Gå til hovedindhold

Nu må galskaben altså snart høre op…

Af Mia Andersen

Et eller andet sted, så kan jeg da godt se, at der kan være en helt fornuftig intention bag at opdrage sit barn kønsneutralt. Et håb om et, i fremtiden, mere ligestillet samfund med flere kvinder siddende på topposterne og flere mænd i køkkenet. Som udgangspunkt er det et fornuftigt ideal at stræbe efter, men så stopper min forståelse af det altså også her.

Er der overhovedet nogen, der har tænkt længere end barnets 5-6 første leveår? Ud fra devisen om, at kønsneutralitet er en begyndende trend inden for børneopdragelse, tvivler jeg stærkt på det! Jovist, man kan muligvis slippe afsted med det de første 10-12 år, men hvad der sker så, når børnene rammer teenagealderen og naturen ikke længere skjuler deres egentlige køn? Så står man med et (formodentligt fortvivlet) barn, der nu ikke ved, hvad de skal stille op med dem selv. Ikke nok med, at teenageårene er der, hvor de skal skabe deres egen identitet, så skal de nu også stå over for spørgsmålet omkring, hvorfor deres forældre ikke har lært dem forskellen på drenge og piger. For om du vil det eller ej, så er der forskel. Et spørgsmål, som potentielt dukker op inden teenageårene, når de i børnehaven og skolen leger med drenge og piger. Hvordan skal de så opfatte dem selv? Som et tredje køn? Hvis denne trend bliver stor, risikerer vi sågar at have endnu et tabubelagt emne på hånden, når de personer barnet møder ikke længere vil referere til enten dreng eller pige, eller spørge forældre om barnets køn. I min optik, er der nok tabubelagte emner i samfundet – hvorfor tilføre endnu et?

Som sagt, jeg synes det er en fin tanke, at der ikke skal gøres forskel på drenge og piger, og jeg kan til en vis grad også forstå argumentet om at nedbryde ”drenge – og pigefarver” osv. Det jeg ikke forstår er, hvordan det kan virke som den rigtige løsning at opdrage sit barn til at være kønsneutralt. Lad os antage, at det bliver en stor trend. I den situation, vil vi, sandsynligvis, bevæge os mod et homogent samfund præget af identitetsforvirring. I min optik vil mangel på diversitet udgøre en overhængende risiko for, at vores samfund går fra dynamisk til statisk – og et statisk samfund udvikler sig ikke. Det er et worst case-eksempel, men ikke desto mindre legitimt at bringe op.

Endeligt er der hele spørgsmålet omkring seksualitet. Jeg er fuldstændig uforstående over for, hvordan det i fremtiden skal hænge sammen. Lad os forestille os, at hele samfundet bliver mere eller mindre er kønsneutralt. Forsvinder seksualiteten så også? Og hvordan er det lige, at det går i spænd med diverse opråb om, at vi i Danmark skal have flere børn og at vi skal have dem tidligere?

Idéen om, at vi skal behandle alle lige – uanset køn – er ganske fin og den støtter jeg fuldstændig op om. Jeg må dog erkende, at jeg på ingen måde tror at kønsneutralitet er måden at gøre det på – langt fra. Dét, der fastholder ulighed, er snarere prædefinerede normer omkring kønnene end de egentlige køn. Hertil vil jeg tillige påpege, at vi kontinuerligt forbedrer os som samfund.

Kønsneutralitet er et symptom på, at vi (åbenbart) har så få problemer, at vi kommer op med alternative løsninger til noget, som ikke engang er et problem. Skulle vi ikke hellere tage hånd om faktiske samfundsproblemer? Altså, jeg spørger bare…