Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

313

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Terroristerne kender os ikke - og vi kender ikke os selv

Antal

Debatindlæg af Camilla Paaske Hjort Kiil

Fransk-marrokanske Hasna Aitboulahcen, der natten til onsdag udløste sit bombebælte i den parisiske forstad Saint Denis, har fået den tvivlsomme ære at blive tituleret “Europas første kvindelige selvmordsbomber”.

Hun synes, fortjent eller ufortjent, at have trukket ekstra mange overskrifter af flere grunde. For det første på grund af sit køn - selvom brugen af kvindelige selvmordsbombere langt fra er ny blandt jihadister. For det andet fordi, hun, inden hun i løbet af de sidste måneder af sit liv blev radikaliseret, var meget vestligt orienteret - i det mindste på overfladen.

Hun blev, ifølge naboer og bekendte, sågar kaldt “Cowgirl”, fordi hun altid gik rundt med en stor cowboyhat. Så kommer vi vist ikke meget længere vestpå i symbolernes verden. Det har også fanget mediernes opmærksomhed, at den unge kvinde drak alkohol og spiste på Kentucky Fried Chicken, at hun gik i jeans og kondisko og somme tider på ægte amerikansk bonderøvs-maner, byttede cowboyhatten ud med en kasket.

Som det er typisk for de islamistiske terrorister, der har udført angreb på europæisk grund de senere år, var Hasna Aitboulahcen ikke noget ubeskrevet blad hvad angår kriminalitet: Medierne fortæller os, at hun var kendt af politiet for narkosalg. Hun ernærede sig dog ikke alene ved dette, men arbejdede også i et ejendomsmæglerfirma, der var under konkursbehandling.

Aitboulahcens historie undrer, fordi den på overfladen virker selvmodsigende. Dyrkelsen af vestlig livsstil harmonerer dårligt med, at man i løbet af få måneder underkaster sig radikal islam i en grad, så man i Allahs navn er villig til at tage livet af uskyldige, og af sig selv.

Men i virkeligheden er selvmodsigelsen til at overse. Aitboulahcen voksede, som brødrene Kouachi, og som mange andre af vores “homegrown” islamistiske terrorister i Europa, op i ghettoen. Forbindelsen til mainstream-Frankrig har givetvis været beskeden. Det er, som vi længe har vidst, kendetegnende for de indvandrer-dominerede parallelsamfund i omegnen af europæiske storbyer som Paris, at man kan leve der uden nævneværdig kontakt med værtslandets institutioner, kultur, mennesker og traditioner.

Naboerne ligner en selv; de andre børn i den lokale skole ligner en selv. Heller ikke de vokser op med noget dybere kendskab til det land, de bor i: Forholdet til mainstream-Frankrig er præget af uvidenhed, fordomme og mistillid. Man kender sin egen by, sin egen forstad, og man kender sin “bled” - den landsby i Marokko eller Tunesien, ens familie stammer fra.

Latifa Ibn Ziaten, som er mor til et offer for islamistisk terror, og nu arbejder med anti-radikalisering, peger på parallelsamfundene som det altdominerende problem. Hun fortæller, hvordan unge med muslimsk indvandrerbaggrund, der bor i Versailles, aldrig har besøgt slottet i byen. Det er symptomatisk. Få danskere ville slå vejen forbi Versailles uden at se slottet, men en del af de unge, tilvandrede muslimer, der er dets naboer, lever i en så radikalt anderledes kultur og virkelighed, at det slet ikke falder dem ind.

Tilbage til Aitboulahcen. Hvad ved vi om hendes vestlige orientering?

At den formentlig hovedsageligt bestod af overfladiske symboler, og dyrkelse af nem og hurtig mad og nemme og hurtige penge. Hendes relationer med vestlig kultur har sådan set passet glimrende med det anti-vestlige verdensbillede, hun senere underkastede sig i forbindelse med sin radikalisering. Selv jobbet i et ejendomsmæglerfirma bliver symptomatisk for Vestens og dermed den kapitalistiske verdensøkonomis - reelle eller indbildte - forfald, når man hører, at det var under konkursbehandling.

