På blot to dage, har jeg læst to vidt forskellige artikler om danskernes sundhed. Den ene hævder, at vi danskere ridder på en fitnessbølge , mens den anden har udgangspunkt i en helt ny rapport, der viser, at europæere er den mest usunde befolkningsgruppe i verden. Tilmed hævder artiklen, at Danmark i rapporten ligger helt i bund. Det kan meget vel skyldes vores knapt så fornemme placering i top 3 over lande med størst alkoholforbrug – i hvert fald blandt unge.
Tilbage til min undren. Det lader altså til, at Danmark deler sig i to meget markante modpoler; vi vil gerne leve hypersundt, men vi vil også gerne føre livsnyder-stilen, hvor en flaske vin til maden eller månedlige fester og byture giver en form for livskvalitet. Det interessante for mig er dog ikke modpolerne i sig selv, men den generelle diskurs, der gør, at sundhed snarere er et samfundsanliggende end et personligt anliggende. Hvorfor? Fordi sundhed i dag udstråler status. Og her kommer problemet; uanset hvor sunde vi fremstår, ændrer det ikke billedet af, at vi klarer os dårligt på afgørende parametre i WHOs rapport. Det skyldes primært, at vores alkoholkultur stammer fra det jeg – i samarbejde med to sociologer - tidligere har defineret som ”en farlig cocktail”.
Læs her, hvad den farlige cocktail indeholder
Desuden vil jeg gerne tilslutte mig en væsentlig pointe fra forfatteren bag ”Forbandede Sunddom”. Eftersom sundhed og motion har nået et punkt, hvor kun en Ironman tælles for noget stort og vi udelukkende skal leve af protein og grøntsager, så er der (forståeligt nok!) mange der står af på halvvejen – jeg selv inklusiv. Barren har simpelthen nået et niveau, hvor den almindelige dansker ikke kan være med – og så er det da fristende at give op i stedet for at slide sig gennem en hverdag, hvor din livsstil ikke tilfører livsglæde. Med andre ord, er der noget helt galt med samfundsdiskursen omkring sundhed.
Diskursen er rent faktisk så ekstrem, at sukker i flere sammenhænge er blevet sammenlignet med heroin i forhold afhængighedsdannelse. Nu er det bare sådan, at det aldrig er videnskabeligt bevist. Så hvem sætter egentlig denne (umenneskelige) dagsorden, hvor kun det hypersunde liv er godt nok at skilte med? Og ærlig talt, så falder det jo helt til jorden så længe vi nyder alkohol i de mængder vi gør. I min optik findes den optimale situation i udtrykket ”alting med måde” – både hvad angår sukker og alkohol. Altså, så længe du ikke spiser sukker eller drikker alkohol dagen lang, så skal det hele nok gå.. Og det er det jo (gudskelov) de færreste af os der gør. Endeligt: Sundhed vil altid være et individuelt anliggende. Uanset antallet af retningslinjer, vil det altid være op til den enkelte, hvorledes denne ønsker at leve sit liv.
Vi vil så gerne anerkendes som et sundt samfund, et sundt land. En titel, der falder helt til jorden, når vores udenlandske alkohol-ry understøttes af rapporter som den seneste fra WHO. Jeg har derfor et andet forslag; hvorfor ikke stræbe efter at Danmark anerkendes som et livsnydersamfund? Altså, et samfund hvor vi har de grundlæggende kostregler på plads, men fra tid til anden tilsætter dét ekstra krydderi, der gør tilværelsen lidt sjovere end gulerødder og broccoli. Dét er et langt mere realistisk billede, hvis du spørger mig..