Vi skal bruge 333 betalende brugere mere for at "breake even" - vil du være en af dem?


FOLKETS kan kun eksistere i kraft af direkte opbakning fra brugerne

Se hvordan DU hjælper

Primære faneblade

”Serberne fragter os fra Beograd og de sydlige grænser herop, så vi kan komme til Kroatien”

Antal

Det er torsdag d. 17 september og pludselig begynder meldinger fra de lokale serbere at tikke ind, bosat i den lille serbiske grænseby Bezdan.

Meldingerne lyder på, at der halvvejs mod den kroatiske grænse vælter med flygtninge. Flygtninge, hvis destination er EU.

Læs også: 200.000 migranter på få dage - sådan fik Ungarn styr på grænserne

Vi – en østriger, tysker, en anden dansker og jeg selv, drager straks mod lokationen, hvor vi har fået besked om, at flygtningene er. På vejen derhen støder vi allerede på flere grupperinger af flygtninge gående langs den serbiske landevej mod Kroatien.

Da vi ankommer, er det et syn uden lige, der møder os. Der er talrige busser på destinationen – vi ser flere køre væk derfra, samtidig med at flere ankommer. Busser, hvor flygtninge strømmer ud.



Allerede da vi ankommer til dette lille sted på vej mod den kroatiske grænse, virker stemningen blandt det serbiske grænsepoliti meget intens. Dog ikke rettet mod flygtningene, men derimod rettet mod sådan nogle som os; folk med kameraer.

En serbisk grænsebetjent skynder sig allerede hen til vores bil, inden vi har fået chancen for at parkere. Det er en aggressiv tone om, at vi ikke må tage billeder, der møder os. En tone, der vel og mærket kommer fra en betjent, som der tidligere på sommeren er blevet hygget og drukket kaffe med.

Vi beslutter hurtigt, at det ikke er her, vi ønsker at være, og vi drager mod den serbisk-kroatiske grænse. Omtrent en kilometer fra grænsen stiger tre af os ud af bilen, da det er oplagt, at det ikke er en smart ide at fortsætte med bilen mod en overbelastet grænse – eller det var i hvert fald det, vi troede, at den serbiske grænse ville være.

Synet af flygtningene, der møder os, kan på ingen måde beskrives som monotont. Den brogede, vandrende flygtningemasse vil være en mere passende måde at beskrive det på. Det var alt fra smilende, glade og livsenergiske grupperinger, af kvinder, mænd og børn, til tydeligt torturede og skadede personer med ar, sår og mærker efter tortur.

Men et par ting slog mig. Det var først og fremmest absolut ikke majoriteten, som på mig virkede som de nødlidende flygtninge. Og det andet var, at kun omkring halvdelen kom fra Syrien. Noget som man både kunne se, men som man også kunne få fortalt, når man snakkede med flygtningene. Landende hed primært – ud over Syrien: Afghanistan, Nigeria, Irak og Iran.

Jeg var personligt ufatteligt nysgerrig på, hvordan flygtningene var kommet med disse busser, og hvor finansieringen kommer fra. Men der skal ikke mange snakke med de vandrende flygtninge til, før at billede står klart. Det er det samme svar, uden undtagelser, vi bliver mødt med. ”Serberne fragter os fra Beograd og de sydlige grænser herop, så vi kan komme til Kroatien.”

Det er altså Serbien – som i den serbiske stat - som står for transporten af flygtningene igennem Serbien.

Men blandt den store masse af vandrende flygtninge var der også noget, som burde skræmme en hver europæer, der møder dem. Blandt massen var nemlig også unge mænd i 20'erne og 30'erne, som hurtigt og ihærdigt forsøgte at skjule deres ansigter, så snart de så det mindste til en kameralinse. Det er dog ikke det skræmmende. Det skræmmende var de udsagn og udtalelser, der kom fra unge mænd af samme typer; ”EU IS ISLAM!”

Ikke blot en mand eller gruppe sagde dette. Det var der flere, som glædeligt sagde. Mænd, som helt tydeligt ikke virkede som flygtninge.

Efter de sidste to kilometers gang mod grænsen, hvor der flere steder på vejen mødte de vandrende flygtninge et syn af mad, vand og forsyninger i vejkanten, kunne de endelig se den serbiske grænsekontrol. Det var dog ikke en grænsekontrol, som på nogen måde skræmte dem.

Grænsekontrollen kontrollerede nemlig kun alle andre end flygtningene, som uhindret fik lov til at gå over broen mellem Serbien og Kroatien, som kun er adskilt af Donaufloden.

Men glæden over nu at kunne se EU var ikke til at skjule hos flygtningene. Kun den ene kilometer lange bro adskilte dem nu fra EU.

Når de lange masser af flygtninge så synet af den kroatiske grænsekontrol på den anden side af Donau-floden, blev de mødt af det næsten samme syn, som ved den Serbiske. En åben grænse – kun lige betinget af et lille lægetjek.

Faktummet er altså, at der via. den serbiske-kroatiske grænse er fri adgang til den Europæiske Union for flygtninge.

Dette faktum er måske også med til at forklare det kroatiske politis meget agressive fremtogning mod personer, der bar kamera. Og hvorfor, at det kroatiske Røde Kors havde fået forbud mod at tale med nogle, der bare mindede om presse, overhovedet – ordrer fra det kroatiske grænsepoliti.

Klart stod det, at disse flygtninge, som i dette øjeblik, strømmer ind over grænsen til EU, er af alle typer. Det er de ondsindede, som absolut intet godt vil, der råber ”EU IS ISLAM!”, men det er absolut også de nødlidende flygtninge, som netop prøver at flygte fra sidstnævnte type.

Men endnu mere klart stod det, at det ikke er Kroatien, der er deres destination. De vil, ifølge dem selv, videre til Tyskland, Danmark, Sverige og Finland. Interessen for at blive i regionen er ikke-eksisterende.

De vil videre nordpå.

Læs også: 200.000 migranter på få dage - sådan fik Ungarn styr på grænserne

Meta
Seneste ændring: 
13/02/2019 - 14:23
Udgivet i: 
Emner: