Gå til hovedindhold

Derfor stemmer jeg ikke til kommunalvalget

Bertel Haarder hævdede for nogle dage siden, at en stemme giver en retten til at brokke sig de næste fire år. Men dette forudsætter, at man overhovedet har overskud til at brokke sig, overskud til rollen som samfundsborger. For en underklasse - der skubbes ud i fattigdom af netop den statsmagt, der står til valg - er spørgsmålet om, hvilke lokalpolitikere, der skal have love til at frådse med vores penge, et luksusspørgsmål.

Jeg er ikke nogen økonomisk succes. Jeg har været selvstændig erhvervsdrivende, men må konstatere, at siden krisen kom har jeg kun formået at tjene til dagen og vejen. Jeg går i genbrugstøj og min lejlighed er møbleret med klunsede genstande. Jeg kan ikke give andre skylden for, at jeg ikke er dygtig nok, at jeg ikke formår at sælge mine kompetencer bedre. Jeg gør mit bedste, og indtil videre går det lige op.

Selvstændig "fattigrøv" med B-skattegæld

Men jeg er sur. Fordi det går faktisk ikke helt op. Jeg skylder et stort beløb B-skat for netop denne periode, hvor det knap nok er lykkedes at holde hovedet oven vande. Jeg vil ikke vove mig ud i en diskussion af, hvordan fattigdom bør defineres, men vil nøjes med at sige, at hvis skattefar får sit er jeg på gaden. Jeg forstår ikke økonomi, men konklusionen kan kun være, at staten beskatter helt ned under et rimeligt eksistensminimum. Det mærker man ikke så meget i gode tider, så længe rådighedsbeløbet overstiger dette eksistensminimum. Men falder det under, alt imens staten stadig kræver sin andel, så kan man konstatere, at man er fanget i en økonomisk fælde.

Det kan ikke betale sig at arbejde. Når sådan en grænseindkomst betragtes som skattepligtig af staten svarer det til, at man reelt bliver straffet for at arbejde. Det var faktisk lettere at give op og henvende sig til kommunen med udstrakt hånd. Men jeg gør det ikke, fordi det bør kunne betale sig at arbejde, selv om man kæmper for en hver krone. Når staten vejer så tungt, at den faktisk truer ens økonomiske eksistens ser jeg principielt ikke nogen løsning i, at øge byrden for andre. Der findes et alternativ til Dovne Robert-modellen. Den er desværre præget af opkrævninger og trusler fra statens lange arm, således at man lærer at gå uden om staten. Det kan man gøre med god samvittighed når man ved, at man ikke ligger til last for ens medborgere så længe man bidrager (moms og afgifter alle vegne) mere end man kræver.

Personfradraget er for lavt

At personfradraget bør ligge højere - på et beløb, der giver en minimumslevestandard - er et nationalpolitisk anliggende. Jeg har desværre ikke stemmeret til Folketingsvalg (og min indfødsret bliver ikke behandlet, så længe jeg har gæld til det offentlige: Punkt 22), men hvis jeg kunne vil jeg naturligvis søge et parti, der ønsker at gøre op med denne uretfærdighed.

Hvis jeg kunne vil jeg selv stille op (blot jeg havde råd til at slutte mig til et parti eller stifte et). Hvis jeg kunne, og hvis jeg havde overskud til det. Og hvis der var udsigt til et alternativ til den tværpartiske politik, hvorledes borgerne konsekvent malkes hinsides smertegrænsen.

Har ikke råd til luksusspørgsmål

Og hvad med kommunalvalg? Hvilke politikere kunne jeg tænke mig at vælge til opgaven, at bruge de penge, jeg ikke har råd til at undvære? Politikere, der er en del af et problem, de ikke har mandat til at løse? Det er mig ligegyldigt. Det svarer til, at overveje, hvilken Porsche-model, jeg har lyst til at købe. Luksusspørgsmål, og ganske irrelevante.

Jeg fragiver mig gerne retten til at brokke mig. Jeg melder hus forbi. Jeg føler mig nødsaget og berettiget til at tage afstand fra et statsapparat, der dybest set tvinger mig til at vælge mellem afhængighed og sort arbejde.

Når jeg bliver hjemme i min klunsede sofa er det ikke fordi, jeg ikke gider beslutte mig eller tage politisk stilling. Det er udtryk for et rungende 'Nej, tak!' Der bliver ikke tilbudt noget, der interesserer mig.