Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

329

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Interview med Mads Vang Christensen: Rodløshed, social bevidsthed og viljen til at kæmpe

Antal

Jeg møder forfatter og filosof Mads Vang Christensen på hans kontor ikke så langt fra alléen på Frederiksberg. Der er lagt op til en snak, om det virke Mads har, som gør at han er bidragsyder på Folkets Avis i form af reflekterende indlæg om livet, men også i form af et sponsorat igennem hans virksomhed 'Essens Instituttet.'

Vi er derfor mødt til en snak om alt fra en svær barndom og dumpekarakterer i skolen til en personlig og professionel transformation. Så bliver statsbureaukratiet også lige vendt en gang.

Lad mig starte med at spørge. Hvad er det du laver?

»Jeg er psykoterapeut og forfatter, derudover er jeg også udviklingskonsulent ud af til. Så jeg har en psykoterapeutisk praksis og en konsulentvirksomhed, som går ud af i forhold til virksomheder, ledersparring og organisationsudvikling. Det har jeg lavet i 18 - 19 års tid. På et tidspunkt var jeg meget i virksomheder, men valgte det lidt fra, da alle pludselig var kloge på det område. Der var mange nye ledelsesteorier, men meget bullshit i virkeligheden. Alle talte om noget, som de egentlig ikke var forankret i. Så jeg har koncentreret mig om min terapeutiske virksomhed. Plus, jeg var ude at arbejde for kommuner, hvor jeg havde projekter bla. med “uanbringelige unge”, som var kriminelle og havde misbrug. Stærkt belastede unge. Det var et projekt i Herlev kommune.«

Terapilokale på Frederiksberg

Men hænger det sammen med ledersparring og konsulentvirksomhed? Det virker ikke rigtig til at de ting passer sammen.

»Det gør det heller ikke. Det var mere i min rolle som psykoterapeut. Det kom sig også af, at jeg har syv års ledererfaring som køkkenchef. Så det med at have tag på unge mennesker, det havde jeg også i restaurationsbranchen, der er en sindsyg hård branche. Så jeg følte, at jeg havde brede skuldre nok til at kunne klare disse unge, og samtidig være en rollemodel for dem. Få dem ud af deres misbrug og kriminalitet. Og faktisk fik vi alle i praktik, job eller uddannelse, på nær en enkelt tror jeg det var.«

Okay. Hvis du skulle tegne en karikatur af en typisk ung fra dengang. Hvor var den person så i sit liv?

»Jamen de var sammen og hang ud i små grupper, og røg hash i hashklubber. De var på gaden om aftenen. De stjal biler og lavede indbrud. Projektet hed “kørekort til livet”. Så det fik de, men de ville også få et rigtigt kørekort, hvis de kunne gennemføre forløbet. Så de skulle møde op hver dag, og vi skulle give dem nogle sociale færdigheder til livet. Både til ganske almindelig dannelse, men også til at forstå demokratiet og hvordan samfundet er bygget op. Vi havde en skole vi kunne være i, for at undervise dem, men vi fandt ud af, at når vi tog dem ud på deres fodboldbane eller lignende, så kunne vi komme ind til dem.«

»Hvis vi havde dem i et lukket klassemiljø, havde de så mange dårlige erfaringer, at det næsten ikke kunne lade sig gøre. Det gjaldt om at skabe en balance. Vi havde også mange indvandrere, og det var mens der var krig i Afghanistan. De var i konstant frygt for, at deres familier blev bombet. De kunne slet ikke holde ud at snakke om følelser. Så hver dag havde vi nogle der sprang ud af lokalet og smækkede døren, så hele bygningen rystede. Det var som om de havde granatchok i dem selv, som var det overført fra deres forældre.«

»Men vi ramte en nerve. Og vi havde et sprog og en attitude, i at møde dem på deres banehalvdel, så vi endte faktisk med at blive ligeværdige, og en slags rollemodeller for dem. Vi kunne i virkeligheden godt have været nogle storebrødre, der havde fundet ud af hvordan tingene hang sammen. Nøglen var ‘hands on’. At vise dem vejen, fremfor at stå foran en tavle at fortælle dem, hvordan de skulle forholde sig til tingene. Det er også det der er mit udgangspunkt i forhold til mit professionelle virke. Praktik frem for teori.«

»Min baggrund er jo også, at jeg selv havde elendige karakterer i skolen. Jeg mistede min far som 10-årig, så jeg er i virkeligheden det man kalder et ‘tabsbarn’. Så jeg har selv gået vejen i at være forhutlet. At være rodløs til at være en lømmel. Men heldigvis kommer jeg i lære som kok. Jeg får nogle ‘øretæver’ og bliver rettet op. Jeg har senere i livet, så lært mig selv at skrive og stave og regne og alt muligt andet. I skolen havde jeg en karakterbog der hed 03 i alle fag.«

Så du har selv været lidt af en rod?

»Ja det var jeg. Det kom sig jo af, at jeg mistede min far, hvilket gjorde at jeg blev revet midt over som ungt menneske. Man siger, at hvis du mister en mor eller far inden du er 12 år, så er du et tabsbarn. Det kan gøre, at man ikke kan komme igen. Jeg er måske en af dem, der er kommet igen, men har haft masser af destruktiv adfærd og kom ud på en skæv løbebane i livet. Jeg kommer så ind i restaurationsbranchen, som er en sindsyg hård branche. Men jeg fik de rigtige øretæver, der fungerede som et klap på skulderen, og som gjorde, at jeg gerne ville have flere øretæver, men på den positive, hårde bane i virkeligheden. Jeg var udlært som 19-årig. Der var jeg kok og som 21-årig blev jeg køkkenchef. Så det var noget med at vise, at jeg duede til noget.«

Så du kunne egentlig godt, du skulle bare skubbes i gang?

»Ja, ja, ja! Og så kan jeg huske, at dengang havde jeg så lavt selvværd. Jeg kunne hverken stave eller regne, og alle i køkkenet skrev på samme seddel hvad vi manglende. Så jeg blev nødt til at skrive så grimt, at ingen kunne se mine stavefejl. Så jeg havde nogle hængepartier, og vidste at jeg manglede viden om ledelse og psykologi, så jeg gik på biblioteket og fandt en bog med Freud fra 60’erne af. Jeg fattede ikke to ord af den, så jeg havde egentlig bare en stor tyk bog, jeg kunne slå mig selv i hovedet på, hvor dum jeg egentlig var. Senere fandt jeg så nogle lidt mere letlæselige bøger. Jeg havde meget at indhente, men på den måde lærte jeg altså at læse, skrive og stave.«

»Jeg har været køkkenchef og manager det meste af min tid i branchen og jeg har været med til at bygge restauranter og hoteller op. Jeg har altid været med i entreprenørprojekter og har lige som lært, at man er noget værd hvis man arbejder til det er lige før, at blodet står ud af næsen. Men da jeg fik børn blev det sværere at arbejde så meget. Det kan ikke hænge ordentligt sammen. Der begyndte jeg, i den spæde start af teambuilding og coaching, at hjælpe virksomheder med at skabe en god energi og føre dem på rette vej. Og når man har lidenskab for at sammensætte gode teams, så kan det at være med til at bygge et hotel op være ligesom at være på en legeplads.«

Mads har blandt andet lederskabskurser

Du kaldte dig selv på for tabsbarn. Har du syntes at verden har været unfair fordi du mistede en forælder eller fordi du mistede en rollemodel?

»Jeg mistede mig selv.«

Fantastisk svar.

»Ja, det er sindsygt skarpt! Det svarer lidt til et firben, der bliver forskrækket og mister halen. Jeg var så bare halen. Det er det vi allesammen gør, hvis der er chok eller traume i livet. Så fryser vi vores følelsesliv inde, og fortsætter livet som en rolle eller en skygge af os selv. Det kender soldater til, det kender alle til, der været udsat for nogle store indgreb i livet. Hele ens følelsesliv bliver kapslet ind i angst og så er det fornuften og instinkterne der styrer og får lov at herske. Men man mister sig selv på en måde.«

Så man kan spille en persona i stedet for?

