At nogle muslimer ønsker at bede fem gange om dagen og give udtryk for deres tro på Koranen i større eller mindre grad er i sig selv ikke et problem for mig, nu emnet er oppe at vende baseret på diverse rundspørger og undersøgelser.
Vi har religionsfrihed ifølge Grundloven, og den skal vi værne om.
MEN NÅR trosudøvelsen gør krav på særrettigheder, at læger skal forpligtes til at attestere unge pigers jomfrulighed, ændring af samfundets indretning, eller at nogen på baggrund af deres seksualitet, køn og valg af gud eller det modsatte forsøges tvangsindlagt gennem vold og chikane at underkaste sig andres normer, giver det grund til bekymring.
Sådanne tendenser kan i værste fald ende ud i parallelsamfund, intolerance, konflikter mellem div. grupper og hadefulde ytringer ikke sjældent fulgt op af mundtlige eller skriftlige trusler - den slags har vi rigeligt af allerede.
På den måde bliver ens religion ofte et problem ift. at integrere sig, deltage i civilsamfundets aktiviteter og være en del af arbejdsmarkedet.
Jeg skal ikke sætte mig til dommer over, hvornår der skal gribes ind overfor radikaliserede menneskers adfærd via lovgivning og sanktioner med fare for tankepoliti lignende tilstande og udhuling af retssikkerheden - det er en svær balancegang.
Tilløb til at ville dominere ens omgivelser ved hjælp af magtanvendelse har vi selvfølgelig ret til at skride ind overfor og kritisere i skarpe vendinger, uden at der behøves racisme- og islamofobkort på bordet af den grund.
Disse diskussioner er for ofte præget af sort/hvide holdninger og fastlåste positioner:
Det får nogen til at ønske, at der sættes en stopper for stort set alt, der er fremmed og ´ikke dansk´, og andre i den modsatte grøft til at tolerere det dybt intolerante for endelig ikke at støde nogen ved at udtrykke en holdning, der klart tilkendegiver, at nogle værdier er mere hensigtmæssige at leve efter end andre, hvis vi alle skal kunne være her.
Det er for mig at se nogle af hovedårsagerne til, vi stadig har integrationsproblemer og vil have dem fremover - folk med hang til overdreven (selv)godhed vil råbe af deres opponenter, hvoraf en del mener, at samtlige muslimer er en belastning, bare fordi de er muslimer. På den måde kommer vi ingen vegne.
Jeg ligger ikke inde med færdigt fabrikerede løsninger, men det står mig klart, at diskursen må ændres i retning af mere pragmatiske holdninger; tåbelig adfærd må kunne adresseres uden shitstorm og udskamning og helst på en måde, der ikke hænger andre ud, som ikke er en del af evt. konfliktfyldte konfrontationer.
Hassan sympatiserer ikke nødvendigvis med Alis aggressioner, og Erik behøver ikke at være enig i Frederiks frustrerede fremmedhad. Men alligevel går det galt. Hvorfor mon?