Gå til hovedindhold

LEDER: Christiansborg har mistet jordforbindelsen

Af Lennart
For nylig var regeringen fremme med noget "familiepolitik" - sjovt nok fremlagt af beskæftigelsesministeren: Kvinder skulle være mere på arbejdsmarkedet i stedet for at bruge tid med familien. Ellers hang økonomien ikke sammen på samfundsplan, fik vi at vide. Det er sådan set rigtigt, at den velstand, mange danskere tager for givet, er skabt ved arbejde. Arbejder vi ikke nok, så bliver vi fattigere. Men det er en kæmpebrøler at tro, at vejen til at motivere mennesker går gennem "samfundet". Mennesket er ikke en myre eller en bi, som er genetisk programmeret til at ofre sig for fællesskabet. Mennesket er en egoistisk skabning. Og det kan der paradoksalt nok sagtens komme et rigt samfund ud af. Som den store økonom Adam Smith udtrykte det: It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker that we expect our dinner, but from their regard to their own interest Hvordan sikrer man, at et egoistisk væsen bliver samfundsdueligt? Man tilpasser samfundet menneskets natur! Vil man have folk til at gøre en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, skal man skrue tingene sammen på en måde, så det kan betale sig for den enkelte. Samfundsnytten ved arbejde er blot en afledt effekt af individets selvopretholdelsesdrift og lyst til at skabe gode materielle vilkår for sine nærmeste. Og så skal vi lige huske, at her-og-nu økonomisk produktion ikke er den eneste værdi i et samfund. Familier skaber menneskelig kapital, som er afgørende for fremtidens velstand. Forældretid brugt på børn er en fremragende investering set fra samfundets synspunkt - omend vi ikke tænker sådan om familielivet i dagligdagen. En mor eller en far, der bruger tid på sine børn i stedet for på arbejdsmarkedet, bidrager ikke direkte til statskassen. Men den opdragelse hun eller han giver sine børn kan blive guld værd. Får børnene de rette værdier med sig, bliver de helstøbte og dygtige mennesker. Til gavn for sig selv og deres kommende familier. Og derfor også til gavn for samfundet som sådan. Børn bliver ikke borgere af sig selv. Når regeringen lagde op til at mødre skulle bruge mere tid på arbejdsmarkedet i stedet for at investere i familien, så spændte den altså i virkeligheden vognen foran hesten. Det er familien, som er udgangspunkt og arnested for den overskudsproduktion, som gør et samfund rigt. Helt ned til det basale faktum; uden børn - ingen til at arbejde i fremtiden. Samfund, hvor individet og familien ofres for et "højere fællesskab", ender altid som fattige og totalitære og grå og kedelige systemer. Og det ønsker vi ikke her.
Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.