gru have været noget som helst anderledes?

Ikke uventet for mig tog begivenhederne fart. Tysklands kansler smækkede døren til Europa op på vid gab bare fordi.

Folk ude i den rigtige virkelighed skreg sig hæse i forsøget på at fortælle folk, hvad realiteterne viste. Ungarn undersøgte tingene og kom frem til, at ca. 9% af alle dem, som kommer ind over grænsen, vil være i stand til at opnå flygtningestatus. Resten må være at betragte som "migranter" på udkig efter en bedre tilværelse - men ikke truet på liv og helbred.

Det betød ikke rigtig noget som helst. Billedet af den lille dreng havde gjort et stort indtryk. Og vi har kun set den spæde begyndelse på det her.

Jeg har lige set en opdatering fra en kendt, dansk journalist med billeder af sønderbombede huse i Syrien. Den bliver delt i stor stil på Facebook. Han spørger, om man virkelig vil være bekendt at kalde de folk, som kommer, for "velfærdsturister" eller noget andet fælt. Den går også lige ind, fordi hvem i alverden vil tillade sig at modsige billeder af sønderbombede huse, amputerede lemmer og alt muligt andet, som Europa har været skånet for i mange årtier?

Følelsen tager over, og den er stærk. Ingen tør være den psykopatiske og u-empatiske, som spørger, om alle de mennesker, som står i Ungarn lige nu, kommer fra det kvarter, som der er taget billeder af. Ingen tør minde om, at Ungarnske myndigheder vurderer, at kun ca. 9% af alle ankomne, kan opnå flygtningestatus.

Har du lagt mærke til, at i de fleste rapporter i medierne, som handler om det her, er det næsten altid familier eller kvinder, som bliver interviewet? Har du tænkt over, at de fleste af de ikke-journalister, som rent faktisk befinder sig i de områder, rapporterer, at det næsten udelukkende er unge mænd, som kommer ind over grænsen? Hvorfor er der den forskel på det, som ikke-medier siger, og så det billede, som bliver videregivet af medierne?

Har medierne mon en interesse i at vise den vinkel af det her, som giver dig mest medfølelse? Hvorfor beskrives de mennesker oftest som "desperate flygtninge"? Du ser sjældent, at det er "mennesker" eller "indvandrere". De er "desperate" - selv når de når Danmark efter at have rejst igennem 6-7 fredelige lande uden krig. Hvilken sandhed er det, som medierne videregiver dér? En "bekvem sandhed"? Bekvem for hvem?

Fremtiden

En kronikør i JP spurgte for nylig retorisk, hvilken europæisk statsleder, der mon ville have modet til på et tidspunkt at smække døren i? Hvilken europæisk statsleder vil turde på et eller andet tidspunkt at sænke grænsebommen midt i menneskestrømmen og sige "stop"? Vil nogen europæisk statsleder kunne bære ansvaret for at forsvare grænsen med skydevåben? At skyde på mennesker - kvinder, børn og gamle, som bare gerne vil lukkes ind? Svaret er naturligvis "ingen". Der er alt for mange gode billeder i det, og der står alt for mange kameraer klar til at lave dem og sende dem ud i verden.

Det allermest ulækre ved alt det her er...

Vil du vide det?

Lige nu (tror jeg) sidder europæiske statsledere og har ondt i maven, fordi de ved godt, at den første bølge af migranter slet ikke er nogen bølge - det er nogle få dråber. Den seneste udvikling har først lige sendt en klar besked til alle i Mellemøsten og Afrika, som er utilfredse med deres tilværelse, om, at de godt kan pakke kufferten og komme afsted. Europa vil i løbet af nogle måneder formodentlig blive overløbet af migranter, som kommer, fordi de ønsker et bedre liv for sig selv og deres nærmeste. -Ingen kan bebrejde dem. Det ville jeg også gøre.

De europæiske statsledere med ondt i maven sidder lige nu - eller om kort tid - og håber på, at en eller anden ulykkelig migrant begår en eller anden vederstyggelighed, som der bliver taget billeder af - fordi "photo or it didn't happen". Så kan man nemlig håbe, at folkestemningen vender igen, og så kan man gøre en masse ting, som man ikke kunne før. Så vil der pludselig være en accept af måske ret uhyggelige ting, som der tidligere ikke var.

Der er absolut intet nyt i det her. Den slags har været brugt i evigheder. Tyskland i trediverne. Pearl Harbour. 9/11. Det nye er måske, at folk selv deltager så aktivt i det på grund af de sociale medier.

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor amerikanerne mon valgte Guantanamo som center for deres forbrydelser mod menneskeheden? Hvorfor valgte man en base, som ligger så langt fra USA og endda totalt omringet af fjendtligt territorium? Det gjorde man, fordi det ville blive svært for journalister at lave live reportager og tage billeder af det. På Guantanamo har man næsten total kontrol med, hvem der overhovedet kommer i nærheden. Og når der ikke bliver taget billeder og lavet live reportager - når der ikke kan lægges ting på Facebook, så bliver det glemt. Et nyhedsanker på en stor TV-kanal gider da ikke aften efter aften at sidde og fortælle den samme historie, hvis der ikke er nogen saftige billeder at vise samtidig med. Hvorfor skulle man dog bruge tid på den slags, når der er så mange andre gode ting, man kan vise frem - som f.eks. en drunket dreng, som er skyllet i land et eller andet sted - resten af historien ufortalt?

Hørte du nogensinde om krigen i Congo? Den mest dødelige konflikt i verden efter 2. verdenskrig. Officielt stoppede den i 2003, men så vidt jeg ved, så fortsætter den på lavt blus endnu. Af en eller anden grund blev den historie aldrig fortalt til nogen. Måske fordi der ikke er gode, direkte forbindelser med fly til området? Fordi det ville være for dyrt og for farligt for journalister at tage ind i området og fortælle historien? At prisen for de nyheder ville være for høj - i forhold til f.eks. historien med ledsagende billeder af en lille dreng, som er druknet - i bekvem afstand fra et populært tyrkisk feriemål, hvor journalister kan opholde sig i nogenlunde behagelighed?

Nu - mere end nogensinde - er der behov for, at vi holder hovedet koldt og tænker rationelt. Desværre ser det ikke ud til, at det kommer til at ske. Der er for mange klik, seere og humanitære points i at fodre følelserne.

Jeg frygter stadig mennesker i flok. Rationalitet, tanke og rimelighed forsvinder, når mennesker i flok ser et lækkert billede af en lille, druknet dreng. Ingen kan være tjent med det, men sådan er verden måske bare indrettet.

Del

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

16/09/2015 - 08:43

Seneste ændring: 

21/03/2019 - 11:55

Emner: 

Del eller citer med linket her

MediaCreeper