»Ja! Og det gør alle til en hvis grad. Nogle mere end andre. Så sidder man fast i en rolle eller karakter. Men livet skal også være rigtigt hårdt. Smerten i nuet skal næsten være større end den i fortiden, før at man får lyst til at røre ved den. Det man gør er nærmest for at undgå smerten eller de spøgelser man har gemt væk. Så det gjorde jeg også. Men når børn mister en forælder, er man egentlig ikke gammel nok til at forstå, at døden er en mulighed. Så man dør nærmest også selv. Man mister halvdelen af sig selv, fordi man i virkeligheden, på det tidspunkt, både er sin mor og sin far. Man er et med dem. Jeg var ikke noget uden dem. Og jeg havde ikke rigtigt begyndt at udvikle min egen identitet endnu.«

Men du har nu fundet dig selv. Men hvordan har du fundet dig selv nok til, også at have indsigt i at kunne hjælpe andre med at finde dem selv qua dit terapivirke?

»Det startede da jeg startede på gestaltterapeutisk (psykoterapeutisk) uddannelse. Det er en meget praktisk tilgang til tingene. Ikke så meget oppe i hovedet. Vi var nok den hårde terapeutiske skole, hvor man bliver lidt mere konfronteret og provokeret til at få fat i sig selv, og det har været det helt rigtige for mig. Jeg var færdig med uddannelsen i 1996, efter jeg var færdig med hotelbranchen. Og det var mens jeg var kok, at der blev sat rammer om mit liv. For første gang følte jeg, at jeg havde en familie. De første to år af uddannelsen handler om, at få kigget på det liv man har levet. Ren barndom og ungdom. Så der kommer jeg ind og får brudt mine egne forsvarsparader ned så det fløjter.«

Så de var ikke allerede brudt ned på det tidspunkt?

»Nej. På det tidspunkt havde jeg styr på alle andre end mig selv. Jeg havde måske masser af værktøjer, men jeg havde ikke mig selv med. Jeg prøvede tidligere at søge ind som alkoholbehandler og sagde, at jeg ikke havde nogen erfaring, men masser af interesse, hvortil at chefen for centret svarede, at restaurationsbranchen var nok det største psykologiske værksted i den her verden. Så det var jo egentlig en ret god basal grunduddannelse, til at skulle arbejde med mennesker.«

Men havde du regnet med at terapeutuddannelsen ville bryde dig ned og bygge dig op på den måde som den gjorde?

»Nej! Igennem forskellige foregående uddannelser og kurser, havde jeg forstået strukturen i, hvordan vi er bygget op som mennesker. Så jeg ville bare have noget viden om, hvordan det fungerede helt inde. Men jeg slet ikke klar over, at det var mig der på den måde kom op på slagterbordet. På det plan kommer man først til frygten, så smerten, og så selvfølgelig til bearbejdelsens fase inden man kommer til erkendelsens holdeplads. Og der er rigtigt mange erkendelser at finde, når man vender blikket indad forbi frygt og smerte. Det kan godt blive en anden form for afhængighed, men den er sund i forhold til fx. arbejdsmisbrug og alt mulig andet misbrug, da den frigiver liv, energi og alt muligt andet. Så der følte jeg virkeligt, at jeg havde fundet hjem. Jeg så lyset, og det var så underligt og intenst at ja… Det er en grad af bevidsthedsåbning.«

»Jeg var jo så vant til at være i forretning i form af hotel og restaurant. Det har hele tiden været det med at bygge noget op fra bunden af. Jeg var blandt andet med til at bygge Café Park op. Men siden har jeg også taget ekstrakurser og bygget på mig selv. Hvis ikke jeg hele tiden får inspiration, kan jeg heller ikke være en inspiration for andre.«

Du har altså kørt din egen terapivirksomhed siden 96. Hvilket områder behandler du?

»Jeg kører individuel terapi og jeg har oplevet et stort livsskifte fra en rå verden i restaurationsbranchen til en meget blød terapeutisk rummende virksomhed. Folk kommer ofte, når de står overfor et livsskifte eller når de er løbet tør midt i livet. Så det er meget det, jeg bliver søgt på, når folk sidder fast et eller andet sted og de skal transformeres fra en fase i livet til den næste. Det kan være et parforhold der ikke hænger sammen. Det kan være et job, hvor folk virkelig brænder for det, men har fare for at brænde ud. Så jeg tror det er det der gør, at folk vælger os, og selvfølgelig har jeg også en struktur i den jeg er, som gør at folk vælger mig.«

»Det er så halvdelen af mit virke, hvor den anden halvdel er coaching i forhold til lederskab, men jeg er også med i projekter sideløbene. Jeg var blandt andet med i et andet kommunalt projekt, der hed den rummelige virksomhed, hvor vi skulle prøve at få handicappede, ældre osv. til at være en del af arbejdsstyrken. Så jeg prøver at være en del af forskellige ting, også for ikke at løbe tør for krudt og inspiration.«

En ting er at vide alle mulige ting, men hvordan åbner du folk op?

»Jamen, når de kommer til mig er de allerede klar til at blive åbnet op. Folk kommer næsten altid i 11. time. De er meget møre. Og i at have en rimelig god indsigt i hvor folk er henne, og kunne spejle dem i det, kan jeg også fortælle dem, hvor de gerne skulle hen. Og i det møde får de som regel kontakt til deres følelser. Og følelserne er den grundplade vi skal have fat i. Folk skal have fat i deres følelsesliv, for det er dér energien kommer fra.«

Essens Instituttets kurser foregår i Vestsjælland

Du har også Essens Instituttet? Hvad er det for noget?

»Ja, vi har lavet et Institut, hvor vi har et mindre kursus- og uddannelsescenter med 18 internatsenge. Vi er flere om det. Der er min partner og jeg, og så også eksterne lærere/konsulenter. Så vi har en coach- og mentoruddannelse, som er ligesom alt andet jeg laver, i forhold til at det er ‘ind til benet.’ Hvad er det der hænger? Det er også for folk midt i livet, der føler at der er mere at klemme ud af tuben. Så har vi lederkurser og meditationskurser, og vi går også ud som konsulenter i virksomheder. Vi har også kapacitet nok til, at kunne sætte en lærer på de rigtige opgaver til de rigtige virksomheder. Vi har faste teambuildingkurser og organisationsudvikling, men vi har også, så vi kan skræddersy løsninger til virksomhederne, hvor vi ser på; jamen hvor er den her organisation henne? Fuldstændig ligesom et parforhold, så har en organisation også nogle livsfaser, hvori der opstår konflikter. Vi skal sørge for at alle er committed i deres virke i organisationen.«

»Så, mange af de psykologiske processer går altså videre til virksomheden. Man kan sige at folk ikke siger op, fordi de har et dårligt job, men fordi de har en dårlig leder. Vi prøver at få en organisation til at blive til en organisme, og der er nogle steps man skal igennem. Business er meget resultatorienteret. Ledere bliver målt og vejet på de økonomiske resultater de skaber, og det er ikke dér de er stærke. Vi får dem til at gå fra ego bevidsthed til social bevidsthed. Det passer meget godt til tiden, da vi bliver nødt til at drive vores liv på en ny måde grundet begrænsede ressourcer i samfundet. Så vi har en ny form for ledelse. Det handler for meget om kontrol og mistillid idag. 
Så på vores institut, bruger jeg meget tid i udviklingsafdelingen, her har jeg lavet 30-40 modeller, til at kunne hjælpe folk fra ego over til social bevidsthed. Desuden har jeg skrevet 6 bøger som ligeledes giver bud på, hvordan vi får et mere helt liv, samt om hvordan man driver virksomhed ud fra et helhedssyn.«

Hvad ser du som social bevidsthed?

»Jamen hvis vi snakker om at vi har vores normale færden, dér hvor hverdagen bare kører, der er vi på overlevelsesniveau. Det er virksomhederne også. Hvis du spørger dem har de været på en overlever de sidste syv til otte år. Der er masser af lean. De skærer ind til benet. Det er digitalisering. Det handler ikke om mennesker, men om resultater. Det er analyse og kontrol, så vi ikke laver fejl. Vi ser det i alle brancher, også hospitalsvæsnet f.eks. Men jo mere analyse vi laver, jo flere fejl laver vi. Det er en IQ adfærd. Vi tror vi er effektive, men det er vi langt fra. Alle knokler, men føler at de ikke får anerkendelse. Alle har en lidelseshistorie, der er ingen tillid.«

