Der ligger altså stadig en stor, ubetalt regning for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alt for mange af de mennesker, som risikerede liv og helbred for de store politiske idealer, lever stadig ulykkelige liv, på grund af Forsvarets og politikernes svigt.
Danmark har haft en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik siden starten af 1990’erne, hvor skiftende politiske flertal med rund hånd har sendt danske soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud til verdens brændpunkter.
Forsvaret havde, med politikernes velsignelse, holdt Dannebrog højt hævet siden 1948, hvor danske soldater blev sendt på fredsbevarende opgaver i Gaza, og senere fulgte blandt andet missioner i Congo, Cypern og Kuwait.
Men fra 1992, hvor Danmark begyndte at sende soldater til Balkan, ændrede vilkårene sig. Der var flere sårede, og flere der overværede voldsomme krigsscener. Alvoren blev skærpet yderligere i forbindelse med missionerne i Irak og Afghanistan, hvor danske soldater blev sendt ud med mandat til at angribe fjenden og føre krig.
Det store paradigmeskift manifesterede sig i Eksjugoslavien, hvor mere end 10.000 danskere, med eller uden våben, var udsendt for at gøre en forskel i den jugoslaviske borgerkrig, og de efterfølgende spændinger mellem forskellige etniske grupper.
I alt var 12.489 danskere udsendt til Balkan i perioden 1991 til 2001. Og på nogle af de hold, som i Eksjugoslavien oplevede at komme på mellemhånd og var vidner til etniske udrensninger, har der siden været usædvanligt mange selvmord blandt veteranerne. Det har en undersøgelse fra Center for Selvmordsforskning vist.
Det var på alle måder en anden oplevelse, end de hidtidige fredsbevarende missioner på Cypern og i Gaza. På Balkan blev de udsendte danskere vidner til ondskab og menneskelig armod, uden at kunne stille så meget op, fordi det politiske mandat ikke tillod aktiv indgriben.
Frustrationen og magtesløsheden, som de fredsbevarende styrker oplevede på det borgerkrigshærgede Balkan, kan altså være lige så traumatisk for soldaterne, som kamphandlingerne fra Irak og Afghanistan kan.
“At komme ud og se død og ødelæggelse, mens man ikke kan gøre noget, det har mange veteraner beskrevet som rigtigt belastende. Det var for mange af de udsendte en stor frustration,” bekræfter Ask Elklit, som er professor fra Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.
Hjemme i Danmark havde paradigmeskiftet dog ikke forplantet sig til alle dele af det samfund, som skulle modtage de hjemvendte fra Balkan.
Først i 1995 – 1996 blev Forsvaret opmærksomme på, at flere veteraner fra Balkan fik psykiske og sociale problemer efter hjemkomsten, og først i 1997 begyndte man systematisk at følge op på Balkanveteranerne, med spørgeskemaundersøgelser 6 måneder efter hjemkomsten.
Først efter nogle meget barske episoder i Afghanistan i 2007 blev de såkaldte ’akklimatiseringsforløb’ indført. Og i 2013 blev det såkaldte kamppausekompagni så nedlagt igen, under højlydte protester fra Arbejdsskadeforeningen.
En del af veteranerne fra Balkan har udviklet stærke psykiske problemer, fordi der ikke blev arbejdet med deres traumer, da de kom hjem. Og selvom Forsvaret senere indførte længerevarende og obligatoriske forløb efter udsendelser med fokus på soldaternes psykiske helbred, kom forbedringerne ikke de gamle Balkanveteraner til gode.
Veteranerne fra Irak og Afghanistan er derfor bedre stillet, end Balkanveteranerne var i 1990’erne, når det handler om de tilstedeværende støttemuligheder efter hjemkomsten.
“Veteranerne fra Eksjugoslavien er hårdest ramt, og det skyldes flere ting. For det første var de udsendt på et begrænset mandat, og det betød, at soldaterne var vidner til forfærdelige ting fra borgerkrigen, som de ikke måtte gribe ind over for. Den anden ting er, at da de kom hjem, var der ingen, som var opmærksomme på de psykiske eftervirkninger,” har Stéphanie Lyk-Jensen, som er seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), udtalt.
Konsekvenserne af fortidens manglende opmærksomhed og støtte kan stadig ses i statistikkerne i dag.
Balkanveteranerne er overrepræsenteret, i forhold til andre veteraner, når det handler om selvmord, selvmordsforsøg, hjemløshed og misbrugsproblematikker.
Der ligger altså stadig en stor, ubetalt regning for den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Alt for mange af de mennesker, som risikerede liv og helbred for de store politiske idealer, lever stadig ulykkelige liv, på grund af Forsvarets og politikernes svigt.
Hver gang politikerne konfronteres med undersøgelser som dokumenterer tingenes tilstand, eller kritiske spørgsmål til det enorme svigt, så lover de bod, bedring og flere møder. Men når det kommer til handling, så virker de nærmest lammede. Måske fordi de finder ud af, at aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er helt gratis.
Et veterankort i plastic, nogle medaljer og en festlig flagdag er hvad det kunne blive til. Veteranerne måtte selv bedrive lobbyarbejde, og skabe et flertal uden om den daværende regering, for at få afskaffet den tåbelige 6-månedersregel, som afholdt mange veteraner fra at få en anerkendelse og økonomisk kompensation for deres skader via Arbejdsskadestyrelsen.
Også på kommunalt niveau halter veteranindsatsen gevaldigt. Selv om vi i disse dage kan glæde os over, at Viborg Kommunes veterankoordinator gør en gæv indsats, og Aalborg Kommune – hårdt presset af de nordjyske veteraner og pårørende – har besluttet at afsætte penge til en veterankoordinator, så er der stadig alt for langt mellem snapsene. 90 af landets 98 kommuner mangler stadig veterankoordinatorer.
Der er stadig flere måneders ventetid på specialiseret psykiatrisk behandling af krigsveteraner, i de 3 regioner som tilbyder dette. De 2 øvrige regioner har slet ikke den slags tilbud.
Der foregår stadig en bizar forskelsbehandling af veteraner med henholdvis fysiske og psykiske skader, selv om veteranpolitikken fra 2010 (side 22) skulle afstedkomme, at Arbejdsskadestyrelsen skulle undersøge, om der måtte være behov for at justere ménprocenterne for følgerne hos psykisk sårede veteraner og andre.
Og senest har Forsvaret valgt at fastholde den position, at kun veteraner som er kommet til skade efter d. 14. august 1996 kan få erstatning for tort og svie (den såkaldte kulancemæssige godtgørelse), mens de tidlige Balkanveteraner, og veteranerne udsendt i Kuwait og Irak før 1996, ikke kan få denne godtgørelse.
Det er en godtgørelse, som maksimalt kan udgøre 72.500 kroner. For at leve med PTSD, eller granatsplinter i kroppen, resten af sit liv.
Det er sgu’ sølle. Især for en nation, som vedbliver med at sende soldater, politibetjente, sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ud i verden, og fejrer deres imponerende indsatser hvert år d. 5. september, med flaghejsning og skåltaler.
Betal nu regningen. Og få ryddet op i fortidens undladelsessynder og svigt.