Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

311

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Et fællesskab kræver visioner

Antal

Debatindlæg af Rikki Tholstrup Jørgensen

I forgårs blev seks partisoldater fra Liberal Alliance ekskluderet. I sidste uge var det Konservativ Ungdom, der ekskluderede medlemmer. Begge organisationer med samme undskyldning: Partiskadelig virksomhed.

Heldigvis for de ekskluderende partier er der ingen definition på, hvad partiskadelig virksomhed er, for så kunne medlemmer og andet godtfolk gå ekskluderende beslutninger i sømmene og drage egne konklusioner – ikke altid til partiets fordel. Partiskadelig virksomhed er en gummiparagraf, der fungerer som en ledelsesventil, der skal lukke dårlig luft ud af organisationsballonen, helst uden den dårlige luft spreder sig til andre dele af organisationen, men det er ofte en meget svær balancegang. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Liberal Alliance har omfavnet den kalkulerede risiko ved at ekskludere de seks medlemmer i et håb om, at de kortsigtede bekymringer afløses af langsigtet stabilitet.

Når et parti starter op, er det svært at være kræsen. Alle medlemmer, der vil bidrage, bliver involveret. Nogen kommer tæt på partiets hjerte, og andre får en fornemmelse af, at de betyder meget mere for partiet, end hvad den daglige ledelse tilskriver dem. Sådan er partipolitik. Nogen knokler, nogen tænker, nogen brown-noser, nogen skriver og nogen fejler. Der er en rolle til praktisk talt alle i starten, men langsomt fastsættes de strategiske retningslinjer for partiet, og i samme tempo bliver nogen ildsjæle til svulster, der gror uhæmmet i periferien af partiet. Det bliver små celler, der ikke rigtig kan styres af den ledelse, som startede partiet, og som med al vold og magt vil tegne den strategiske linje. Dette spil bliver ofte sammenlignet med det, der sker i en virksomhed, men kan det det?

Vækst eller vision

En politisk opstartsprocedure kan i virkeligheden sammenlignes med en græsrodsbevægelse. Og i alle græsrodsbevægelser er det visionen om at ændre noget, der står som pejlemærket i organisationen. Dem, der melder sig ind, kan genkende sig selv i bevægelsens vision, og det bliver nemt at lede organisationen, for det eneste, man skal holde fast i, er visionen. Når organisationen vokser, begynder andre at melde sig ind. Personer som ikke nødvendigvis har samme vision, som bevægelsen startede ud med, og jo flere personlige visioner, der involveres i organisationen, jo mere udvandes den oprindelige. En politisk organisation, der vokser, vil tiltrække opportunister og rundt omkring i lokale afdelinger af organisationen vil små celler opstå, der ikke arbejder synkroniseret med visionen, hvilket vil sætte sig i organisationen og udvikle sig gradvist i takt med, at de personlige målsætninger overtager den grundlæggende vision.

Tilbage står de gamle græsrodsfolk, der pludselig ikke kan genkende sig selv i partiet, fordi den grundlæggende vision er skiftet ud med et udpræget ønske om at vækste for vækstens skyld. At blive stor bliver argumentet for, hvordan den gamle vision skal udrulles, men i stedet er det et endegyldigt bevis på, at de personlige ambitioner har overtaget organisationens udvikling. Nogen vil noget for dem selv, og i den proces glemmes visionen. I det politiske spil giver man køb på såkaldte ”ekstreme” meninger, fordi man vil være noget for alle i vækstens tegn, og jo mere man forsøger det, jo mere nærmer man sig alle de andre partier.

Visionen forsvinder, de gamle græsrodsfolk brokker sig, fordi visionen er glemt, alt imens ledelsen sidder tilbage med et dilemma mellem vækst og vision. Og så vælges der oftest vækst - ikke på grund af god ledelse af organisationen, udelukkende på grund af personlige ambitioner, der har spredt sig til alle organisationens lag. For hvem vil ofre deres tilkæmpede plads i organisationen på visionens alter? Det bliver nemmest at sige farvel til de, der stædigt holder fast i den gamle vision, og så fortælle en historie om, at man selvfølgelig kun kan ændre forhold i Danmark, hvis man har mange mandater. I samme moment har man tabt spillet, for man er ikke længere drevet af ønsket om at ændre noget, man er drevet af ønsket om at blive til noget.

Stram topstyring er ikke god partiledelse

Hvis man leder et parti efter stramme management-regler, hvor vi prøver at forudsige outcomes og udelukkende manøvrerer efter vækstprincipper, er vi faktisk på vej mod afgrunden. Uanset om vi vokser i en periode, så vil en lille gruppe af såkaldte strategiske besluttende personer altid træffe dårlige beslutninger, når vi lever i en verden af usikkerhed. Når vi arbejder med vækst som det grundlæggende managementprincip, skal partiet altid bæres af personligheder, hvilket vil give store fluktuationer. Hvis ledelsen tilmed vælger at udelukke individuelt tænkende og kritiserende medlemmer fra alle beslutninger, tegner der sig et billede af en organisation, der har tænkt sig væk fra den politiske organisation og ind i et Scientific management-system, der ikke hører sig hjemme i et politisk fællesskab.

Hvis vi arbejder med en fast ubrydelig ideologi, kan det give mening med topstyring, i sådanne tilfælde bør alle arbejde i ideologiens retning, men så snart vi bløder ideologien en smule op, og trækker politikken ind i dagens kontekst, står vi med en mængde uforudsigelighed, der overstiger de flestes informationsbehandlingskapacitet. Vi kan således ikke bruge andet end en fælles vision som pejlemærket i vores organisation – undermineres denne også, gives der køb på det politiske, og så nærmer organisationen sig alle de andre partier.

Den politiske, dynamiske organisation skal bruge sine medlemmer til at udvikle sig. Specielt de kritiske, også selvom de gør ondt på ledelsen. Derfor piner det mig, når Lars Seier Christensen siger, at ekskluderingen er bevis på god ledelse, for det er det under ingen omstændigheder. Det er måske god ledelse i en økonomisk organisation, der skal maksimere et udbytte, men ikke i en organisation, der skal maksimere noget, som ikke en gang kan defineres. Når man endda ekskluderer medlemmer, der ifølge ledelsen har de samme visioner som ledelsen selv, er vi ude i en decideret tåbelig ledelsesbeslutning. I det tilfælde handler det jo ikke om, at organisationen har et problem med de ekskluderede medlemmer, det handler om, at LEDELSEN har et problem med medlemmerne.

En politisk organisation handler om fællesskab, og en god politisk organisation skal være dynamisk og fleksibel og lytte til intern kritik. En organisation skal styre efter en klar vision, og bruge den som ledestjernen. Se på Konservative og deres totale mangel på visioner. Se hvor de havner, når de er bundet op på detailpolitik og personligheder. Når vi smider de kritiske ud, mistes evnen til at lave vores pivot. At ændre vores strategi, så den passer til vores fælles vision. En ledelse i et fællesskab bør kun ekskludere medlemmer, hvis der opleves misforhold i den fælles vision, ellers bliver det et udtryk for dårlig ledelse.

Liberal Alliance har i sagen om de seks ekskluderede medlemmer optrådt i modstrid med fornuftigt fællesskabsledelse, og det kommer til at koste - både på den korte og den lange bane. Liberal Alliances ekskludering af Torben Mark Pedersen og Svend Pedersen viser, at partiet nu har forladt græsrødderne og visionen om et liberalt Danmark. Nu handler det om vækst og ikke andet, og i den kontekst gør det ikke noget, at man ligner alle de andre.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

24/11/2013 - 20:59

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:30

Emner: 

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper