Gå til hovedindhold

Dagen derpå

Af Lennart

Mange mennesker brugte valgaftenen som anledning til at lave små festlige sammenkomster hjemme i privaten. Det er godt, når venner mødes. Og det er også det bedste, man kan sige om valget i går.

For i dag sidder vi tilbage med lette tømmermænd og et politisk system, hvis magt er mere cementeret og centraliseret end nogensinde før. De to store etablerede Apparatchik-partier, Venstre og Socialdemokratiet, sidder solidt på magten rundt om i landets kommuner og regioner.

Intelligente mennesker kan sagtens gennemskue det cirkus, der i går blev live-transmitteret på statens store TV-kanal. "Demokratiet" tiljubles, men det, vi i virkeligheden var vidne til, var en magtafgivelse, hvor en masse borgere frasage sig retten til selvbestemmelse og lagde deres fremtid i politikernes hænder.

Tænk lige over det. Vi stemmer på et andet menneske, som vi mener skal tage beslutninger for os. Når vi i virkeligheden selv kunne tage de beslutninger. Vi kunne have et mere direkte demokrati. Vi kunne have meget mere personlig frihed.

Der er intet til hinder for, at vi i dag som borgere deltager direkte i afstemninger om helt konkrete forslag. Vi kan alle blive aktive deltagere i et ægte demokrati, i stedet for som nu at parkere vores indflydelse hos en lille indspist klasse af professionelle beslutningstagere.

Valget er ovre for denne gang, men her på Folkets Avis vil vil fastholde kursen mod et mere inddragende og direkte demokrati. For vi husker altid på, at demokrati betyder folkestyre. Det klares ikke ved at gå ned til den lokale stemmeurne én gang hvert andet år.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.