Den anden dag blev jeg belært af en universitetslektor. Han mente, det var ren mystik, når jeg hævdede, at nogle beskrivelser af verden var mere i overensstemmelse med virkeligheden end andre. Den slags overtro var der ikke belæg for. Ja, jeg måtte endda forstå, at jeg nærmest stod i ledtog med massemorderen Breivik, når jeg sådan troede på muligheden for videnskabelige fremskridt.
Den gode lektor namedroppede nemlig en række af Europas store ånder og strøede -ismer om sig med rund hånd. Snart var et simpelt - eller i hvert fald klart - spørgsmål druknet i en diskussion over, hvilke filosoffer der havde ment hvad om dette og hint - og hvilken "skole" de engang tilhørte.
Men bør vi ikke kunne diskutere den slags spørgsmål uden at henvise til for- og nutidige autoriteter eller massemordere? Desuden, hvordan kunne jeg være sikker på, at lektoren ikke bare valgte at bringe de navne på banen, der støttede hans eget standpunkt? Måske var der andre autoriteter, der mente noget andet.
Lad os vende tilbage til spørgsmålet:
Er nogle beskrivelser af virkeligheden mere i overensstemmelse med den måde, verden er skruet sammen på, end andre?
Hvis vi konkretiserer spørgsmålet lidt, bliver det nemmere at forholde sig til. I mange hundreder år mente man, at insekter og andre små dyr opstod spontant, når bestemte betingelser gjorde sig gældende. En spyflue kunne for eksempel opstå, hvis man havde en klump råddent kød. Spyfluen behøvede hverken mor eller far.
Senere fandt man frem til, at insekter ligesom andre dyr formerede sig fra generation til generation med parring, æglægning og hele pibetøjet - og altså lige så lidt som en hund eller en kat kunne opstå spontant ud af ingenting. Denne nye opfattelse af tingene vandt udbredelse, og den gamle blev fortrængt.
Men ifølge min gode ven universitetslektoren, er den nye teori ikke mere sand eller bedre i overensstemmelse med virkeligheden end den gamle. Den har bare været mere succesfuld, sandsynligvis fordi dens fortalere har haft mere magt, end dem der stod fast på den gamle idé om spontan genese.
Manden, der belærte mig, er lektor på Aarhus Universitet ved Institut for Æstetik og Kommunikation. Fra de kanter skal man ikke nødvendigvis forvente den store respekt for hverken almindelig sund fornuft eller naturvidenskabens mange store landevindinger.
Lektoren vil sikkert bare holde på sit og hævde at mit eksempel rammer ved siden af hans pointe. Men nu er der jo ikke blot tale om et enkelt eksempel, og det er ikke blot min påstand mod hans. Den største videnskabsfilosof op gennem tiderne, Karl Popper, havde et begreb, der skulle dække netop ideen om, at visse beskrivelser af virkeligheden var mere tilstrækkelige end andre. Verisimilitude kaldte han det.
Dyr akademisk magtarrogance
Men lad nu det ligge. Lad os i stedet for en stund forestille os, at lektoren har ret. At ingen teori er bedre end nogen anden. At sandhed ikke findes. Ja, at vi ikke engang kan gøre os håb om at nærme os noget, der bare ligner sandhed, når vi forsøger at beskrive virkeligheden.
Det mest indlysende spørgsmål bliver da, hvorfor vi skulle tage denne opgivende opfattelse alvorligt. Hvorfor skulle denne opfattelse være sand, når den nu selv benægter at noget som helst kan være sandt? Simpelthen fordi universitetslektoren siger det? Det er da akademisk magtarrogance, der vil noget.
Et andet og for tiden mere presserende spørgsmål er, hvorfor vi overhovedet skulle bruge skattekroner på at betale denne lektor og andre forskere på universiteternes humanistiske fakulteter løn. Hvis alle deres teorier er fuldstændigt lige håbløse og mangelfulde, kan de så ikke teoretisere i deres egen fritid. Så kunne vi bruge pengene på noget mere opbyggeligt i stedet.
Personligt er jeg da i hvert fald træt af at skulle betale til den slags nonsens som lektoren i mine øjne gør sig til fortaler for. Det er måske rimeligt nok, at vi betaler til naturvidenskabsfolk. Men hvorfor skal vi betale til humanister, som bruger deres tid på at bolstre teorier om at månen ligeså godt kunne være en grøn reje ophængt i et bøffelhår som en drabant i kredsløb om jorden.
Jeg tror, mange af de her mennesker ville have godt af at komme lidt uden for universiteternes mure. Når man sidder og mest taler med nogle, der mener det samme som en selv, risikerer man at få nogle mærkelige ideer som ingen relation har til virkelighedens verden.
For teori skal nemlig begrænses af virkeligheden gennem praktiske ekperimenter. Kun på den måde kommer vi frem til en bedre og more solid forståelse af verdens kompleksitet.