»Vi bliver ofre for omstændighederne. Vi navigerer med vores fornuft. "Hvis du gør det der, så gør jeg det her." Vi tror vi samarbejder, men vi bliver mere fremmedgjorte overfor hinanden. Vi skal over en frygtbarriere, for at komme denne her adfærd til livs. Når vi så kommer ind i en virksomhed som konsulenter fra Essens Instituttet, så lærer vi folk at bruge deres følelsesmæssige intelligens i stedet for IQ intelligensen. Når folk får luget lidt ud i sig selv og deres spøgelser og får fat i deres følelser, så får de også empati for andre og en grundlæggende tillid gensidigt.«

»Så kan vi spille hinanden gode, men det er først når vi har overkommet frygten. Så vi snakker meget om følelser i lederskab, og det kan godt lyde meget hippie-agtigt, men nej. For vi snakker om to grundlæggende ting: Arbejdsglæden og følelsen af frihed. Med tillid på arbejdspladsen kan vi arbejde 45 timer om ugen og føle os frie, hvorimod hvis vi arbejder i frygt for ikke at skabe de rigtige resultater, så er fridage ikke nok til overhovedet at kunne føle sig bare en smule frie. Medarbejdere skal føle sig medansvarlige og medskabende.«

»Derfor kan vi ikke have så meget kontrol og bureaukrati. En leder er bedst når han får lov til at lede i stedet for at skulle bevise, at han er en god leder. Det er social bevidsthed.«

Så med de erfaringer du har gjort dig. Det både med parterapi, ledelsessparring og organisationsudvikling osv., ser du så noget i et større perspektiv, som er gennemgående galt med samfundet?

»Jaa, for fanden! Det hele er galt, haha! Vi kan ikke prygle den kommunale pony mere. Vi kan tage mere i SKAT, men pengene og ressourcerne bliver brugt forkert. Der er mange uudnyttede ressourcer over det hele. Indvandrere, handicappede osv. Men vi er låst fast i systemet. Det er tilfrosset. Jeg tror vi har været ude på en glidebane de sidste 20 år. Vi er blevet fremmedgjorte. Ansvaret bliver skubbet over på kommunen eller staten, og de kvitterer med kontrol og styring. Så vi bliver nødt til at hive samfundet tilbage. Det kan man måske ikke som borger, men det kan man som leder i en virksomhed. De kunne måske hive nogle af lømmelerne ind, men til gengæld skulle staten ikke være så gode til at stikke snuden ned i alle deres regnskaber og presse citronen - ligesom de ikke stikker snuden ned hos de store multi-nationale selskaber. Driftsbudgettet for malermesteren, det kan de finde ud af, men Coca-Cola, det er en anden snak.«

»Stop med kontrollen og lad folk tage ansvaret. Det svarer til at man i et parforhold siger ‘jeg stoler på dig, men du skal gå og filme dig med et kamera hele tiden’. Det er det overvågningssamfund vi har. Alle er blevet objekter. Vi har en jantelov 2.0. Vi er blevet så puritanske. Prøv at tænke på en baby der bliver ammet af bare bryster. Hvad er det for noget pornosnavs? Prøv hør her. Det var os der frigav pornoen. Vi har været det mest frie folkefærd. Nu sviner vi hinanden. Det er blevet til alle mod alle. Kontrollen og bureaukratiet ligger som et tungt tæppe over os og skaber splittelse. Vi kan ikke opleve friheden længere.«

Hvorfor Essens?

»Essens er når hoved, krop, hjerte og sjæl mødes. Det er ind til benet. Essens er vores møde med videnskab, filosofi, psykologi og religion på samme tid. Det er dér hvor det hele smelter sammen og vi er der. Det er helheden. Vi er ikke adskildt fra hinanden. Vi kan ikke konfliktløse, men vi kan konfliktopløse. Essens er dér hvor grænserne ophæves. Hvor religion kan mødes med filosofi. Muslimer kan mødes med kristne og ateister. Det handler om bevidsthed, nærvær og lederskab. Og lederskab kan koges ned til at tage ansvar for dine egne korruptioner og fordomme. Mød verden som du gerne vil have, at den møder dig.«

Du kan læse mere om Essens Instituttet på http://essens-instituttet.dk eller besøge Mads' blog på http://www.madsvangchristensen.dk

Buddha pryder vindueskarmen på Mads' kontor

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

22/10/2015 - 23:12

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:23

Typer: 

Artikler

Del eller citer med linket her