Rusmidler, cowboyhatte, junkfood og konkurs - så har vi sådan set sat den islamistiske opfattelse af Vesten på plads. Overfladisk jagt på nydelse, vulgær påklædning, underlødig mad, risikobetonet, profitorienteret, uansvarlig økonomi.

Mening, alvor og dybde bliver disse uheldige unge muslimer først introduceret for, når de de møder den radikale islamisme. Her prædikes, som Ahmed Akkari så udførligt har beskrevet det for os, værdier, der går stik imod alt det overfladiske og depraverede, som er den side af den vestlige og europæiske kultur, de kender til.

Jeg ved, vi ved, at deres billede af Vesten er fordrejet. Vi ved, at her findes ægte værdier, selvom de ofte er utydelige og til diskussion.

Vi ved og forstår, at denne frihed til at diskutere i sig selv er en af de betydeligste værdier. Det personlige ansvar er en anden værdi. Du skal ikke lade være med at drikke for meget alkohol, fordi Allah derfor vil formene dig adgang til Paradis. Du skal lade være, fordi du har et ansvar overfor dig selv, overfor din krop, dine nærmeste og dit liv.

Den internaliserede selvkontrol er en af vestlig kulturs største styrker. Den opleves dagligt på gadeplan, hvor kvinder i europæiske lande kan gå (relativt) i fred, uanset hvor sexet, de klæder sig. Det er ikke et udtryk for værditomhed. Det er tværtimod en værdi i sig selv, at den vestlige mand kan kigge på den letpåklædte kvinde, nyde synet og ellers lade hende gå i fred - uden at hans respekt for hende som individ daler proportionelt med nederdelens korthed.

I diamentral modsætning til, hvad man oplever i muslimske lande; hvad jeg selv har oplevet til overflod i Syrien og Egypten, hvor man netop kun kunne være sikker på at blive ladt i fred, når det var dybt religiøse mænd, de åbenlyse islamister, man passerede på gaden.

Ligeledes er det en værdi i sig selv, at vi i vidt omfang respekterer hinandens behov for en privatsfære. Ofte hører man - fra indvandrere og konservative indfødte - det omtalt med foragt og som et tegn på forfald, at generationerne ikke tager sig så meget af hinanden længere i de vestlige samfund.

Personligt er en af mine hovedårsager til at være taknemmelig for, at jeg er født i ind i den vestlige kultur, at jeg ikke er tvunget til at bo sammen med min udvidede familie, og at jeg har kunnet leve mit eget, selvstændige liv fra en ung alder. Når man ikke i tide og utide render hinanden på dørene, hænger det ganske ofte sammen med, at lever sit eget, fuldgyldige liv - og er tilfreds med det. Vi hjælper hinanden, når det er nødvendigt, og blander os ellers ikke.

Løsningen på radikaliserings-problemet har jeg desværre ikke, men jeg ved med sikkerhed, at det vil være godt for både os selv og de herboende, unge muslimer, der i praksis lever kulturelt afskåret fra resten af samfundet, at vi holder op med at mumle om vores værdier og smider den lurende mistanke om, at vi måske egentlig ikke rigtigt har nogen, på porten.

Vi har værdier, gode værdier, der har skabt samfund så velfungerende, at millioner af mennesker er rede til at risikere deres liv for at komme hertil og bo. Og dem skal vi tale højt og tydeligt om.

Da jeg læste arabisk på Københavns Universitet, fortalte en af mine lærere om, at han ofte oplevede følgende, når han talte med danskere om Islam, indvandring og de arabiske lande: Danskerne så lidt flove ud og sagde noget i retning af “Her i Danmark har vi jo ikke rigtigt nogen kultur - sådan på samme måde, som de har i de arabiske lande.”

Denne opfattelse synes, i varierende grad, at trives på begge sider af krigen mellem de islamistiske terrorister og de vestlige samfund. Det er en katastrofe af dimensioner, vi endnu næppe helt kan gøre os klart.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Udgivet: 

20/11/2015 - 13:53

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:29

Del eller citer med linket her

AddToAny
MediaCreeper